Mens Danmark kæmper med udskudte energiøer, stop for åben dør og stagnerende landvind, har tyskerne sat gang i 7 GW havvind, som vil stå klar i 2030. Det netop afgjorte tyske udbud omfatter tre områder i Nordsøen og et i Østersøen og blev vundet af to olieselskaber – BP og Totalenergies – for et samlet beløb på 94 mia. kr. Tyskland får således et stort milliardprovenu. De 94 mia. kr. svarer til 13,4 mia. pr. GW, og det er væsentligt mere end hidtil, hvilket skyldes, at olieselskaberne gerne vil betale dyrt for at få grønne aktiver på deres balance.
I Danmark kører udbygningen med vindkraft derimod i slæbegear. Klimaministeriet har sat energiøerne ved Bornholm og i Nordsøen på hold – efter det oplyste på grund af store omkostningsstigninger, både til kabler, udstyr og møllerne. Ministeriets melding er, at det vil kræve betydelige subsidier at bygge de to energiøer, og realiteten er derfor, at de nok ikke bliver til noget i deres planlagte udformning.
Men hvordan kan det være, at tyskerne kan tjene store penge på vindudbud, mens vi i Danmark nu har brug for massiv støtte for at realisere vores planer? Danmark og Tyskland står over for de samme markedsvilkår, og afstanden fra de danske og tyske havvindparker til land er nogenlunde den samme.
Hovedforklaringen er formentlig, at man i Tyskland har forenklet proceduren væsentligt. I det tyske udbud kunne vinderne selv tilrettelægge forundersøgelserne, selvom det normalt er myndighedernes opgave. Men de bruger ofte meget lang tid, uden at det skaber nogen særlig værdi. Og det er ikke myndighederne selv, der udfører det praktiske arbejde. Det hyres der eksterne konsulenter til. Det drejer sig om forundersøgelser af havbunden, påvirkning af havmiljø m.v., og det kan man få lang tid til at gå med. Ved at lade udviklerne selv stå for forundersøgelserne undgår man unødigt dobbeltarbejde og sparer tid. Denne tid kan bruges til bedre byggestyring senere i projekterne, og det vil udviklerne gerne betale ekstra for. Men kan man stole på, at udviklerne ikke springer over, hvor gærdet er lavest? Det har de ingen interesse i. Tværtimod vil de gerne vise, at de kan gøre det hurtigere og bedre, for det vil nemlig være en adgangsbillet til kommende projekter. Men den vigtigste pointe er, at de sædvanlige statslige forundersøgelser ikke er nok – de overflødiggør ikke mere grundige undersøgelser af miljø- og naturpåvirkningen, havbundsforholdene m.v., som vinderne alligevel selv skal foretage bagefter.
Formålet hermed er, at projekterne kan overleve, hvis de indbringes for Energi- og Miljøklagenævnene, hvilket ofte sker. Og miljø- og naturorganisationernes klagemuligheder er præcis de samme, uanset hvem der har lavet undersøgelserne. Desuden er der i de tyske udbud afsat 10 pct. af provenuet til at forbedre havmiljøet, og det sikrer, at ressourcerne er til stede til at løfte opgaven. Her er Danmark dog også med, idet det var et led i den sidste aftale om udbud af havvind fra maj 2023, at der skal afsættes 0,5-1 mia. kr. til en Havnaturfond.
Når vi sammenligner Tyskland og Danmark, hører det med, at der er stor forskel på fritstående havparker og store energiøer. Men meget tyder på, at de danske udbud ikke har været klogt tilrettelagt. Ud over at udbuddene har været for detaljerede til, at private udbydere vil deltage, skal energiøen i Nordsøen også forbindes med et meget langt elkabel til Belgien, som sandsynligvis forringer projektets økonomi. I stedet for dyre elkabler burde man i højere grad etablere brintrør. Det vil kræve brintproduktion på den statslige energiø, hvilket de fleste private udviklere anbefaler, men det har Klimaministeriet ikke lyttet til.
Desværre holder Klimaministeriet store dele af den økonomiske vurdering af energiøernes økonomi hemmelig, måske fordi processen er pinagtig efter mere end tre års kuldsejlet planlægning. Energiordførerne har fået et kort notat om energiøernes økonomi, men beregningerne bygger på forudsætninger, som ikke er offentligt tilgængelige, bl.a. fordi det hævdes, at de vil kunne påvirke de kommende udbud. Dermed kan vi ikke få en åben og demokratisk debat om, hvordan vi kommer videre med udbygningen af havvind i Danmark.
Lige nu er den danske vindbranche fanget i et dødvande – mellem omstændelige udkast til udbudskrav, og langsom sagsbehandling i Klimaministeriet, og andre lande, der overhaler Danmark. Danmarks sidste havudbud – Thorparken – blev igangsat i 2020, for tre år siden, og blev afgjort ultimo 2021. Siden er der indgået flere nye klimaaftaler, men der er endnu ikke kommet nye udbud. Det truer Danmarks position som en frontløber i den grønne omstilling.
