Befolkningstilvæksten bliver ofte fremstillet som et problem. Tænk bare på klimaforskerne, der foreslog en etbarnspolitik som i det kommunistiske Kina af hensyn til klimaforandringerne. Men problemet med befolkningstilvæksten er snarere, at verdens befolkning snart topper - ikke at vi er for mange mennesker her på jorden.Ironisk nok var netop klimaforandringer baggrunden for et af de klareste eksempler på, hvor meget antallet af mennesker betyder. For omkring 8000 år siden betød havvandsstigninger, at sletten mellem Australien og Tasmanien blev til nutidens Bassstræde, som isolerede omkring 5000 mennesker på Tasmanien. Som konsekvens gik den teknologiske udvikling ikke blot i stå - den gik baglæns. Det isolerede jægersamfund mistede simpelthen evnen til at lave fiskeredskaber, nåle, spyd osv. Tilbagegangen var så kraftig, at de - ved europæernes ankomst - havde de mindst avancerede redskaber, man har registreret i eksisterende menneskelige samfund. Bl.a. spiste tasmanerne ikke fisk, fordi de ikke længere kunne lave fiskeredskaber, og deres vinterbeklædning bestod af at smøre kroppen ind i sælfedt og skind, de bar over skulderen, fordi de ikke længere kunne lave nåle, som var nødvendige for at lave mere avanceret beklædning.