ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Afskaffelse af disse to skatter gør en stor forskel for iværksættere”

Det er vigtigt med at attraktivt miljø for iværksættere, hvis vi skal sikre dansk konkurrenceevne, mener Søren Møller. PR-foto
Det er vigtigt med at attraktivt miljø for iværksættere, hvis vi skal sikre dansk konkurrenceevne, mener Søren Møller. PR-foto

Den nye iværksætterstrategi er et stort skridt i den rigtige retning. Nu gælder det om at holde dampen oppe, hvis Danmark skal blive et attraktivt iværksætterland

Med regeringens nye iværksætterpakke tager vi endelig initiativ til at kunne konkurrere med de førende globale iværksætternationer som Schweiz og USA. I Danmark har vi nogle af de stærkeste forskningsmiljøer i verden, men vi har et uforløst potentiale i forhold til at omsætte forskningen til innovation og nye virksomheder.

Danske og udenlandske iværksættere har hidtil arbejdet under forhold, der ikke har belønnet innovation.

Det kommer regeringens nye iværksætterpakke til at gøre op med, og det er utvivlsomt en positiv nyhed for både iværksætterne, den danske økonomi og for hele økosystemet omkring danske styrkepositioner som eksempelvis life science, kvanteteknologi og biosolutions.

Grund til at blive

Der er blevet skabt for få store virksomheder i Danmark gennem de sidste 20 år. Derfor er det vigtigt for vores konkurrenceevne, at vi får skabt et attraktivt miljø for iværksættere, der har lyst til at vækste deres virksomheder fra to til 50 medarbejdere netop her.

Formår vi ikke det, vil vi fortsætte med at miste vigtige bidrag til vores økonomi, og vi vil sige farvel til talenter, der potentielt vil kunne styrke vores konkurrencedygtighed og samfundsudvikling.

Danske og udenlandske iværksættere har hidtil arbejdet under forhold, der ikke har belønnet innovation

Det hele handler om incitament. I mange år har iværksættere ofte skullet tilbagebetale mere i fantomskat, end de har fået i udbytte for deres ejerandele i startupvirksomhederne. Det har givet de iværksættere og unicorns, vi ellers er så stolte af, alt for gode grunde til at kigge mod udlandet.

Der har simpelthen ikke været incitament nok til at vækste og skalere sin nyopstartede virksomhed inden for Danmarks grænser. Ifølge Dansk Erhverv har Danmark kun formået at holde på fire ud af 11 vækstsættere siden 2000, og vi ligger under EU-gennemsnittet på andelen af højvækstvirksomheder i landet.

Derfor er vi glade for regeringens beslutning om at afskaffe fantomskatten, der også følger anbefalingerne fra Life Science Rådet.

Vil skabe vækst

Der er særligt to forhold i den nye iværksætterpakke, som, jeg mener, vil skabe en mærkbar forskel hos iværksætterne: Afskaffelse af fantomskatten og afskaffelse af iværksætterskatten.

Kort sagt betyder afskaffelse af fantomskatten, at beskatningen ved virksomhedssalg beror på de faktiske betalinger i stedet for at være baseret på den forventede fremtidige indtjening. En iværksætter vil gerne betale skat, når indtægten kommer – ikke på forhånd. Dette kommer til at gøre det mere attraktivt for iværksættere at sælge deres virksomhed, så den kan udvikles og vækstes til det næste niveau med en ny ejer bag roret.

Forliget inkluderer også en afskaffelse af iværksætterskatten. Indtil nu har iværksætterskatten betydet, at investorer med en ejerandel på mindre end 10 pct. i en virksomhed, der ikke er noteret, skal betale yderligere 25 pct. af investeringsgevinsten. Det modsatte gør sig gældende for investorer med mere end 10 pct. ejerandel.

Denne skævvridning har haft stor betydning for adgang til risikovillig kapital fra business angels og iværksætteren selv, da de ofte sidder med mindre ejerandele, når en succesfuld virksomhed sælges.

Det er meget positivt, at der nu er indgået et bredt forlig om en iværksætterpakke, der indeholder en række konkrete tiltag, der vil gøre iværksætteri mere attraktivt at begive sig ud i. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Men den internationale konkurrence om talenter og iværksættere er hård, og de globale konkurrenceforhold er dynamiske.

Derfor er det helt afgørende, at vi ikke stopper her. Det er mit håb, at regeringen løbende vil tilpasse strategien til de konkurrenceforhold, der hiver og trækker i de talenter, som vi i særdeleshed har brug for til at bygge den iværksætternation, vi skal leve af i fremtiden.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis