I inflationsdebatten drøftes ofte, hvem der er ansvarlige for, at inflationen forbliver unødig høj og langstrakt.
Lønmodtagerne forbindes med en øget risiko for at udløse en løn-pris-spiral, virksomhederne beskyldes for at udnytte situationen og udvise grådighed ved prissætningen, regeringer for at fortsætte en for ekspansiv finanspolitik efter coronakrisen og endelig centralbankerne for at reagere for sent og for lidt på inflationsudviklingen.
Det ser ud, som om der foregår et sorteperspil og en forberedelse til historieskrivningen af den første internationale inflationære periode i dette årtusind. Det har gennem lang tid været gængs i inflationsdebatten at påpege risikoen for en øget inflation som følge af igangsættelsen af løn-pris-spiral.
Den kan f.eks. opstå ved, at en stigning i energipriser reducerer lønmodtagernes realløn, hvorefter de kræver mere i løn, hvilket øger virksomhedernes omkostninger, hvorefter virksomhederne øger priserne, som igen sænker reallønnen – og spiralen er i gang.
Den Internationale Valutafond (IMF) har undersøgt, hvor udbredt lønprisspiraler egentlig er i en række industrialiserede lande, herunder Danmark. Undersøgelsen konkluderer, at risikoen for lønprisspiraler i den aktuelle situation er begrænset og konsistent med tidligere forløb.
“Reaktionen fra virksomheden er nok i højere grad en følge af inflation, snarere end en årsag
Undersøgelsen viser, at reallønnen falder ved inflationsstigninger og kommer kun langsomt op til inflationen, men forventes at fortsætte stigningen, selv efter inflationen er på retur. Lønmodtagerne kan således ikke skæres over én kam for at bære ved til inflationsbålet.
Dynamikken i overstående afspejler sig i fordelingen af værdiskabelsen. Ifølge Danmarks Statistik har lønmodtagernes andel af værdiskabelsen i Danmark, målt ved bruttofaktorindkomsten (BFI), historisk ligget på 60 pct. med begrænsede udsving.
I 2021 faldt andelen til 58 pct. og yderligere til 56 pct. i 2022, hvilket svarer til en omfordeling på hele 156 mia. kr. Det ser dog ud til, at andelen har rettet sig lidt i fjerde kvartal 2022 og første kvartal 2023. Her blev andelen 57 pct. og må forventes at stige yderlige, når effekten af overenskomsterne slår igennem. Lønmodtagerne er også her bagud og ansporer ikke inflationen.
Virksomheder har været beskyldt for at udnytte situationen til at øge priserne endnu mere, end hvad omkostningsstigninger kan begrunde og dermed øge inflationen. Svage konkurrenceforhold i enkelte tilfælde kan spille ind, men det synes svært at forklare, hvorfor virksomhederne generelt pludseligt skulle skifte adfærd og blive mere grådige.
Grundlæggende opstår inflation, når efterspørgslen overstiger udbuddet. Når det sker, vil det ikke kunne undgås, at der opstår gode forretningsmuligheder, som øger fortjenesterne. Alternativet til den fri prisdannelse kunne være at indføre rationering eller dekretere prisstop, og hvem vil være interesseret i det? Reaktionen fra virksomheden er nok i højere grad en følge af inflation, snarere end en årsag.
Ansvaret for en unødig høj og langstrakt inflation bør således ikke lastes lønmodtagere og virksomheder. Søgelyset bør i stedet rettes mod regering og centralbank, som står for tilpasning af efterspørgsel og udbud via den førte politik. I Danmarks tilfælde er fokus på regeringen og finanspolitikken, i og med fastlåsningen af kronen til euroen ikke muliggør, at Nationalbanken kan føre en selvstændig penge- og valutakurspolitik.
Inflationsbekæmpelse via regeringens finanspolitik er også politisk vanskeligt, da en opstramning gør ondt på beskæftigelsen. Foruden at opstramningen næsten altid sker for sent. Det er ikke blot, fordi beskæftigelsen har topprioritet.
Der er forbundet betydelige vanskeligheder med den politiske proces. Når det f.eks. tager et halvt år eller mere, før et efterspørgselsreducerende tiltag virker, så vil tiltaget skulle iværksættes under de gode tider eller under et opsving. Og det vil utvivlsomt give modstand.
Dette forhindrer ikke centralbankdirektører i at komme med gode råd til regeringen.
I efteråret 2022 anbefalede daværende nationalbankdirektør Lars Rohde, at finanspolitikken for 2023 bør bidrage til at dæmpe kapacitetspresset med knap 1 pct. af bnp, svarende til 25 mia. kr., ud over hvad der ligger i finanslovsforslaget.
Den endelige finanslov må i bedste fald siges at være neutral med hensyn til kapacitetspresset, og ånden i Nationalbankdirektørens råd er svær at skimte.
Hvem sidder med “sorteper”? I Danmark utvivlsomt regeringen, hvorimod lønmodtagere, virksomheder og nationalbank alle holder en god hånd.
