I Danmark er man en fri mand, indtil man er dømt. Dette er et bærende princip i enhver retsstat. Men når en skandale opruller i den bedste sendetid, så er det svært at lade fakta tale.
Myndigheder, politikere og blodtørstige medier er hurtige på aftrækkeren, og i skyndingen overses fundamentale principper. Det er selvfølgelig den rigtig tragiske sag om Nordic Waste, som jeg har i tankerne.
Her er udgangspunktet ellers det helt rigtige, at “forureneren skal betale” for oprydningen. I skyndingen sættes der nærmest lighedstegn mellem forureneren (det vil sige selskabet Nordic Waste) og ejerkredsen bag selskabet (Familien Østergaard-Nielsen, der ejer 76 pct. af selskabet), og forargelsen synes ingen ende at tage, over at familien ikke (automatisk) blot betaler for hele oprydningen.
De har tjent en masse på at drive virksomheden og er jo i tillæg milliardærer, må man forstå. Og dette synspunkt og den tilhørende forargelse fortsætter, uanset forureneren (det vil sige Nordic Waste) er gået konkurs, og familien Østergaard-Nielsen rent faktisk har valgt at sætte 100 mio. kr. af til oprydning.
Mit ærinde er ikke at kloge mig på selve den lurende miljøkatastrofe og de potentielt ødelæggende konsekvenser for både miljøet og borgere. Mit ærinde er heller ikke at vurdere familiens kommunikationsstrategi. Mit ærinde er at værne om den begrænsede hæftelse, der foreligger for blandt andet aktieselskaber.
De fleste selskaber i den vestlige verden af bare en vis økonomisk betydning drives med en hæftelse, som er begrænset til det beløb, som ejerne har besluttet at indskyde som egenkapital. Det betyder, at risikovillige investorer kan opstarte virksomheder og dermed skabe vækst, arbejdspladser og opnå mulighed for et afkast.
Hvis virksomheden ikke lykkes og må dreje nøglen om, så kan kreditorerne kun holde sig til selskabets egenkapital. Ejerne er ikke forpligtet til at indskyde yderligere kapital. Det vil sige at “kaste gode penge efter dårlige”.
Hvis et selskab ikke kan betale sine regninger, så er det forpligtet til at gå konkurs, og hvis det ikke gør det, så kan det være ansvarspådragende for ledelsen. Denne selskabsform har haft en særdeles positiv effekt på erhvervsudviklingen i snart århundreder.
Den begrænsede hæftelse forudsætter som udgangspunkt, at selskabet drives lovligt og forsvarligt. I tilfældet Nordic Waste synes det væsentligste parameter at være, hvorvidt virksomheden har været drevet inden for rammerne af miljølovgivningen, herunder de opnåede miljøtilladelser.
Der er dog yderligere en hurdle, som det offentlige skal igennem for at få penge fra ejerne. I tilfældet Nordic Waste foreligger den helt almindelige situation, at ejerne har “ansat” en bestyrelse, og bestyrelsen har ansat en direktør, hvilke er de ansvarlige for virksomhedens drift. De opnår tillige et vederlag herfor. Medmindre at familien har været direkte involveret i væsentlige dispositioner, så er det alene selskabets ledelse, som kan ifalde ansvar, hvis selskabet ikke har været drevet forsvarligt.
Der kan også ende en regning til selskabets forsikringsselskab, men ingen skal nok have forhåbning om, at dækningen herfra kan tælles i andet end et-tocifrede millioner.
Slutteligt lidt om proportionaliteten i det hele: Familien Østergaard-Nielsen har haft den kontrollerende aktiepost på 76 pct. siden oktober 2022. De betalte 89 mio. kr. for aktierne og har modtaget 14 mio. kr. i udbytte. Da selskabet efter konkursen er værdiløst, har familien dermed allerede tabt 75 mio. kr.
Hertil kommer de “kulancemæssige” 100 mio. kr. afsat til oprydning/kompensation. Er det rimeligt at kræve, at familien skal betale de angiveligt 2 mia. kr. til oprydningen for noget, de antageligt hverken er ansvarlige for eller hæfter for?
Familien har haft aktiemajoriteten i mindre end halvandet år ud af virksomhedens seksårige levetid. Er det rimeligt at kræve, at familien (også) skal rydde op efter de tidligere ejere, som i øvrigt har tjent over 100 mio. kr. på deres investering?
Er det rimeligt overhovedet at kræve noget af nogen, hvis virksomheden har været drevet forsvarligt, og miljøkatastrofen skyldes ekstreme nedbørsmængder og klimaskabte forhold?
I en retsstat som Danmark synes der på det foreliggende grundlag juridisk at være meget langt fra Ølst til Middelfart, hvor familien Østergaard har til huse. Afstanden synes ej heller at være nævneværdigt kortere, hvis hæftelsen skal opgøres efter en – korrekt og fuldstændigt oplyst – etisk målestok; og dette slet ikke efter, at der “kulancemæssigt” er afsat de 100 mio. kr.
