Den socialdemokratiske formand kunne torsdag morgen præsentere sin ministerliste, og i modsætning til sidste gang, en S-formand dannede regering, er der denne gang en række navne, som har betydelig ministererfaring.
Nicolai Wammen, Morten Bødskov, Nick Hækkerup, Dan Jørgensen, Benny Engelbrecht, Mogens Jensen er blandt gengangerne, og så er Jeppe Kofod som ny udenrigsminister dagens overraskelse.Derudover er der blandt de 20 en række helt unge MF'ere.
Jeppe Kofod er partiets spids i EU-Parlamentet og må være trukket ind som følge af, at S-toppen med stor tristhed for nylig måtte notere, at Henrik Sass Larsen efter et sygdomsforløb meldte fra som kandidat til finansministerposten. Den centrale post skal nu som ventet besættes af Nicolai Wammen, der ellers har haft stor appetit på posten som udenrigsminister.
Mette Frederiksen understregede på TV2 News, at hun har sammensat et “stærkt ideologisk hold”, altså politikere, der ikke blot er rede til at stå tidligt op om morgenen men også er tydelige bærere af de socialdemokratiske værdier.
Overraskelserne
Flere navne tiltrækker sig også opmærksomhed. Med den unge Mattias Tesfaye på posten som udlændinge- og integrationsminister har chefen valgt et navn, som med stor viden, talent og engagement har forsvaret den socialdemokratiske position i udlændingepolitikken.
Overraskelsen udefra er den socialdemokratiske borgmester i Roskilde Joy Mogensen, der bliver kultur- og kirkeminister.Hun fik for nylig Mette Frederiksens ubetingede opbakning, da en partifælle i al offentlighed havde angrebet Joy Mogensens valg som enlig om at blive gravid via kunstig befrugtning.
Med Peter Hummelgaard Thomsen som beskæftigelsesminister får den nye regering en engageret skikkelse, der glødende har forsøgt at trække partiet i en mere venstreorienteret retning i en række
spørgsmål, når det kommer til den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og temaer som ulighed og globalisering. Den tidligere DSU-formand er bl.a. forfatter til bogen “Den Syge Kapitalisme” fra 2018.
Det bliver nu Hummelgaard, der skal bidrage til at implementere de borgerliges aftale om seniorpension og sidde centralt i forhandlinger om at sikre mere arbejdskraft til det offentlige og den private sektor. Han har kæmpet for ret til tidligere pension for mennesker med kortere uddannelse og hårdt fysisk arbejde. En opgave, Peter Hummelgaard fortsat betragter som “en bunden opgave”, selv om der ikke er flertal for differentieret pension.
Magtbalancen i rød blok
Regeringsdannelsen sker som konsekvens af, at støttepartierne har sagt “go” for det politiske program.
Efter næsten tre ugers forhandlinger lykkedes det sent tirsdag Mette Frederiksen at skabe samling om et forståelsespapir, så den socialdemokratiske formand kan rykke ind i Statsministeriet med opbakning fra De Radikale, SF og Enhedslisten.
Det er ikke et regeringsgrundlag, men en lang række pejlemærker, den nye regering vil styre efter.
Det forhold, at der er skabt nogenlunde enighed om retningen og mærkesagerne betyder, at den nye regering nok får en noget lettere gang på jord –i hvert fald i den første tid, som jeg har forklaret her– i forhold til de seneste regeringer. Begge regeringer under Lars Løkke Rasmussen siden 2015 og også SRSF-regeringen under Helle Thorning var præget af heftige magtkampe i blokkene. Kampe, som periodevis førte til handlingslammelse eller ballade, som overskyggede resultaterne.
Der har været forhandlet intenst om det 18 sider lange papir, der er Mette Frederiksens adgangsbillet til magten. Men på mange felter er det ikke mejslet i granit, hvordan en ny regering vil føre sin politik ud i livet. Der venter afklaring af en mængde spørgsmål fra minimumsnormeringer i daginstitutioner til virkemidler i den grønne omstilling. Vi har ikke set det sidste dramatiske forhandlingsforløb, når det kommer til tilvejebringelse af nødvendig arbejdskraft til sikring af udvidelse af råderummet på ca. 10 mia. kr., frem mod 2025.
Det er også værd at erindre, at formuleringer i en aftale ikke er en stensikker garanti for realisering. Husk blot på øremærket barselsorlov, betalingsring, topskattelettelser eller grundskyldsstop, for nu at nævne mærkesager fra de seneste otte år, som faldt til jorden undervejs.
Radikale mister momentum
De Radikale går ikke ud af forløbet med samme overhånd som efter “tårnet” i 2011, hvor partiet blev dominerende i den økonomiske politik og tvang SRSF til at bygge videre på den borgerlige regerings økonomiske politik.
Alligevel understregede Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen på et pressemøde i Bibliotekshaven onsdag morgen, at De Radikale har bundet en ny regering til at føre ansvarlig økonomisk politik. Bl.a. ved at sikre, at tiltag, der mindsker arbejdsudbuddet, kun kan gennemføres, hvis der også tages initiativer, der øger beskæftigelsen.
Et af de helt store spørgsmål, vi kommer til at følge tæt i den økonomiske politik, er, om støttepartierne holder hinanden så meget i skak gennem de aftalte formuleringer og principper, at det hæmmer den nye regering?
Eller om Mette Frederiksen på et tidspunkt kan rykke med en større skatte- og afgiftsreform, der både sænker skatten på arbejde, fremmer den grønne omstilling og samtidig skaffer penge til nye politiske prioriteringer?
Det sidste er i hvert fald håbet hos De Radikale, der med aftalen mener at have forhindret, at regeringen bare kan sætte en mængde skatter og afgifter op for at finansiere sværmen af velfærdsløfter fra venstrefløjen.
Socialdemokratisk sejr
Der kan ikke herske tvivl om, at Mette Frederiksen går ud af ugen som klar sejrherre.
Planen var en S-soloregering uden deltagelse fra De Radikale, et program, der tager skridt til at levere på løfterne – og ikke hindrer bredt samarbejde på tværs af Folketinget. Der er givet indrømmelser på udlændingepolitikken – men ikke af en karakter, der kan legitimere de spredte forsøg fra blå bloks politikere på at angribe og råbe løftebrud.
Måske borgerlige politikere efterhånden må indstille sig på, at valg ikke længere kan vindes på uendelige stramninger af udlændingepolitikken.Det har tidligere V-minister Eva Kjer i hvert fald erkendt i denne uge.
Eneste store konkrete nederlag her og nu erudsigten til at må droppe en hurtig realisering af det socialdemokratiske løfte om differentieret folkepension. En følge af de overvejelser i blå blok,jeg selv skrev om tilbage i aprilom VLAK's sidste joker i ærmet.
Fortsat god sommer!
Mit nyhedsbrev holder ferie i juli måned. Indtil da kan du tilmelde dig gratis her for at modtage nyhedsbrevet direkte i din indbakke, når vi går i gang igen
Nicolai Wammen, Morten Bødskov, Nick Hækkerup, Dan Jørgensen, Benny Engelbrecht, Mogens Jensen er blandt gengangerne, og så er Jeppe Kofod som ny udenrigsminister dagens overraskelse.Derudover er der blandt de 20 en række helt unge MF'ere.
Jeppe Kofod er partiets spids i EU-Parlamentet og må være trukket ind som følge af, at S-toppen med stor tristhed for nylig måtte notere, at Henrik Sass Larsen efter et sygdomsforløb meldte fra som kandidat til finansministerposten. Den centrale post skal nu som ventet besættes af Nicolai Wammen, der ellers har haft stor appetit på posten som udenrigsminister.
Mette Frederiksen understregede på TV2 News, at hun har sammensat et “stærkt ideologisk hold”, altså politikere, der ikke blot er rede til at stå tidligt op om morgenen men også er tydelige bærere af de socialdemokratiske værdier.
Overraskelserne
Flere navne tiltrækker sig også opmærksomhed. Med den unge Mattias Tesfaye på posten som udlændinge- og integrationsminister har chefen valgt et navn, som med stor viden, talent og engagement har forsvaret den socialdemokratiske position i udlændingepolitikken.
Overraskelsen udefra er den socialdemokratiske borgmester i Roskilde Joy Mogensen, der bliver kultur- og kirkeminister.Hun fik for nylig Mette Frederiksens ubetingede opbakning, da en partifælle i al offentlighed havde angrebet Joy Mogensens valg som enlig om at blive gravid via kunstig befrugtning.
Med Peter Hummelgaard Thomsen som beskæftigelsesminister får den nye regering en engageret skikkelse, der glødende har forsøgt at trække partiet i en mere venstreorienteret retning i en række
spørgsmål, når det kommer til den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og temaer som ulighed og globalisering. Den tidligere DSU-formand er bl.a. forfatter til bogen “Den Syge Kapitalisme” fra 2018.
Det bliver nu Hummelgaard, der skal bidrage til at implementere de borgerliges aftale om seniorpension og sidde centralt i forhandlinger om at sikre mere arbejdskraft til det offentlige og den private sektor. Han har kæmpet for ret til tidligere pension for mennesker med kortere uddannelse og hårdt fysisk arbejde. En opgave, Peter Hummelgaard fortsat betragter som “en bunden opgave”, selv om der ikke er flertal for differentieret pension.
Magtbalancen i rød blok
Regeringsdannelsen sker som konsekvens af, at støttepartierne har sagt “go” for det politiske program.
Efter næsten tre ugers forhandlinger lykkedes det sent tirsdag Mette Frederiksen at skabe samling om et forståelsespapir, så den socialdemokratiske formand kan rykke ind i Statsministeriet med opbakning fra De Radikale, SF og Enhedslisten.
Det er ikke et regeringsgrundlag, men en lang række pejlemærker, den nye regering vil styre efter.
Det forhold, at der er skabt nogenlunde enighed om retningen og mærkesagerne betyder, at den nye regering nok får en noget lettere gang på jord –i hvert fald i den første tid, som jeg har forklaret her– i forhold til de seneste regeringer. Begge regeringer under Lars Løkke Rasmussen siden 2015 og også SRSF-regeringen under Helle Thorning var præget af heftige magtkampe i blokkene. Kampe, som periodevis førte til handlingslammelse eller ballade, som overskyggede resultaterne.
Der har været forhandlet intenst om det 18 sider lange papir, der er Mette Frederiksens adgangsbillet til magten. Men på mange felter er det ikke mejslet i granit, hvordan en ny regering vil føre sin politik ud i livet. Der venter afklaring af en mængde spørgsmål fra minimumsnormeringer i daginstitutioner til virkemidler i den grønne omstilling. Vi har ikke set det sidste dramatiske forhandlingsforløb, når det kommer til tilvejebringelse af nødvendig arbejdskraft til sikring af udvidelse af råderummet på ca. 10 mia. kr., frem mod 2025.
Det er også værd at erindre, at formuleringer i en aftale ikke er en stensikker garanti for realisering. Husk blot på øremærket barselsorlov, betalingsring, topskattelettelser eller grundskyldsstop, for nu at nævne mærkesager fra de seneste otte år, som faldt til jorden undervejs.
Radikale mister momentum
De Radikale går ikke ud af forløbet med samme overhånd som efter “tårnet” i 2011, hvor partiet blev dominerende i den økonomiske politik og tvang SRSF til at bygge videre på den borgerlige regerings økonomiske politik.
Alligevel understregede Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen på et pressemøde i Bibliotekshaven onsdag morgen, at De Radikale har bundet en ny regering til at føre ansvarlig økonomisk politik. Bl.a. ved at sikre, at tiltag, der mindsker arbejdsudbuddet, kun kan gennemføres, hvis der også tages initiativer, der øger beskæftigelsen.
Et af de helt store spørgsmål, vi kommer til at følge tæt i den økonomiske politik, er, om støttepartierne holder hinanden så meget i skak gennem de aftalte formuleringer og principper, at det hæmmer den nye regering?
Eller om Mette Frederiksen på et tidspunkt kan rykke med en større skatte- og afgiftsreform, der både sænker skatten på arbejde, fremmer den grønne omstilling og samtidig skaffer penge til nye politiske prioriteringer?
Det sidste er i hvert fald håbet hos De Radikale, der med aftalen mener at have forhindret, at regeringen bare kan sætte en mængde skatter og afgifter op for at finansiere sværmen af velfærdsløfter fra venstrefløjen.
Socialdemokratisk sejr
Der kan ikke herske tvivl om, at Mette Frederiksen går ud af ugen som klar sejrherre.
Planen var en S-soloregering uden deltagelse fra De Radikale, et program, der tager skridt til at levere på løfterne – og ikke hindrer bredt samarbejde på tværs af Folketinget. Der er givet indrømmelser på udlændingepolitikken – men ikke af en karakter, der kan legitimere de spredte forsøg fra blå bloks politikere på at angribe og råbe løftebrud.
Måske borgerlige politikere efterhånden må indstille sig på, at valg ikke længere kan vindes på uendelige stramninger af udlændingepolitikken.Det har tidligere V-minister Eva Kjer i hvert fald erkendt i denne uge.
Eneste store konkrete nederlag her og nu erudsigten til at må droppe en hurtig realisering af det socialdemokratiske løfte om differentieret folkepension. En følge af de overvejelser i blå blok,jeg selv skrev om tilbage i aprilom VLAK's sidste joker i ærmet.
Fortsat god sommer!
Mit nyhedsbrev holder ferie i juli måned. Indtil da kan du tilmelde dig gratis her for at modtage nyhedsbrevet direkte i din indbakke, når vi går i gang igen
