ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Danica-direktør: Historiske olieoverskud skal investeres i grøn omstilling, ikke i flere oliefelter

Ørsted investerer deres overskud i vedvarende energi, og her bør flere energiselskaber følge trop, mener Søren Lockwood. Arkivfoto:  Nina Pilgaard
Ørsted investerer deres overskud i vedvarende energi, og her bør flere energiselskaber følge trop, mener Søren Lockwood. Arkivfoto: Nina Pilgaard

Boykotten af Putins olie og gas har fået energiselskaberne til at skrue op for olieproduktionen med historisk overskud til følge. Overskuddet bør investeres i den grønne omstilling.

2022 var et skelsættende år. Ruslands invasion var på et menneskeligt plan ulykkelig nok i sig selv. Men som en konsekvens fik vi også en pludselig global energikrise, der satte sprækker i den grønne omstilling.

Boykot af Putins olie og gas var naturligvis det rigtige valg, og vi støtter fuldt ud op om beslutningen. Men det vendte også op og ned på energimarkedet og giver nu nogle langvarige dilemmaer, hvor energiselskaber har skruet op for olieproduktionen for at udfylde hullet fra den russiske olie og gas.

Olieprisen steg som en konsekvens til skyerne, og det har givet energiselskaberne historiske overskud. Det kan vi også mærke i vores aktieinvesteringer, hvor værdien af energi- og forsyningsselskaberne steg med 27 pct. i 2022 svarende til 1,8 mia. kr. og nu tegner sig for ca. 3,6 pct. af vores samlede aktiebeholdning.

Må ikke blive en sovepude

Samfundet skal bevæge sig væk fra fossil energi, og vores klare holdninger er, at energivirksomheder skal være med til at drive omstillingen, for ellers når det globale samfund ikke i mål. Derfor har vi en fast og vedholdende dialog med virksomhederne for at få dem til at være så ambitiøse som muligt på klimafronten.

Og før krigen så vi faktisk, at visse energi- og forsyningsselskaber forbedrede deres klimaplaner og øgede deres grønne fodaftryk.

Et eksempel er den amerikanske energigigant Nextera, der i flere år har været en foregangsvirksomhed i USA, når det kommer til at udfase kul til fordel for investeringer i vedvarende energi, og på den måde minder Nextera i grove træk om danske Ørsted. Fordi udsigten til afkast og grøn omstilling går hånd i hånd hos Nextera og Ørsted, har vi i 2022 valgt at øge vores aktieandel i disse to virksomheder.

Investor
Danica Pension forsvarer sine sorte investeringer
20200107-104756-6-2200x1466ma.jpg

Desværre tyder meget på, at energikrisen har sat omstillingen i slowmotion hos mange energivirksomheder. I stedet for en jagt på at opstille vind- og solenergi søger energiselskaberne efter nye oliefelter og at forlænge livet for ellers nedlagte oliefelter. Selv om det har været nødvendigt at skrue op for olien på den korte bane i lyset af energikrisen, mener jeg ikke, at den udvikling er uholdbar på lang sigt.

Afhængighed af olie

Energikrisens efterdønninger har medført en større kompleksitet i forhold til, hvordan vi på kort og lang sigt investerer i energi og forsyning. På den ene side er det nødvendigt med en sikker energiforsyning, der holder hånden under økonomien, imens den omstilles, og i den periode vil der være brug for fossile brændstoffer.

Investor
Danica Pension til energigiganter: Brug rekordoverskud til grønne investeringer
20221120-151302-5-2200x1466ma.jpg

Hvis vi lukkede for al brug af olie i morgen, ville det danske samfund bryde sammen. Størstedelen af biler, lastbiler og skibe kunne ikke starte. Vi ville ikke kunne få nok mad på bordet, og livsnødvendige medicinske produkter kunne ikke længere produceres. Samtidig er det rent sikkerhedspolitisk lige nu nødvendigt for den vestlige verden, at vi gør os uafhængige af russisk gas i dækningen af vores nuværende energibehov.

Det er ikke en langsigtet, holdbar løsning, at energivirksomheder fastholder en høj olieproduktion eller leder efter nye oliefelter

Tal fra Det Internationale Energiagentur (IEA) og FN’s miljøprogram viser, at verden i mange år frem vil være afhængig af fossile brændsler, men at det årlige forbrug af olie og gas skal nedbringes med 4-8 pct. for at holde verden inden for Paris-aftalen. Det sætter retningen for vores tilgang til energisektoren: Udfasningen fra fossile brændsler skal ske tilstrækkeligt hurtigt, samtidig med at omstillingen til vedvarende energi fremskyndes.

Derfor opfordrer vi kraftigt energivirksomheder til at følge anbefalingerne fra det IEA som skitserer, hvordan forskellige sektorer bør omstille sig for at efterleve Paris-aftalen. Det kræver også, at alle sektorer omstiller sig selv, hvilket vil øge efterspørgslen på grøn energi. Men for mig er det også vigtigt at understrege, at omstillingen skal være retfærdig og fornuftig, så vi ikke taber udsatte lande på gulvet med regulering og krav, de ikke kan leve op til og dermed ender med at skabe mere fattigdom.

Skal arbejde grønt

Det er ikke en langsigtet, holdbar løsning, at energivirksomheder fastholder en høj olieproduktion eller leder efter nye oliefelter, for verdenssamfundet er enige om, at fossile energikilder skal fases ud og erstattes med vedvarende energi.

Som pensionsselskab tænker vi langsigtet, når det kommer til afkast, og derfor opfordrer jeg energibranchen til også at tænke mere langsigtet ved at lave en ambitiøs udfasning af olie. I den grad, det er muligt, skal de investere deres store overskud i vedvarende energi og grønne alternativer og ikke i nye oliefelter. Det vil være at tage et ansvar, som vil gavne os investorer, samfundet og klimaet. Men fortsætter virksomhederne i den forkerte retning, så er vores modsvar at skrue op for presset og at stemme imod deres klimaplaner på generalforsamlinger, som vi eksempelvis gjorde hos Chevron.

Vi gik også straks i kritisk dialog med BP, da de for nylig nedskalerede deres klimamål, hvor vi kraftigt opfordrede dem til at fastholde de tidligere mål som minimum og at levere på deres klimaløfter. Det betyder også, at vi vil bruge vores stemmeret på BP’s generalforsamling til at udtrykke vores utilfredshed.

Hos Shell er vi gået skridtet videre og har støttet et søgsmål mod deres bestyrelse for ikke at have en tilstrækkeligt ambitiøs klimaplan. Formålet er at presse Shell til at udarbejde en plan, der er på linje med det IEA, så virksomheden ikke udvider med nye olieprojekter. Men retter de ikke op, så ser vi i sidste ende ikke anden udvej end at ekskludere dem. Allerede i dag har vi ekskluderet 444 globale virksomheder ud fra klimahensyn.

Vi har naturligvis også en investeringsmulighed til vores kunder, hvor der kun findes virksomheder med en omsætning på fossile brændstoffer under 5 pct. På den måde har kunderne mulighed for selv at lægge deres penge der, hvor de tror, at det giver mest mening i forhold til hensyn til miljømæssige, klimamæssige og sociale forhold.

Frasalg løser det ikke

Vi får som investor tit spørgsmålet: Hvorfor sælger I ikke bare jeres investeringer i energiselskaber? Svaret er, at vi er til stede som ejer, så længe vi tror på, at vi kan bruge vores indflydelse til at gøre en forskel. Med vores danske baggrund har vi mere fokus på grøn omstilling end for eksempel den typiske globale investor, hvor vi bare må sige, at klima ofte spiller en mindre rolle. Hvis vi sælger vores aktieandele, får vi muligvis renere hænder. Men verdens fremtidige CO2-udledning bliver ikke mindre af, at vi i Danica Pension plejer vores image og frasælger for at se grønnere ud.

Omvendt må vi også konstatere, at det seneste års udvikling har fået flere energivirksomheder til at trække i håndbremsen. De skal være deres ansvar bevidst og komme tilbage på rette spor. De historiske overskud hos energiselskaberne bør bruges til at investere mere langsigtet i vedvarende energikilder. Hvis ikke nu, hvor overskuddene bugner, hvornår så? Jeg vil minde om, at selvom krigen i Ukraine ser ud til at skulle løses i et langt, sejt træk, så har vi allerede mistet et helt år til at løse klimakrisen. Det år må ikke blive til et årti.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis