Kære læser
Velkommen til mit nyhedsbrev med input om det, jeg lige nu er mest optaget af i dansk politik.
Exitstrategi og eftermæle - de uskønne, hændervridende, spektakulære og overraskende - har boblet i debatten i den seneste uge.
Det er en gammel sandhed på Christiansborg, at det er svært at forlade politik på en smuk måde, men nogen når at slippe væk i tide.
Er det kærligheden til idealerne, omsorgen for partiet, der driver processen? Eller er exitprocessen mest af alt gennemsyret af forfængelighed og det specielle og ekstremt veludviklede magtgen, ingen toppolitikere når langt uden at bære i sig?
Onsdag meddelte en af de stærkeste socialdemokratiske skikkelser i nyere tid, Henrik Sass Larsen, at han fra nytår skal være ny direktør i kapitalfondenes interesseorganisation, DVCA.
Her får han de relevantespørgsmålfra min kollega Morten Munkholm.
Blandt de mange fine portrætter, der i tidens løb er lavet af Henrik Sass Larsen, kan især anbefalesKristian Madsensfra tidligere i år i Politiken.
Henrik Sass Larsen har været en central profil i opgør om personer og politisk linje hos Socialdemokratiet. Den kommende tid vil vise, om han oprigtigt har fået nok og kan afholde sig fra at blande sig. Mon ikke Sass mener det alvorligt,når han onsdagen række steder gav udtryk for, at han er utroligt glad for at stoppe?
Mere tvivl kan man have om hans partifælle Mogens Lykketoft, der gennem årtier har bestridt en række magtfulde og højtprofilerede poster. De første omtaler af Mogens Lykketofts kommendeerindringsbogefterlader indtrykket af, at det fortsat nager den tidligere S-formand og finansminister, at Thorning-regeringen slog ind på en anden kurs end dén, Lykketoft anbefalede.
Nu, da Danmark har fået en ren S-regering og med den partiformand og statsminister, Lykketoft oprindeligt ønskede på posten, er det dog en tanke værd, hvorfor det ”neoliberale” rædselskabinet af tiltag fra Thorning-tiden ikke bare forsøges rullet tilbage. Det står jo S-regeringen frit for i det mindste at forsøge at sætte selskabsskatten op igen, at forlænge dagpengeperioden eller sørge for, at flere tusinde mennesker med mellemindkomster igen skal betale topskat. Hvis S altså reelt mener, at ændringerne var så skadelige, som Lykketofts betragtninger efterlader indtrykket af.
Venstres afgåede formand Lars Løkke Rasmussen bidrog også med brikker til sit eget eftermæle, da han efter knapt et par ugers tavshed gav interview tilTV2ogDR.
Billedet afhænger naturligvis af øjnene, der ser.
Personligt synes jeg ikke, at indholdet gjorde noget entydigt godt for hverken Lars Løkke Rasmussen selv eller Venstre. Løkkes overvejelser og analyser er fortsat interessante at høre på – og jeg er sikker på, at foredragsrækken omBefrielsens Øjeblik2 nok skal trække publikum til.
Men behovet for at tvære Kristian Jensen ud skinnede for tydeligt igennem, og den kommende formand Jakob Ellemann-Jensen kunne nok også godt have undværet den bastante proklamation om, at det da hele tiden havde været Lars Løkke Rasmussens plan, at Ellemann skulle tage over.
Alt i alt mindede de to interviews mig om det relevante spørgsmål, den afgående næstformand Kristian Jensen stillede i forbindelse med det skæbnesvangre møde i Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse: Er det partiet, der har en formand, eller formanden, der har et parti?
Var Lars Løkke Rasmussen en virksomhedsleder, ville han næppe være typen, der gad lægge synderlig kraft og energi i MUS-samtaler.
Men at Venstres ex-formand ikke tidligere har fået rettet misforståelsen fra 2014 om det delte formandskab er alligevel lidt specielt. Et formandskab, vi nu må forstå aldrig har eksisteret.
Så sent som ved Venstres sommergruppemøde i august, hvor magtopgørene og balladen eskalerede, slog Claus Hjort Frederiksen fast, at det delte formandskabs tid nu var forbi. Det vil sige, at Lars Løkke Rasmussens nærmeste allierede altså – som andre Venstre-folk – har levet i en vildfarelse i fem år.
Sådan er der meget, man kan undre sig over – men omfanget af selvskadende adfærd generelt i Venstre må også siges at være kulmineret nu. Mit gæt er, at både folketingsgruppe og medlemmer rundt om i landet er oprigtigt determineret på ro og samling nu.
Velkommen til mit nyhedsbrev med input om det, jeg lige nu er mest optaget af i dansk politik.
Exitstrategi og eftermæle - de uskønne, hændervridende, spektakulære og overraskende - har boblet i debatten i den seneste uge.
Det er en gammel sandhed på Christiansborg, at det er svært at forlade politik på en smuk måde, men nogen når at slippe væk i tide.
Er det kærligheden til idealerne, omsorgen for partiet, der driver processen? Eller er exitprocessen mest af alt gennemsyret af forfængelighed og det specielle og ekstremt veludviklede magtgen, ingen toppolitikere når langt uden at bære i sig?
Onsdag meddelte en af de stærkeste socialdemokratiske skikkelser i nyere tid, Henrik Sass Larsen, at han fra nytår skal være ny direktør i kapitalfondenes interesseorganisation, DVCA.
Her får han de relevantespørgsmålfra min kollega Morten Munkholm.
Blandt de mange fine portrætter, der i tidens løb er lavet af Henrik Sass Larsen, kan især anbefalesKristian Madsensfra tidligere i år i Politiken.
Henrik Sass Larsen har været en central profil i opgør om personer og politisk linje hos Socialdemokratiet. Den kommende tid vil vise, om han oprigtigt har fået nok og kan afholde sig fra at blande sig. Mon ikke Sass mener det alvorligt,når han onsdagen række steder gav udtryk for, at han er utroligt glad for at stoppe?
Mere tvivl kan man have om hans partifælle Mogens Lykketoft, der gennem årtier har bestridt en række magtfulde og højtprofilerede poster. De første omtaler af Mogens Lykketofts kommendeerindringsbogefterlader indtrykket af, at det fortsat nager den tidligere S-formand og finansminister, at Thorning-regeringen slog ind på en anden kurs end dén, Lykketoft anbefalede.
Nu, da Danmark har fået en ren S-regering og med den partiformand og statsminister, Lykketoft oprindeligt ønskede på posten, er det dog en tanke værd, hvorfor det ”neoliberale” rædselskabinet af tiltag fra Thorning-tiden ikke bare forsøges rullet tilbage. Det står jo S-regeringen frit for i det mindste at forsøge at sætte selskabsskatten op igen, at forlænge dagpengeperioden eller sørge for, at flere tusinde mennesker med mellemindkomster igen skal betale topskat. Hvis S altså reelt mener, at ændringerne var så skadelige, som Lykketofts betragtninger efterlader indtrykket af.
Venstres afgåede formand Lars Løkke Rasmussen bidrog også med brikker til sit eget eftermæle, da han efter knapt et par ugers tavshed gav interview tilTV2ogDR.
Billedet afhænger naturligvis af øjnene, der ser.
Personligt synes jeg ikke, at indholdet gjorde noget entydigt godt for hverken Lars Løkke Rasmussen selv eller Venstre. Løkkes overvejelser og analyser er fortsat interessante at høre på – og jeg er sikker på, at foredragsrækken omBefrielsens Øjeblik2 nok skal trække publikum til.
Men behovet for at tvære Kristian Jensen ud skinnede for tydeligt igennem, og den kommende formand Jakob Ellemann-Jensen kunne nok også godt have undværet den bastante proklamation om, at det da hele tiden havde været Lars Løkke Rasmussens plan, at Ellemann skulle tage over.
Alt i alt mindede de to interviews mig om det relevante spørgsmål, den afgående næstformand Kristian Jensen stillede i forbindelse med det skæbnesvangre møde i Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse: Er det partiet, der har en formand, eller formanden, der har et parti?
Var Lars Løkke Rasmussen en virksomhedsleder, ville han næppe være typen, der gad lægge synderlig kraft og energi i MUS-samtaler.
Men at Venstres ex-formand ikke tidligere har fået rettet misforståelsen fra 2014 om det delte formandskab er alligevel lidt specielt. Et formandskab, vi nu må forstå aldrig har eksisteret.
Så sent som ved Venstres sommergruppemøde i august, hvor magtopgørene og balladen eskalerede, slog Claus Hjort Frederiksen fast, at det delte formandskabs tid nu var forbi. Det vil sige, at Lars Løkke Rasmussens nærmeste allierede altså – som andre Venstre-folk – har levet i en vildfarelse i fem år.
Sådan er der meget, man kan undre sig over – men omfanget af selvskadende adfærd generelt i Venstre må også siges at være kulmineret nu. Mit gæt er, at både folketingsgruppe og medlemmer rundt om i landet er oprigtigt determineret på ro og samling nu.
