Der er mange, der som jeg tænker, at der er et eller andet helt galt med USA. Det land, som vi er så afhængige af, og som vi tidligere så meget op til, er plaget af populisme, polarisering og sociale problemer. Med jævne mellemrum er landet ved at begå økonomisk selvmord gennem en selvvalgt statsbankerot. En tidligere præsident, der foruden utallige lovovertrædelser har forsøgt noget, der ligner statskup ved at lade sine tilhængere storme kongressen, er favorit som præsidentkandidat.
Det er ikke svært at se, hvordan landet kunne degenerere til et autoritært styre i lighed med Kina eller Rusland. Alt dette til trods for at det går fremragende i amerikansk økonomi, blandet andet i kraft af store teknologiske fremskridt. Det bidrager til vores bekymring, at vi ser nogle af de samme tendenser i Europa, selv om de endnu er svagere. Man kan ikke lade være med at stille spørgsmålet, om verden er i gang med at gå ad helvede til.
Samtidig er det svært at sætte fingeren på nøjagtigt, hvad der er galt. Hvis vi forstod, hvad det er, kunne vi måske bedre gøre noget ved det. I den sammenhæng er der grund til at gøre opmærksom på Harvard-professor Robert Putnams bog “The Upswing” (“Opsvinget”, da.), der giver en særdeles veldokumenteret og overbevisende forklaring på, hvordan det gik galt i USA, og hvad man kan gøre for at vende udviklingen.
Putnam påviser gennem et omfattende talmateriale, at USA har været i tilsvarende problemer før og har formået at løse dem. Går man 130 år tilbage til USA’s økonomiske guldalder i 1890’erne, var landet præget af rå kapitalisme, gullaschbaroner, korruption, politisk polarisering, økonomisk ulighed, racediskrimination, kvindeundertrykkelse og egoisme.
Gennem et langt sejt træk lykkedes det at vende udviklingen, så det amerikanske samfund anno 1970 med hensyn til lighed, retssikkerhed, samarbejde på tværs af de politiske partier, social mobilitet, ligestilling, tillid og fællesskabsfølelse kunne sammenlignes med Europa og Danmark. Siden 1970 er det gået den anden vej, så USA på mange måder er vendt tilbage til 1890’erne.
Det er i intellektuelle kredse almindeligt at skyde skylden for USA’s sociale deroute på “neoliberalismen”, altså privatiseringen og opgøret med velfærdsstaten og fagforeningerne (“big society”) efter 1968. Neoliberalismen kom dog ikke ud af den blå luft, men som en reaktion på en samfundsmodel i krise i form af tabt konkurrenceevne, store budgetunderskud og galopperende inflation. Det var ikke en realistisk mulighed at blive ved med at bruge offentlige midler og hæve lønningerne.
Kuren virkede. USA genvandt sin konkurrenceevne, vandt Den Kolde Krig og stod efter Murens fald tilbage som verdens ubestridte økonomiske og politiske stormagt. Vi kan dog i dag se, at den økonomiske velstandsstigning efter 1970 var ulige fordelt og ledsaget af de voksende sociale problemer, der var bagsiden af fokus på shareholder value og accelererende aktiebaseret ledelsesaflønning. Derfor er det interessant at tage ved lære af historien om, hvordan USA løste problemerne sidste gang.
Blandt drivkræfterne for den positive udvikling op til 1970 var den amerikanske progressive bevægelse, der – på tværs af partierne -fik indført reformer på social-, miljø- og sundhedsområdet samt indkomst- og formuebeskatning.
Den progressive grundtanke var, at samfundet kunne forbedres, at problemerne kunne løses gennem samarbejde, og at man kunne bruge videnskaben til at vise vejen. Der var noget naivt og rationalistisk over det, men det virkede, og det kunne måske lykkes igen. Fra en dansk synsvinkel er det for eksempel nemt at se, hvordan USA kunne blive et bedre samfund ved at forbedre det offentlige sundhedsvæsen og reformere pensionssystemet.
En anden drivkraft for USA’s gode udvikling op til 1970 var civilsamfundet, der blev styrket af filantropiske fonde og en myriade af lokale og nationale foreninger, som bidrog til større sammenhængskraft i samfundet. Men efter 1970 blev civilsamfundet ligesom i Europa svækket af urbanisering og globalisering. Der er plads til at genopfinde fællesskaberne med alle de muligheder og udfordringer, de sociale medier indebærer, og det er en opgave, som kun kan løses af det private initiativ, der altid har været USA’s styrke.
Civilsamfundet kan ikke mindst bidrage til at genopfinde den offentlige sektor, der i USA lige så vel som i Europa hæmmes af overregulering, bureaukrati og et politisk system, der er ved at gå op i limningen. Allerede i dag er mange af USA bedste hospitaler som the Mayo Clinic ejet af non-profits, og fonde (community foundations) spiller en vigtig rolle på det sociale område.
