Da coronaen lagde verden ned i 2020, måtte vores politikere handle hurtigt for at håndtere pandemien. Med hasteaftaler og en ny epidemilovgivning gik vi som samfund ind i bekæmpelse af pandemien og prøvede at få dagligdagen til at fungere i en på alle måder udfordrende periode.
Med den nye epidemilov blev virksomheders retskrav på erstatning samtidig sløjfet med et pennestrøg. Når butikker, caféer og alle andre typer virksomheder blev (tvangs)nedlukket, kunne de derfor ikke være sikre på kompensation. Det var op til politikerne, om de kunne nå til enighed om at kompensere i forbindelse med hvert enkelt indgreb.
Pandemien er nu langt væk, men for at gøre en lang historie kort, så er situationen i dag stadig den, at virksomhederne ikke har nogen form for retsgarantier, hvis landet skulle lukke ned igen. Der findes ikke et regelsæt om kompensation, der fastlægger en lovfæstet proces for hvem, hvornår og hvordan spørgsmål om kompensation håndteres.
På trods af ønsker fra erhvervsorganisationer og en klar anbefaling fra Advokatsamfundet/Justitia, underbygget afen rapport, har regeringen afvist at give virksomheder retsgarantier.
Det kommer næppe som en overraskelse, at vi synes det er problematisk. Som landets største erhvervsorganisation og som central retspolitisk aktør mener vi, at det i et retssamfund er meget væsentligt, at du kender din retsstilling. Uanset om du er borger eller en virksomhed.
De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, fremsatte for nyligt et beslutningsforslag, som forpligtede regeringen til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en model for, hvordan kompensationsspørgsmålet skulle håndteres ved en fremtidig epidemi.
Den vej ønskede regeringen ikke at gå, og de stemte derfor forslaget ned. I bemærkningerne til det nuforkastede lovforslager det dog vigtigt at bemærke, at en samlet opposition – SF, LA, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Radikale, DF, Alternativet og Konservative – rent faktisk er enige om den lovmodel, som Mona Juul har fremlagt.
Modellen er værd at dyrke og fortjener at blive beskrevet, fordi den netop giver virksomhederne retsgarantier i fremtiden uden at lægge sig fast på konkrete beløb.
Derimod lægger modellen op til en parallel til det, vi kender på sundhedsområdet. Her giver Epidemikommissionen og Folketingets Epidemiudvalg et fagligt indspil og tager politiske drøftelser (og beslutninger) om alvorlige sundhedsmæssige spørgsmål – for eksempel om tvangsindgreb med vacciner, isolation m.m.
I “Monas model” – som kompensationsmodellen er blevet døbt i bilaget i Folketingstidende – er det tanken, at der nedsættes en såkaldt erhvervsepidemikommission bestående af repræsentanter for erhvervslivet (og regeringen). De har en samlet ekspertise og viden om erhvervslivets forhold på samme måde som de læger og eksperter i Epidemikommissionen, der udtaler sig om sundhedsfaglige spørgsmål.
Modellen forpligter regeringen til at få erhvervsepidemikommissionens udtalelse, og at den forelægges for Folketingets Epidemiudvalg, hver gang erhvervslivet skal tvangsnedlukkes ved en fremtidig epidemi.
Med modellen får virksomhederne reelle retsgarantier, ved at der lovfæstes en fastlagt beslutningsproces, hvor den nødvendige faglige og politiske inddragelse er til stede, så beslutninger hviler på et fagligt og parlamentarisk solidt grundlag.
Som en væsentlig styrke og tilføjelse i modellen får virksomheder også en mulighed for at klage administrativt over en afgørelse om kompensation. Under pandemien kunne virksomheder ikke klage, hvilket bryder med normerne i et retssamfund.
Vi kan håbe på, at der går 100 år inden en ny tilsvarende krise rammer vores samfund. Men vi ved det ikke. For at være bedst muligt rustet og hjælpe erhvervslivet, der sikrer indtægter og arbejdspladser til gavn for os alle, vil det være på sin plads med retsgarantier, så restauranten, it-iværksætteren, produktionsvirksomheden og alle de andre erhvervsvirksomheder ved, hvad der skal ske, hvis vi rammes af nedlukning.
Selv om beslutningsforslaget er stemt ned, appellerer vi til, at alle politikere i Folketinget genovervejer, om ikke de vil være med til at rette op på den skæve retstilstand for erhvervslivet og tage et grundigt kig på den model, som kom på bordet i forhandlingerne.
