Vi skal hastigt opskalere vedvarende energiproduktion fra sol og vind, hvor brintinfrastruktur er forudsætning for politiske ambitioner om grøn strøm til havs og på land. Det giver bedst mening at starte med brintrør mellem Esbjerg og Fredericia og mod Tyskland, da de store brintaktører, som kan levere og aftage tidligst, ligger i den syddanske geografi.
Infrastrukturen understøtter eksport til det europæiske marked og dansk forædling af grønne produkter til sektorer, hvor elektrificering er svær. Grøn brint – af overskudsstrøm fra vind og sol – er nødvendig i værdikæden, der bliver til grønne brændstoffer til fly og skibe.
Vi har en samlet værdikæde med gas, el, fjernvarme, vand, motorvej, jernbane, CO2/kulstof, (tør) havn, lufthavn, produktion og forbrugere i den nære geografi. Brintinfrastruktur afgør tempoet på opskalering og dermed CO2-reduktioner på den helt store klinge i tung produktion og transport.
Hverdagen er enklere, fordi vores vaner og rutiner er knyttet til let tilgængelighed af fossile råstoffer. Vi skal til og fra arbejde, produktion kræver energi, og mange råstoffer skaffer vi fra olie og naturgas. Vi har nationalt og internationalt taget den rigtige beslutning at begrænse fossile energikilder drastisk. Grøn strøm skal ud i så mange kroge som muligt, men hvad gør vi med plast, kemikalier, karboncyklen, tekstiler som nylon og polyester og jet fuels til Forsvaret, som har det til fælles, at de kræver rigtig meget kulstof af fossil oprindelse i dag?
Vi skal handle på den monumentale opgave, det er at indrette vores samfund i ressourceøkonomisk balance. Hvordan finder vi tilstrækkelige råstoffer, når vi ikke henter olie og gas op fra undergrunden, og hvis vi ikke vil gøre os afhængige af import? En unik mulighed åbner sig i dialogen med skov- og landbruget, der kan levere en af de mest underbelyste og fundamentale byggeklodser i vores industri, nemlig kulstof fra CO2.
De sydjyske kommuners styrker supplerer hinanden, når vi ser på tværs af kommunegrænser. Tilstrækkelighed af vedvarende ressourcer kræver de rette placeringer i landskabet tæt tilpasset eksisterende og kommende infrastrukturer.
Det afføder skatteindtægter fra virksomheder, der tager ansvaret for grøn omstilling ind i maskinrummet, og man kan slå sig ned i den ene by og finde meningsfulde opgaver i den anden – også i et arbejdsmarked under forandring.
Virksomheder med speciale i elektrolyseteknologi etablerer sig i nærheden af infrastrukturelle knudepunkter i Sydjylland, men værdikæderne er lange og skaber plads til underleverandører med lokale opgaver til langt ud i fremtiden. I Trekantområdets ptx-værdikæder vurderer vi et potentiale på omkring 20.000 job over de næste ti år. Det er ikke alle sammen nye job, men også om- og opkvalificering.
Håndværksfagene får nye opgaver i byggebranchen, effektivisering af produktionsgange og hensigtsmæssig udnyttelse af kostbare restprodukter. Virksomheder i forandring appellerer til unge, bevidste generationer motiveret af at finde mening, og praktikpladserne viser, hvordan man bygger fremtiden. Om det er vindmøller, fjernvarmerør eller brintanlæg.
Nationale rammer forhindrer dog fremtidens energisystem. Vand, som er “råstoffet” til brint, kan være en knapressource i én kommune, som vi skal forvalte langsigtet og klogt, så der er nok til både drikkevand, fødevarer og energi. Teknisk vand kræver ny regulering, så vores forsyningsselskaber har mulighed for at levere det. For 132 år siden lavede den danske fysiker Poul La Cour vindmøllestrøm om til motorbrændstof på Askov Højskole.
Det er ikke science fiction at lagre overskudsstrøm i brint og lave grønne brændstoffer. Indsigten i drivmidlers kemi på raffinaderiet og storskala-elektrolyse på nabogrunden er kombineret i Fredericia i dag. Et grønt energisystem i udfoldet skala kræver mindst Trekantområdets fulde geografi og en kompliceret værdikæde af sektorer, virksomheder og kommuner.
Årtiers samarbejde er fundamentet, hvilket vi høster frugterne af nu. Sydjylland er det rigtige sted at etablere nye virksomheder, der deler vores ambitioner om grøn omstilling, hvor den er allermest udfordrende. Vi mangler, at regeringen og Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet tager skridtet fuldt ud og følger Energinets anbefaling om brintinfrastruktur i det “Nedre T”.
Brintinfrastruktur er rygraden i et nyt grønt energisystem, og den bør ligge, hvor brintproduktionen er mest moden, og hvor vi går helhjertet ind i at udvikle mærkbare alternativer til vores fossile vaner.
