For en måned siden rejste National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tiltale mod Nordea i en sag om mulig hvidvask mellem 2012 og 2015, hvor 25 mia. kr. strømmede gennem banken. Tiltalen omfatter Nordeas Vesterport-afdeling, International Branch, hvor 25 kunder fra postsovjetiske lande brugte offshore-selskaber.
Banken er anklaget for ikke at kende sine kunder eller forstå midlernes ophav tilstrækkeligt. Sagen kaldes den største rene danske hvidvasksag, idet en dansk afdeling er involveret, i modsætning til Danske Bank-sagen, hvor det var bankens estiske afdeling, der var i fokus.
Anklageskriftet viser store pengestrømme gennem virksomheder med uigennemsigtige ejerstrukturer. Russiske kunder havde konti i Danmark uden forretningsmæssigt grundlag, hvilket tyder på brug af Danmark som offshore-center.
Offshore-selskaber skjuler ofte midler og ejerskab, og bankerne bør derfor undgå sådanne kunder. Skandinaviske banker har oprustet deres complianceafdelinger massivt de seneste ti år, men er de rustet til en verden, hvor beskidte penge fortsat strømmer rundt og er et spørgsmål om geopolitik?
Hvad var problemet med pengene fra Rusland og andre postsovjetiske stater? Mange midler fra Rusland havde sandsynligvis kriminelt eller korrupt ophav. Derfor taler vi om beskidte penge, selvom ingen reelt har undersøgt, om de 25 mia. havde kriminalitetsophav.
Nordea er tiltalt for ikke at have overholdt hvidvaskreglerne, ikke for hvidvask. Problemet med beskidte penge er globalt, ikke specifikt for Rusland. Det meste af verden minder om Rusland, idet to tredjedele af verdens lande, de fleste ikkedemokratiske, lider af omfattende korruption ifølge Transparency International. Velhavende kunder fra ikkedemokratiske lande udgør en forhøjet risiko for hvidvask, da de kan have skaffet midler via korruption eller anden kriminalitet.
“Velhavende kunder fra ikkedemokratiske lande udgør en forhøjet risiko for hvidvask
Magt og penge smelter sammen i så høj grad, at der ofte er tale om kleptokratier, ligesom Rusland. Et andet eksempel er det centralafrikanske land Angola, hvor præsidentdatteren Isabel dos Santos blev udpeget til bestyrelsesformand for det statslige olieselskab Sonangol i 2016 af sin far. Hun blev kendt som Afrikas rigeste kvinde, men efter faderens afgang blev hun anklaget for korruption og bedrageri, da milliarder fossede ud af landet til offshore-konti i Vesten.
Det, den russiske elite gjorde i starten af årtusindet, er altså ikke specifikt for Rusland. Ikkedemokratiske staters eliter – som Isabel dos Santos eller Putins kliker – søger ofte at placere deres midler offshore for at nyde beskyttelse og høj levestandard i Vesten, samtidig med at de sørger for, at deres egne befolkninger ikke har indsigt i deres affærer.
Hvidvaskreglerne i Danmark forpligter bankerne til at afdække og mitigere disse risici, hvilket kræver stor indsigt i disse landes forhold og risikoen for korruption. De skal også overveje den politiske dimension af beskidte penge for at sikre en sund risikokultur i en verden præget af geopolitiske spændinger.
Vi ser i dag strengere på skandinaviske sager med beskidte penge fra Rusland, fordi Rusland har startet den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig. Men hvad med andre landes eliter, hvor der også er risiko for beskidte penge?
Hvor går grænsen mellem beskidte og rene penge, og hvordan skal bankerne håndtere risikoen for beskidte penge fra lande med høj korruption, f.eks. Kina, Saudi-Arabien, Brasilien, Tyrkiet, Kasakhstan eller Sydafrika? Spørgsmålet illustrerer, at hvad vi kalder beskidte penge, ikke kan adskilles fra den globale geopolitiske udvikling: hvem der er venner med hvem, har stor betydning for, hvilke eliters midler der er fokus på i indsatsen mod hvidvask.
Hvis USA om ti år er i krig med Kina på grund af Taiwan, vil banker så få bøder for at have håndteret kinesiske milliarder nu, som senere kaldes beskidte, fordi der er en risiko for, at disse har kriminalitets- og korruptionsophav?
Selvom der er markante private virksomheder i Kina, er der en høj grad af sammensmeltning af magt og penge i landet, hvilket øger risikoen for hvidvask.
Ud over at overholde hvidvaskforpligtelser bør banker derfor nøje forholde sig til den reelle risiko for hvidvask fra højrisikolandes eliter og sikre, at de har den nødvendige geopolitiske kompetence til at håndtere den politiske dimension af beskidte penge.
