Den grønne omstilling er en bunden opgave i kampen mod klimakrisen, men også en enorm industriel mulighed. Dog er den globale konkurrence hård og til tider ulige.
Det gælder hele det grønne område, men især i forhold til grøn brint og power-to-x (ptx). Derfor er der ingen vej udenom: Som flere af vores europæiske naboer skal Danmark midlertidigt yde direkte statsstøtte til brint- og ptx-industrien. Grøn brint og ptx-brændsler er bindeleddet i et grønt energisystem, og derfor er et globalt kapløb i gang om at blive markedslederne på nøgleteknologier som elektrolyse, brændselsceller m.m.
I Danmark har vi heldigvis en brint- og ptx-industri, der var blandt de første, som så mulighederne i storskalakonvertering af grøn energi, så vores udgangspunkt er stærkt. Grønne danske virksomheder presses hårdt af massiv statsstøtte til vores konkurrenter. Det kan koste os økonomisk udvikling, men også de facto føre til, at vi skifter energiafhængighed ud med teknologiafhængighed fra lande, vi måske ikke langsigtet kan stole på.
Det er især statsstøttede kinesiske virksomheder, der forvrider konkurrencebilledet. Som modreaktion på den skæve konkurrence har USA lanceret den storstilede Inflation Reduction Act, og i EU er vi gået så langt som til midlertidigt at lempe de ellers stramme regler for statsstøtte.
I Danmark er vi nødt til at gøre brug af de lempede regler, hvis vi skal fastholde vores industrielle position. Flere andre europæiske lande, som f.eks. Tyskland, investerer allerede massivt i brint og ptx for både at facilitere omstillingen og sikre nye arbejdspladser og grøn vækst.
Med stærke virksomheder langs hele værdikæden har Danmark alle muligheder for at lede brint- og ptx-udviklingen. Vi kan levere ikke alene grøn brint, men helt afgørende også de teknologiske løsninger bag, og skabe tusindvis af nye arbejdspladser og massiv eksport.
Derfor skal regeringen hurtigst muligt tage stilling til, hvordan Danmark gør brug af de midlertidige statsstøttemuligheder, så direkte investeringer bliver løftestang for det næste grønne erhvervseventyr.