I den forgangne uge svingede statsminister Mette Frederiksen endelig sin regering tilbage på det reformspor, som alle hendes forgængere efter Anker Jørgensen har forfulgt. Socialdemokratiske ideologer har ellers længe i kor med venstrefløjen krævet et oprør mod det angiveligt “neoliberale” system for styring af dansk økonomi: Finansministeriets regneregler, budgetloven, øget arbejdsudbud som nødvendig forudsætning for højere beskæftigelse, nej til gældsfinansieret udvidelse af velfærden osv.
Nu har Mette Frederiksen bundet sig utvetydigt til alle de spilleregler og målsætninger, der forbindes med idéen om Danmark som konkurrencestat – i erkendelse af økonomisk nødvendighed: Efter corona bliver den globale kamp om vækst og arbejdspladser hårdere. Det kræver stærkere konkurrenceevne og højere arbejdsbud sammen med uddannelse, digitalisering og grøn omstilling.
Kritikere vil nok indvende, at det ikke nødvendigvis stikker særligt dybt eller rækker særligt langt. Frederiksen er jo bundet af sit løfte til De Radikale om at øge arbejdsudbuddet, lige så meget som hun selv har mindsket det med f.eks. tidligere tilbagetrækning. Og det er vel ikke specielt ambitiøst at kæmpe sig tilbage til status quo. Men reformer er svære. Til trods for høje ambitioner øgede Løkke-regeringen før Frederiksen heller ikke arbejdsudbuddet nævneværdigt.
Tiden vil vise, om Frederiksen selv tror på missionen og derfor holder kursen ud over sine umiddelbare forpligtelser. Bemærk dog, at hun i denne uge for første gang klart efterlyste øget råderum til at finansiere regeringens ambitioner på velfærds- og klimaområdet. Det taler for at gøre samfundskagen større.
“Tiden vil vise, om Frederiksen selv tror på missionen og holder kursen
Sympatisører vil påstå, at der er en verden til forskel på fremtidens og fortidens reformkurs. Denne gang skal øget arbejdsudbud ikke stå alene. Der skal også investeres i mennesker, uddannelse og omstilling. Og i modsætning til finanskrisen skal coronakrisen bekæmpes med finanspolitiske stimuli, lige så længe det er nødvendigt. Redskaberne skal helst være bløde andengenerationsreformer frem for fortidens hårde virkemidler. Og vi skal passe på med øget ulighed.
Med den fortælling er målet at øge vælgernes forståelse for reformer. I realiteten er der bare ikke meget nyt. Både under Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning hang reformer sammen med investeringer, uddannelse og bedre velfærd. Også under finanskrisen blev finanspolitikken kørt til kanten.
Denne gang vil arbejdsudbuddet næppe heller øges med “mindst 11.000” uden førstegenerationsreformer, der øger den målte ulighed, f.eks. SU og dagpengesatsen til dimittender. Og andengenerationsreformer, der virker, kan blive mindst lige så kontroversielle som førstegenerationsreformerne. Med effektivisering af den offentlige sektor og opgør med dens indgroede særinteresser.
Hvis Mette Frederiksen kan kommunikere sig rundt om alle disse udfordringer og skabe fornyet momentum bag reformpolitikken, er det en ubetinget god nyhed. Forudsætningen er, at hun samtidig tør løsrive sig fra særligt Enhedslisten. Økonomisk ansvarlighed skal forankres på midten. Og kommunikation er ikke nok, hvis venstrefløjen reelt har vetoret mod reformer.
