ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kommentar | Pernille Bomholdt Henneberg: Bekymrende økonomiske udsigter efter det finansielle hundredårsevent

I øjeblikket er den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed) bekymret for, at de finansielle lempelser siden oktober ikke afspejler den førte pengepolitik Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
I øjeblikket er den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed) bekymret for, at de finansielle lempelser siden oktober ikke afspejler den førte pengepolitik Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

De finansielle markeder er – med stigninger i både aktier og obligationer – kommet positivt fra start i 2023, efter 2022 markerede et hundredårsevent med aktie- og obligationsfald på næsten 20 pct.

Stemningen er hjulpet af faldet i gaspriserne, som gavner særligt Europa. Desuden er inflationen faldet yderligere, hvilket giver håb om snarlige rentenedsættelser fra centralbankerne. Jeg er dog fortsat bekymret for de økonomiske udsigter, især fordi sidste års pengepolitiske stramninger efterlader modvind til væksten i år.

Årsagen til de fortsat dystre udsigter findes imidlertid ikke i aktiekursfaldet. Det skyldes, at forbrugerne kun reagerer på et fald, hvis det opfattes som permanent, og det virker meget usandsynligt, selvom jeg forventer yderligere aktiekursfald i år. Derudover reagerer forbrugerne kun, hvis de har direkte aktieinvesteringer, der ikke følger fra eksponering for eksempel via deres pensionsopsparing.

Derimod udfordrer rentestigningerne aktiviteten særligt grundet boligmarkedet. Der er dog tegn på en lav rentefølsomhed på boligkøb, om end købere med begrænsede lånemuligheder kan reagere mere. Derudover kan virksomhedernes investeringslyst være mere begrænset af den økonomiske usikkerhed end af renterne.

Men efter en årrække med rekordlave og endda negative renter er risikoen, at de højere renter udfordrer flere virksomheder, og at der pludselig kommer en stor reaktion med et stigende antal konkurser.

I stedet for at betragte de individuelle finansielle aktivers økonomiske betydning kan ét samlet mål for markedsforholdene anvendes. Centralbankerne er meget optaget af sådanne mål, og i øjeblikket er den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed) bekymret for, at de finansielle lempelser siden oktober ikke afspejler den førte pengepolitik, hvor Fed har hævet renten med 1,25 procentpoint i samme periode. I forhold til den økonomiske reaktion ventes finansielle stramninger ofte at ramme meget forsinket. Men flere analyser viser, at væksten rammes hårdest allerede to kvartaler efter en stramning.

Således betyder afbøjningen i de finansielle stramninger i USA i midten af sidste år, at den pengepolitiske modvind til aktiviteten var størst i fjerde kvartal sidste år. Analyserne ignorerer dog, hvorvidt de finansielle forhold begrænser aktiviteten i udgangspunktet. Inkluderes dette perspektiv, kan det ikke udelukkes, at den økonomiske modvind tiltager kraftigt i takt med, at renterne fortsat hæves.

Risikoen er desuden, at noget pludseligt går galt og ændrer situationen markant. Derfor overvåger Fed også aktivernes værdiansættelse, virksomhedernes og forbrugernes låntagning, den finansielle sektors gearing, og finansieringsrisici.

Men udfordringen er, at det er yderst vanskeligt at opdage ubalancerne på forhånd, og at balancen kan være nærmest umulig at genoprette hurtigt.

For nu er de store bekymringer begrænsede. Problemet er dog, at hvis ikke rentestigningerne giver en recession, så er centralbankerne nødt til at hæve renterne endnu mere for at bringe inflationen ned til målet på 2 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis