Volvos lastbiler dominerer i Europa med en markedsandel på 23 pct., og tidligere har Volvo også ligget forrest i omstillingen fra diesel til ellastbiler.
Det seneste år har lastbilgiganten både mistet sin førerposition og lobbyeret mod grøn regulering i EU og USA.
Konsekvensen er, at Volvo nu kigger ind i et 2026, hvor kinesiske ellastbiler vil rulle ind i Europa og køre Volvo over – både på pris og kvalitet.
Derfor opfordrer vi Volvos nordiske investorer til at tage ordet på lastbilgigantens generalforsamling 8. april og kræve omstillingen tilbage på sporet.
I Mellemfolkeligt Samvirkes Center for Bæredygtig Finans skubber vi på for, at investorer øger deres aktive ejerskab i de industrier, det er allervigtigst at få omstillet. Vi har især fokus på stålindustrien og den tunge transport.Det er tydeligt, at omstillingen til ellastbiler er på vej. I 2025 skulle lastbilproducenter for første gang overholde EU’s CO₂-standarder, og resultaterne er tydelige: Der blev registreret 64 pct. flere ellastbiler.
Volvo har en kortsigtet strategi om at malke det profitable dieselmarked så længe som muligt
Lastbilindustrien har et kæmpe potentiale til at bidrage til EU’s klimamål. Diesellastbiler står for 6 pct. af EU's klimaudledninger og skaber massive og dyre sundhedsudfordringer på grund af luftforurening.Men Volvo rider altså ikke helhjertet med på den bølge, når de lobbyerer for at forhale overgangen fra diesel til ellastbiler både i EU og USA. Derfor er vi opløftede over, at AkademikerPension har stillet et aktionærforslag om, at Volvo fremover skal offentliggøre al lobbyvirksomhed.
Det er dog langt fra kun klimaambitiøse investorer, der har grund til at handle her. For mens Europas tunge transport står foran en omfattende og hurtig omstilling til ellastbiler, reducerer Volvo sine investeringer i grønnere lastbiler.
Det antyder, at Volvo har en kortsigtet strategi om at malke det profitable dieselmarked så længe som muligt, frem for at dedikere sig til omstillingen og vinde en langsigtet position på fremtidens marked. Og det er risikabelt. For i 2026 ruller en række af Kinas største lastbilproducenter ind i Europa med modeller, som forventes at være 30 pct. billigere end Volvos.
Volvo risikerer derfor at tabe store markedsandele, hvis de ikke får omstillingen tilbage på sporet i en fart og når at udnytte kundernes loyalitet.
Høj pris
En ny analyse viser, at Volvo prissætter sine ellastbiler unødigt højt, hvilket minimerer efterspørgslen og får flere kunder til at købe diesellastbiler. Volvo svigter dermed den voksende efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker ellastbiler for at ruste sig mod de voldsomme udsving i dieselprisen, som flere store krige har skabt.Volvo selv mener ikke, prisen er problemet, men peger i stedet på manglende ladeinfrastruktur i Europa.Dog viser erfaringer fra Danmark og Holland, at når staterne hjælper med at nedbringe prisen på ellastbiler, så står kunderne klar.
Af alle disse årsager håber vi, at flere nordiske investorer vil bruge generalforsamlingen til at sikre sig, at Volvo prioriterer deres langsigtede konkurrenceevne over kortsigtet profit.