Tag ikke fejl. Direktørerne for Dansk Industri og det klart mindre Dansk Erhverv holder sammen i DA. Men de er også konkurrenter. På den underspillede måde, hvor rivalisering aldrig omtales åbent. Men hvor et fællesbillede, som på forsiden af torsdagens Børsen, alligevel er en sjældenhed. Anledningen er derfor værd at bide mærke i. Lars Sandahl og Brian Mikkelsen står sammen om at sige fra overfor regeringens økonomiske politik. På vegne af deres i alt 34.000 medlemsvirksomheder.
Skarpe modsætninger mellem regering og erhvervsliv i Danmark er usædvanlige. Siden 1982 har skiftende regeringer ført en økonomisk politik, som samlet set var velstandsskabende. Det har været grundlaget for en solid alliance med erhvervslivet. Ikke uden modsætninger og kritik. Men med grundlæggende konsensus om vækst som forudsætning for velfærd. Regeringsskiftet i 2019 satte et punktum for den tilstand. Nu ledes Danmark uden mål om, at bundlinjen for de politiske beslutninger skal være økonomisk positiv. Det er et markant skred.
Derfor stiger skatterne – også for erhvervslivet. Det mindsker efter regeringens eget skøn bnp-væksten. Arbejdsudbuddet falder med mere 10.000 personer. Samtidig angribes selve forretningsmodellen i vitale dele af den private sektor. Erhvervsministerens klassekampsretorik over for den finansielle sektor er dybt foruroligende. Tilsvarende formuleringer fra en bred kreds af ministre indikerer, at tonefaldet er anlagt efter instruks fra øverste sted.
Erhvervslivet har altså god grund til at sige fra. Alligevel er det lykkedes regeringen at undgå offentlig kritik i væsentligt omfang. Dens metode har været del og hersk. Med mulig gevinst for brancher, organisationer, virksomheder og CEO's, der rækker ud efter særbehandling – og tier stille om deres bekymring for den samlede økonomi. Tænk blot på klimapartnerskaberne. Coronakrisen har naturligvis sat ekstra tryk på behovet for samarbejde. Respekt for det.
I længden er paradokset bare uholdbart. For første gang i næsten 40 år sættes erhvervslivets rammevilkår under pres. Netop på et tidspunkt, hvor dets repræsentanter synes at være mindre på vagt og rykke tættere på regeringen. Sat på spidsen er spørgsmålet, om “erhvervslivet” – forstået som den private sektors kollektive interesse i konkurrencedygtighed – egentlig eksisterer i 2020? Eller om alle kæmper mod alle om at være bedst til snæver, kortsigtet lobbyisme? Er de vellykkede eksempler på indflydelse og indrømmelser i virkeligheden pyrrhussejre, som betales med en fatal svækkelse af den samlede slagkraft, når det virkelig gælder?
Erhvervslivet har brug for en politisk genopstandelse. Ikke i en gammeldags afskygning, som led i et borgerligt projekt. Uden ideologisk støj, med konstruktiv åbenhed overfor samarbejde med enhver regering. Som dem, der kompromisløst insisterer på en ubrydelig sammenhæng mellem økonomisk ansvarlighed og velfærd eller grøn omstilling.
Det formål berettiger en samlet indsats fra DI og DE. Sammen har de betydelig slagkraft. Økonomien er regeringens ømme punkt. Hvis et samlet erhvervsliv holder trykket, er dets stemme stærkere, end de fleste hidtil har turdet forestille sig.
