Det kan virke som om, kriserne står i kø for at komme til. Vi var knap ude af coronakrisen, før Ruslands invasion af Ukraine startede en sikkerhedskrise, der hurtigt udviklede sig til en ny energikrise. Samtidig med klimakrisen – eller biodiversitetskrisen, som mange nu mener, er endnu mere alvorlig.
Det ser ud som om, kriserne kommer hyppigere og hyppigere, selv om vi ikke forstår hvorfor. Den bedste forklaring gives efter min mening af fysikere som Geoffrey West og David Deutsch, der hæfter sig ved misforholdet mellem eksponentiel vækst og menneskets begrænsede kapacitet til at håndtere den.
“De fleste virksomheder er nu opmærksomme på de geopolitiske kriser, der kan opstå, hvis krigen i Ukraine eskalerer, eller hvis Kina invaderer Taiwan
Eksponentiel vækst er – via den samme mekanik som renters rente – selvforstærkende og viser sig som stigende ændringshastighed på alle samfundsområder – konkurrence, økonomi, teknologi, politik, mobilitet, mode, livsstil med videre. Den fundamentale drivkraft er voksende viden, der ligesom varmepladen under en gryde får vandets partikler til at bevæge sig hurtigere og hurtigere.
Når den eksponentielle vækst rammer en barriere – menneskets begrænsede fatteevne, begrænsede ressourcer på kloden, et autoritært regime der stritter imod forandring eller andet – opstår der ofte en krise.
Nogle økologer taler om at sætte væksten i stå, men det virker ikke særlig realistisk, navnlig ikke i en global konkurrence, hvor viden kan omsættes til magt. Kina har ingen skrupler. Alternativt må vi blive bedre til at håndtere den stigende ændringshastighed ved at øge vores forståelse og evne til at behandle information, udvikle nye samarbejdsformer og politiske institutioner, større mental fleksibilitet og så fremdeles.
Alt tyder på, at AI (maskinintelligens) kommer til at spille en nøglerolle i denne udvikling, fordi dens kapacitet i modsætning til menneskets kan vokse i takt med udfordringerne. Derfor er det vigtigt, at demokratier som Danmark kommer i front på dette område, så diktaturlandene ikke overtager verden.
For erhvervslivet betyder den stigende ændringshastighed, at vi også fremover må forvente nye kriser i stigende takt. Derfor bliver risikostyring – evnen til at forudsige og håndtere kriser – et helt centralt værktøj for virksomhederne og deres bestyrelser.
Nicholas Naseem Taleb har overbevisende argumenteret for, at mange af dem er mere eller mindre uforudsigelige “sorte svaner”. Coronakrisen var til at forudse (Bill Gates og andre gjorde det), og mange var opmærksomme på risikoen for en militærkonflikt i Ukraine. Klima- og biodiversitetskriserne har været kendt stof i årtier. Det er altså ikke så meget kriserne, der er svære at forudsige, men snarere hvornår de slår ud i lys lue. Man kan kalde dem “grå svaner”.
Nogle af de mulige fremtidskriser kan næsten karakteriseres som “hvide svaner”. De fleste virksomheder er nok nu opmærksomme på geopolitiske kriser, der kan opstå, hvis krigen i Ukraine eskalerer, eller hvis Kina invaderer Taiwan. En ny epidemi vil heller ikke længere komme som en fuldstændig overraskelse. Blandt de grå svaner, som endnu ikke er almen viden, kan måske nævnes risikoen for en finansiel energikrise.
Bankerne er i dag bedre kapitaliserede end tidligere og mindre risikovillige, men det betyder ikke nødvendigvis, at finansielle risici forsvinder. Noget af risikoen overtages af finansielle skyggemarkeder. Energimarkedet er kæmpestort, overvejende ureguleret og fyldt med ukvalificerede bestyrelser, der indgår komplicerede finansielle kontrakter, som de ikke forstår.
Da de tjener styrtende med penge i disse år, kan de nemt komme til at tro, at de kan gå på vandet. Risikoen – for eksempel målt på prissvingninger – er skyhøj. Kæmpestore investeringer formindsker ikke risikoen, og risikostyringen lader meget tilbage at ønske. Samtidig er energi samfundskritisk infrastruktur, som det offentlige er nødt til at holde hånden under i tilfælde af et kollaps.
Man ser altså samme “moralske risiko” som under finanskrisen i 2008, der fremtvang stater verden over til at holde hånden under bankerne.
Ud over den slags mere eller mindre kendte risici er der de sorte svaner, som Taleb gjorde opmærksom på. Altså risici der er mere overraskende end soludbrud, bioterrorisme eller meteornedslag. Vi kender dem ikke endnu, men vi ved med stor sandsynlighed, at de kommer, ligesom vi ved, at vand under opvarmning på et tidspunkt begynder at boble. Det betyder, at virksomhederne med fordel kan spekulere i at udnytte det uventede – at gøre sig modstandsdygtige og agile.
