ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Misforstået EU-forslag risikerer at sende farmaindustri til Kina”

Danmark og Europa har i øjeblikket udfordringer i forsyningssikkerheden af kritisk medicin. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Danmark og Europa har i øjeblikket udfordringer i forsyningssikkerheden af kritisk medicin. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Det er livsafgørende, at danske og europæiske borgere har nem og sikker adgang til vigtig kritisk medicin. Vi har i øjeblikket i Danmark og Europa udfordringer i forsyningssikkerheden af kritisk medicin og herunder forskellige typer antibiotika. Det skal vi naturligvis løse.

Derfor er det glædeligt, at EU tager situationen alvorligt og kommer med nye vigtige initiativer, som sigter på at styrke europæisk produktion og understøtte forsyningskæderne på kritisk medicin. Vi skal arbejde for en stærk EU-lovgivning omkring kritisk medicin (Critical Medicines Act) som p.t. er i tidlig proces i EU-systemet.

Dette er helt afgørende. Men samtidig er der også initiativer, som måske kan virke på den korte bane, men som på længere sigt kan svække adgangen til de mest kritiske lægemidler. Et eksempel på dette er dele af EU-Kommissionens forslag om revision af lægemiddellovgivningen. Her foreslår man at reducere den tid, hvor virksomheden har “opskriften” for sig selv på hele farmaområdet fra 8+2 til 6+2 år. Hensigten og ønsket om at sikre hurtigere og mere lige adgang til medicin på tværs af EU er rigtig og vigtig.

I praksis vil forslaget imidlertid også mindske lysten til at investere i udvikling af nye lægemidler, herunder kritisk medicin, i Europa. For Europa er i konkurrence med andre regulative områder. Kina og USA er de største. Og det betyder noget for os alle, at det ikke bare er de lande, der løber med evnen til at kunne skabe store virksomheder. Det bliver svært at forestille sig, at vi kan skabe et nyt Meta eller Tiktok. Men vi har en betydelig farmaindustri, som vi har grund til at værne om. Selvfølgelig under hensyn til rimelige priser og mere lige adgang på tværs af markeder.

Som konsekvens af forslaget risikerer vi, at europæisk forskning og produktion flyttes til f.eks. Kina, og det gør os sårbare. Det vil virke modsat hensigten og danske og europæiske borgere vil få ringere sikkerhed for leverancer af og adgang til kritisk medicin i fremtiden.

Vi håber, at der lyttes i Bruxelles, også når hensyn skal tages til dem, der kan virke gigantiske og usårlige. Vi bør i stedet udnytte vores styrkeposition og gøre farma og life science til en strategisk vigtig industri i hjertet af EU.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis