Mængden af rapporteringskrav og kompleksiteten vil vokse meget kraftigt, når det nye EU-rapporteringsregime træder i kraft fra 2024. Hvis man har været faret vild før, så bliver det ikke lettere nu.
Vi har selv været med til, som pionerer, at sætte esg-rapportering højt på agendaen.
I mellemtiden har esg-rapportering bredt sig ud over stadig flere områder og inkluderer nu alt, hvad man kunne ønske sig forbedret her i verden: klima, biodiversitet, økologi, genanvendelse, cirkularitet, vandforbrug, dyrevelfærd, sundhed, energibesparelse, forsyningssikkerhed, forsvar, menneskerettigheder, arbejdsforhold, plastik, ligestilling, lighed, lgbtq+, governance og så videre og så videre.
Resultatet er manglende fokus på klodens vigtigste udfordringer og risikoen for, at man som virksomhed luller sig ind i en forståelse af, at man gør det meget fint, fordi man kan score højt på en masse perifere områder. Alle disse områder er selvfølgelig fine at få noget gjort ved, det er ikke vores ærinde, men de fjerner fokus fra det helt centrale, nemlig at få nedbragt vores CO2-udledning meget hurtigt. Det mest presserende problem, CO2, bliver sidestillet med relevante, men mindre presserende dagsordener som identitet, diversitet, cirkulær økonomi osv.
Risikoen ved at brede sig ud i alle hjørner på den måde er, at vi ikke rykker på noget som helst. Vi mister fokus på det væsentlige. Virkeligheden er desværre ligesom indkøbssedlen til juleaften: Vi kan ikke få alt, hvad vi ønsker, og i hvert fald ikke lige med det samme. Det er heller ikke alle vores ønsker, der er indbyrdes forenelige. Hvis vi ikke ser dét i øjnene, melder vi os ud af virkeligheden og ind i drømmeland. Vi sidder på dækket af Titanic og spilder tiden med at snakke om esg.
“Vi kan også lige så godt se i øjnene, at vi ikke kan spare os til grøn omstilling
Vi er altså nødt til at prioritere, og når vi taler om bæredygtighed, er det det vigtigste samfundsmål: klimasikring gennem CO2-reduktion. Hvis vi vil nå det mål, kommer vi til at slagte nogle hellige køer. Vi siger nej tak til atomkraft, selv om atomkraft ikke udleder CO2. Vi vil gerne have økologiske fødevarer, selv om økologisk landbrug producerer væsentlig mere CO2 og beslaglægger større landområder til skade for biodiversiteten.
Vi forbyder de genetisk modificerede afgrøder, der kunne gøre det muligt at producere med lavere CO2-aftryk og samtidig spare på pesticider og vandforbrug. Vi gør det sværere og sværere at producere billige fødevarer, uden at tage hensyn til at der er brug for dem i udviklingslandene. Vi snakker og snakker om at reducere forbruget, men køber tonstunge elbiler. Biodiversitet blevet et af de nye temaer, hvilket har åbnet for en strøm af rent symbolske tiltag som firmahaver og potteplanter. Vores børnebørn vil ikke takke os for at sidde på soldækket af Titanic og drømme. Vi kan gøre det bedre og mere meningsfuldt.
En realistisk national bæredygtighedsstrategi vedkender sig, at vi stadig har brug for at producere fødevarer til konkurrencedygtige priser. Det kan vi gøre så CO2-effektivt som muligt, hvis vi accepterer intensivt, højteknologisk landbrug, der i princippet sagtens kan foregå i et højhus, hvorved vi kan frilægge flere landområder til naturformål. Gmo – genetisk modificerede mekanismer – kan gøre det nemmere at undgå pesticider og det at producere økologisk.
Vi kan også lige så godt se i øjnene, at vi ikke kan spare os til grøn omstilling. Selv om det så kunne lade sig gøre (hvad det næppe kan), ville det være værdiløst, fordi Danmark fylder så lidt i den globale sammenhæng. Vores eneste seriøse bidrag til klimakampen er som demonstrationsmodel for, at det kan lade sig gøre, og som innovationscenter for grønne teknologier, der senere kan blive omkostningseffektive nok til brug i udviklingslandene.
Vores råd til virksomhederne er at søge tilbage til udgangspunktet og ned til essensen. At finde ud af, sammen med virksomhedens stakeholdere, hvad der er virksomhedens vigtigste aftryk på verden og så koncentrere sig 100 pct. om dem. En meningsfuld bæredygtighedsstrategi i virksomhederne må først og fremmest tage udgangspunkt i væsentlighed (materiality), og her tænker vi først og fremmest på væsentlighed i forhold til omverdenen.
Hvad der er væsentligt for ét selskab, er mindre væsentligt for et andet. For eksempel er der forskel på et energiselskab, hvor CO2-udledningen er voldsom, og et biotekfirma, hvor CO2-udledningen er beskeden. Det er vigtigt, at energiselskabet udleder så lidt CO2 som muligt, men det er mindre væsentligt for biotekfirmaet, der måske har andre udfordringer såsom plastik eller produktsikkerhed. Altså: Fokuser på det væsentlige. Det vil gøre det vanskeligt at blive gold-rated af et af de mange ratingfirmaer, til gengæld vil man kunne gøre en reel forskel.
