ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Kombit-vicedirektør: Vi vil noget andet end faste arbejdstider for at få det gode arbejdsliv

At gøre op med faste arbejdstider skal ikke blive en ny “one size fits all”-model, skriver Christina Bornhøft. PR-foto: Kombit
At gøre op med faste arbejdstider skal ikke blive en ny “one size fits all”-model, skriver Christina Bornhøft. PR-foto: Kombit

Kære faste arbejdstid

Vi er mange, der i mange år ikke har syntes, det har fungeret. Og du må undskylde, jeg siger det så lige ud, men det er dig, og ikke os, der er problemet. Derfor tager min arbejdsplads og jeg nu ansvar for at gøre noget.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde rigtigt har kendt dig og dine faste rammer. For gennem mit arbejdsliv har det varieret, hvor meget jeg har arbejdet, uanset hvilket timetal der har stået på min kontrakt.

I perioder har jeg prioriteret mit arbejdsliv, hvor jeg har knoklet og lagt energi i den del af mit liv. Andre perioder har mit privatliv fyldt mere, så jeg har været nødt til at prioritere på en måde, så jeg brugte mindre tid på mit arbejde. Jeg har skulle tage hensyn til forskellige dele af mit liv uden rammerne til at skabe balance – på grund af dig.

Du har altså aldrig gjort dit for at skabe et bæredygtigt forhold, og jeg kan se din dårlige indflydelse – ikke bare på min arbejdsplads, men også ude i samfundet. Der er mange, der i dag bliver udbrændt blandt andet i kampen for idealet om at lægge alle sine arbejdskræfter inden for nogle faste arbejdstimer. Kære faste arbejdstid, 8-16, fem dagsarbejdsuge, det er selvfølgelig mange andre ting, der er presser os i vores hverdag, men at holde stædigt fast i dig er ikke en del af løsningen.

Drop fokus på arbejdstid

For at komme til sagens kerne: Så har jeg mødt en anden end dig og alle dine firkantede rammer. En anden som tilbyder et arbejdsliv, som kan hænge sammen med et privatliv, som ikke strider mod vores kontorteams liv, som ikke modarbejder vores virksomhedsliv, som går op i en højere enhed med mine relationers liv.

Det er det liv, vi vil – det er det, vi øver os på at få til at fungere.

Alternativet til dig, faste arbejdstimer, er ikke et ukontrolleret orgie af grænseløst arbejde, hvor vi alle bare er sat så fri, at ingen ved, hvornår de kan gå hjem, fordi vi jo alle altid har noget mere arbejde, vi kan lave

Det handler om at fokusere på, hvad jeg leverer og ikke på arbejdstiden. Sammen kan vi opnå det ved at gøre det muligt at arbejde der, hvor man leverer bedst, og at være så fleksibel som muligt, ift. hvornår man løser sine opgaver – alt sammen balanceret med de forretningsmæssige behov, som min arbejdsplads har.

Det kræver tillid, plads til individuelle behov og stærke relationer, så det ikke bare bliver et nyt “one size fits all”, der bliver presset ned over mig, mine medarbejdere og kollegaer.

Det er altid godt med en form for makeover, når man skifter til en ny model, men i stedet for at købe en motorcykel eller få en tatovering har vi noget andet planlagt.

Vi arbejder på forskellige tiltag blandt andet oplæg med inspiration til, hvordan man kan mestre mentale pauser og sikre restituerende søvn. Men som sagt, så kan det ikke bare være noget, der kommer fra oven. Ansvaret for at fastholde fællesskabet og gode relationer ligger hos den enkelte medarbejder – fordi en sådan kultur skaber trivsel og motivation.

Det kræver meningsskabende dialoger på arbejdspladsen. Det er sådan, vi håndterer dilemmaer, såsom at de fleste nok gerne vil have deres kollegaer på kontoret samme dag som dem selv, men alligevel have hjemmearbejdsdage, når det passer dem bedst personligt.

Denne åbne dialog skal sikre, at vi har medarbejdere, der føler sig udfordret og værdsat, fordi det er sådan, vi sikrer, at vi har de bedste medarbejdere med de rigtige kompetencer til at levere det bedste resultat.

Tager ansvar

Alternativet til dig, faste arbejdstimer, er ikke et ukontrolleret orgie af grænseløst arbejde, hvor vi alle bare er sat så fri, at ingen ved, hvornår de kan gå hjem, fordi vi jo alle altid har noget mere arbejde, vi kan lave. Denne nye frihed skal være afstemt mellem de involverede parter, så ingens handlinger bliver set som utroskab.

Gennem årene har du da også være klar på at eksperimentere for at gøre forholdet mere spændende med f.eks. hjemmearbejde og firedags arbejdsuge, men det virkede aldrig, som om du var rigtig tændt på det.

Det passer derimod meget bedre ind i vores nye forhold, fordi her tager vi ansvar for at skabe det bedste arbejdsliv, for at give det bedste privatliv, og for at vores virksomheds liv kan give de bedste resultater.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis