Henover weekenden lykkedes det på ny at skabe bred politisk enighed om forlængelse og udvidelse af coronahjælpepakkerne. Politikerne har igen truffet vigtige og rigtige beslutninger om at gøre “hvad end det kræves” – vel at mærke i fællesskab. Også når det gjaldt planerne om en gradvis genåbning af Danmark, fandt partierne hinanden. Selvom stemningen ikke længere er harmonisk, og konturerne af coronapolitikkens modsætninger begynder at kunne skimtes. Men den måske sværeste krisebeslutning i sidste uge traf statsminister Mette Frederiksen selv. Det skete, da hun udskød regeringens lovprogram og dermed dens signaturforslag om bl.a. tidligere tilbagetrækning og en ny “velfærdslov”.
Her blev det første rigtige skridt mod tiden efter corona måske taget. De valgløfter, der blev kørt i garagen, bar umiskendeligt præg af den forgangne højkonjunkturs hallucinationer. Her var den bagvedliggende antagelse, at vores velstand kunne tages for givet. Man kunne reducere arbejdsudbuddet og lade samfundskagen skrumpe, mens det samtidig ved lov skulle garanteres, at der for evigt skulle skæres endnu større skiver ud til finansiering af velfærden. Fortidens udfordringer var glemt. Dens reformer og mådehold blev mødt med hån og kritik.
