ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat: Kære “visionære” leder, hvor visionær ville du egentlig have været uden covid-19?

Har Danmarks ledere med hjemmearbejde kollektivt været med til at genopfinde arbejdslivet i et strejf af genialitet?
Nej, lyder det fra foredragsholdere Mille Sjøgren og Cille Rosentoft. PR-foto
Har Danmarks ledere med hjemmearbejde kollektivt været med til at genopfinde arbejdslivet i et strejf af genialitet? Nej, lyder det fra foredragsholdere Mille Sjøgren og Cille Rosentoft. PR-foto

Det er sgu lidt slapt, at ledere tager kredit for revolutionen med hjemmearbejde. Det er ikke deres skyld. Det er pandemiens

Lige nu kan mange “visionære” ledere ikke komme hurtigt nok til tasterne for at fortælle om deres helt nye måde at lede deres ansatte på. De lader som noget helt nyt deres medarbejdere arbejde hjemmefra … Ohlala.

Nogle er endda gået skridtet videre og rekrutterer folk til “workcation”, hvor de nyansatte får muligheden for at arbejde fra hele verden, hvis de har lyst til det.

Det er ikke længere visionært - når alle er kommet frem til den samme indsigt. Det svarer til at rose sig selv som visionær for at have fået en e-mailadresse

Disse visionære ledelser har fået den åbenbaring, at mange mennesker faktisk arbejder mere effektivt, får større arbejdsglæde og er mere loyale medarbejdere, hvis de får større frihed til at bestemme, hvor de arbejder fra. Sjovt nok havde mange af disse visionære ledere for bare to år siden den opfattelse, at medarbejdere kun kan være effektive, hvis de bliver åndet i nakken og sidder på deres kontorpind otte timer om dagen.

Pandemiens skyld

Har Danmarks ledere så kollektivt været med til at genopfinde arbejdslivet i et strejf af genialitet?

Arbejde er ikke et sted, men en opgave der skal løses

Nej, de har ligesom alle andre været ramt af covid-19-pandemiens knusende greb om virkeligheden, og at alt har været anderledes det seneste halvandet år, herunder arbejdslivet og arbejdspladsen.

Det skal selvfølgelig bifaldes, at de visionære ledere nu kan se, at en arbejdsplads ikke behøver at være ensbetydende med et skrivebord, en stol på hjul, frugtordning, møder dagen lang og kø ved kaffemaskinen. En arbejdsplads kan være hvor som helst – måske også hvornår som helst.

Men det er sgu lidt slapt at tage kreditten for den revolution, som sker lige nu og her. Det er ikke de visionære lederes skyld. Det er pandemiens skyld.

Der er i den sammenhæng en klar mangel på visionære ledere, der i deres Linkedin-feed indrømmer, at de i årevis har været antikke i deres forståelse af mulighederne for netop det, som sker på arbejdsmarkedet lige nu og her.

Vi har holdt foredrag om det her i lang tid. Vi har fortalt om de fordele og muligheder, der lå i at indrette arbejdslivet anderledes for sine medarbejdere og gøre det meget mere frit, fleksibelt og agilt – om at tilpasse arbejdslivet til livet og ikke omvendt.

Vi har også fået at vide, at vores forestillinger var utopiske og uden hold i virkeligheden – også af de visionære ledere, der lige nu hylder sig selv på deres sociale medieplatforme.

Arbejde er ikke et sted

Men hør nu her: Det er ikke længere visionært – når alle er kommet frem til den samme indsigt. Det svarer til at rose sig selv som visionær for at have fået en e-mailadresse.

Mennesker over hele kloden har i årtier arbejdet på afstand af deres arbejdsplads.

En amerikansk undersøgelse for Bloomberg Health viste for nylig, at amerikanerne i stor stil skrider fra deres job, hvis ikke de har helt klare muligheder for at arbejde hjemmefra eller at have stor frihed i deres arbejdsliv.

For dig som leder er det nærmere sidste udkald at komme med på dagsordenen, hvis du vil have nogen som helst mulighed for at kunne rekruttere talenter i fremtiden.

Arbejde er ikke et sted, men en opgave, der skal løses. Hvis du stadig tænker, at muligheden for at arbejde hjemmefra er et medarbejdergode, er du så oldnordisk i din tankegang, at du hører det forrige årtusind til.

Hvis du som leder vil være visionær, skal der helt andre boller på suppen.

Det kan være, at mødetidspunktstyranniet helt skal sløjfes, og at arbejdstid bliver opløst, så arbejdsliv og liv smelter sammen på en helt ny og balanceret måde. Medarbejderne behøver ikke hele tiden at tjekke ind til morgenmøder og eftermiddagsmøder eller fortælle, om de arbejder om morgenen, eftermiddagen eller for dens sags skyld om natten. Nogle vil måske tænke ‘har jeg så aldrig fri’.

Du bestemmer

Selvfølgelig har du det. Du bestemmer bare selv hvornår.

Det visionære er at se ud i fremtiden og finde ud af, hvad det næste skridt kommer til at være – og så allerede agere på det nu, inden alle andre har gjort det, og man bare følger med, mens man laver ynkelige forsøg på at fremstå visionær i sine Linkedin-opslag.

Vi er mange, der allerede for årtier siden vidste, at arbejdslivet for mange ville ændre sig til lige netop det, som det er blevet til på grund af covid-19. Det agerede vi på.

Nu agerer vi på det, som de visionære ledere kommer til at opdage, når den næste revolution allerede er rullet hen over dem, og de ikke har andre muligheder.

Lad os håbe, at det næste gang ikke kræver en pandemi at gøre ledere visionære.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis