It-branchen har en stor udfordring: Vi mangler hænder.
Vi har som branche svært ved at tiltrække nok kvindelige hænder. Det er et stort problem, ikke bare for ligestillingens skyld, men for forretningen, hvor vi går glip af kompetente medarbejdere.
En undersøgelse fra Voxmeter afslører, at hver fjerde kvinde opfatter it-branchen som værende mindre attraktiv end andre brancher. Den indsigt væltede mig ikke af kontorstolen. Vi svømmer ikke i østrogen i branchen. Tværtimod.
Det har konsekvenser, når der mangler diversitet og repræsentation. Det betyder blandt andet, at it-projekter udelukkende bliver udviklet med et mandligt udgangspunkt. Men det betyder også, at vi som branche skriger på arbejdskraft i en sådan grad, at hele 42 pct. af danske it-virksomheder sidste år måtte sige nej til opgaver.
41,6 pct. af kvinderne i undersøgelsen er enige, og 8,8 pct. af kvinderne er meget enige i, at branchen er mandsdomineret. Men kæden hopper af, når organisationer på den baggrund straks konstaterer, at kvinder ikke søger job i it-branchen, fordi de savner en blødere ledelsesform.
Det er ikke bare forkert og fordomsfuldt, det er også dybt problematisk.
For det første har de adspurgte kvinder ikke tilkendegivet, at branchen er for mandsdomineret, og at det dermed er et problem. At branchen i øjeblikket er domineret af mænd er i virkeligheden mest af alt en observation.
For det andet er det en simplificering at konkludere, at en blødere ledelsesform vil løse problemet. For selv hvis vi går med på præmissen om, at det skulle være et problem, at branchen er mandsdomineret, hvem siger så, at svaret nødvendigvis er blødere ledelse?
Selvfølgelig skal der være et opgør de steder, hvor der måtte herske en mere brovtende kultur. Det er bare ikke det, undersøgelsen siger noget om.
Hvorfor tiltrækker vi ikke flere kvinder? Spørger du mig, så er netop den slags gisninger, gætterier og generaliseringer endel af årsagen til, at man ikke lykkes med at tiltrække flere kvinder til IT-branchen -eller STEM-fagene i det hele taget
Det er netop den slags gisninger, gætterier og generaliseringer, som en del af årsagen til, at man ikke lykkes med at tiltrække flere kvinder til it-branchen eller stem-fagene i det hele taget.
“Det er problematisk, at man allerede fra barnsben afskærer et helt køn fra et helt fag
En rundspørge fra Epinion blandt de 15-22-årige viser, at 59 pct. af unge mænd og 46 pct. af unge kvinder mener, at det påvirker deres uddannelsesvalg, om en uddannelse har ry for at være henholdsvis feminin eller maskulin.
Så lad os løse de benspænd, der i dag er ved både spisebordet, skolepulten og arbejdspladsen.
Det er dokumenteret, at mænd får lov til at tale længere om faglighed og kompetencer til jobsamtalen, hvor kvinder i højere grad bliver spurgt ind til emner som familieforhold.
Hvad med at sørge for at kandidaten er anonym helt indtil samtalen? Eller se på hvilke profiler der er i ansættelsesudvalget? Og hvor upersonligt det end kan lyde, så kan man bruge et spørgeskema i samtalen, som er formuleret neutralt
Når der stadig ikke er ansøgere nok, er det en velkendt strategi at række ud til en række potentielle kandidater. Her kan et greb være at prikke til lige så mange kvinder som mænd.
Det hele starter allerede i hjemmet. Flere undersøgelser fra blandt andet Reboot peger på, at danske piger har lavere selvtillid end piger fra andre lande, når de skal vurdere deres egne evner i matematik.
Jeg har en oplevelse af – og det står for egen regning – at det var okay, hvis pigerne ikke var gode til matematik, for “så var de gode til så meget andet”.
Jeg siger ikke, at alle skal være hverken matematisk eller teknisk uddannede. Langtfra. Men det er problematisk, at man allerede fra barnsben afskærer et helt køn fra et helt fag.
For opdelingen bliver meget tydelig, når unge skal vælge fag. Piger vælger oftest fag inden for omsorgssektoren, kontor og humaniora, mens drenge arbejder inden for de mere håndværksprægede fag, teknik og it. Derfor ligger en del af ansvaret også hos uddannelserne, hvor vi skal italesætte mulighederne og sørge for, at vejledningen ikke er påvirket af fordommene.
Det er ikke unikt for vores branche, at et køn er underrepræsenteret. Faktisk har Danmark et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. En væsentlig årsag er, at der er forskellige, forældede og fasttømrede forestillinger af, hvad man kan byde ind med ud fra ens køn.
Frem for at putte mennesker i kasser og antage, hvad de har brug for, burde vi bruge mere tid på at gøre vores rekrutteringsprocesser mere åbne og så tale den del op, som langt de fleste tilkendegiver motiverer dem i et job: en god løn, et fleksibelt arbejdsliv med balance mellem arbejds- og privatliv samt muligheden for at lære nyt og udvikle sig.