I en vedvarende kritik af regeringens manglende iværksætterstrategi – ført an af diverse brancheforeninger – er der den konsensus, at Danmark lider under en dyb og indgroet lønmodtagermentalitet med afsmag af risikoaversion og forkælede lønmodtagerfordele. Diskursen er, at det hæmmer iværksætteri og samfundets generelle vækst.
Her lyder det også, at alt for få bliver iværksættere, og at vores investeringskultur halter, mens vi har svært ved at fastholde de få virksomheder, der faktisk lykkes internationalt. En betongrå overbureaukratisering, statslige hindringer for små virksomheder og en alt for omfattende offentlig sektor dræber økonomisk frihed og initiativ.
Ifølge brancheforeningernes lobbyister må og skal vi have flere iværksættere i Danmark, og vejen dertil går gennem fokus på innovation og iværksætteri på ungdomsuddannelserne, statslige programmer og involvering samt en generel tilskyndelse til flere unge menneskers vej ind iværksætteri.
Den igangværende debat er en unuanceret debat, der grundlæggende savner at svare på spørgsmålene om hvorfor – og om – vi i samfundsøkonomisk perspektiv overhovedet har brug for flere iværksættere. De risikovillige unge mennesker, lader vi forstå, er nutidens sande helte uagtet, at der er uhyre få, der faktisk lykkedes med at skabe solide risikojusterede afkast til sig selv og investorerne.
For hvor det meget vel kan være, at Danmark ville have gavn af flere succesfulde iværksættere, så er der intet, der tyder på, at vi som samfund har brug for flere iværksættere i sig selv. Der er nemlig ingen givet sammenhæng mellem antallet af iværksættere og antallet af succesfulde iværksættere.
Og meget taler for, at vi gør vores unge mennesker en bjørnetjeneste ved at tilskynde til iværksætteri for tidligt i arbejdslivet. Bag de uhyre få store iværksættersucceser ligger der et stort antal fejlslagne forsøg med store konsekvenser til følge. Ikke kun for de fejlslagne iværksættere og uheldige investorer, men også for dig og mig via vores fælles kasse både i direkte og indirekte afledte effekter.
Startups fremhæves ofte positivt for øget jobgenerering, konkurrence, agilitet og produktivitet. Men sandheden er, at startups i de indledende år er noget mindre produktive end etablerede virksomheder, og at det tager en rum tid, før helt nye virksomheder indhenter og overgår etablerede virksomheder.
Studier viser også, at den værdi, der skabes pr. arbejdstime, er markant lavere i iværksættervirksomhederne. Samlet set står det ikke entydigt klart, at iværksættervirksomhederne i højere grad end de etablerede virksomheder skaber fremtidens vækst og arbejdspladser. Og det er i bedste fald tvivlsomt, om det er en god forretning for det danske samfund at fostre og tillade så mange virksomhedsforsøg for at lade de uhyre få succesfulde startups opnå produktiviteter i niveau, der kun er en smule over de etablerede virksomheder.
Tankevækkende er det også, at den lille del af startups, der opnår unicorn-status, udgør omtrent 80 pct. af den samlede selskabsværdi af tidlige virksomheder, mens de til gengæld kun tilbyder færre end 10 pct. af alle startup-jobs. Lige så tankevækkende er det, at disse selskaber i høj grad tager job med sig, når de drager udenlands, hvilket mange af dem gør.
I en tid, hvor dansk konkurrenceevne er helt i top, og hvor mange brancher skriger på kvalificeret arbejdskraft, bør vi åbent diskutere, om det overhovedet er samfundstjenligt at tilskynde nationens unge til mere iværksætteri. Noget tyder på, at særligt unge mennesker har ret urealistiske forventninger til egen succes, evner og konsekvenserne af at springe ud som iværksætter. Både på den korte og på den lange bane.
Kollektivt har vi længe hyldet risikovillige mennesker, der fuld af håb og energi kaster sig ud i tvivlsomme projekter, men alligevel lykkes gennem hårdt arbejde og dristighed. Mere eller mindre succesfulde iværksættere leder de unge på vej i diverse medier og sætter den kompromisløse tone i forhold til dedikation, fokus og selvopofrelse for at lykkes.
Det uagtet at mange af disse “rockstjerner” formentlig selv kan tilskrive held og tilfældigheder som primære årsager til egen succes. For der er mange ufortalte historier om iværksætterdrømme brast af mangel på kapital, manglende erfaring, markedernes ugunst, inkompetente investorer eller ren og skær uheld. Hertil også iværksætterskæbner præget af stress og “burn-out”. Dette i et samfund, som ikke er synderligt tilgivende over for dem, der nok prøvede, men ikke lykkedes.
Og selv for de iværksættere, der faktisk klarer skærene, venter en tilværelse med stor usikkerhed, manges års tvivlsom økonomi, kampe med investorer og kapitalrejsninger og ikke mindst en skov af regler og administrative byrder og ansvar.
Alt imens iværksætterne oplever jævnaldrende stige i graderne i lønmodtagerjobs, familieliv og fast ejendom. Iværksætteri er bestemt ikke for alle. Det er i virkeligheden nok en tvivlsom vej egnet for færre unge, end vi lige går og bilder hinanden ind.
Statistikken er benhård mod nye virksomheder. Kun omkring 60 pct. overlever de første to år, og efter ti år er mindre end 25 pct. tilbage. Tilhører man til gengæld gruppen af iværksættere med branchekendskab fra tidligere job, gennemført erhvervsfaglig uddannelse eller højere, og er man over 40 år og i et parforhold, har man derimod markant større chance for, at ens virksomhed overlever.
Påfaldende er det, at ungdommens arbejdsiver, risikovillighed, frihed og fleksibilitet ikke kan konkurrere med de erfarne iværksættere, hvoraf en hel del tillige har etablerede familiære- og økonomiske forpligtelser på et helt andet niveau end de unge iværksættere.
Det bedste afsæt for at klare sig godt som iværksætter er at starte en ny virksomhed inden for en branche, hvor man tidligere har slået sine folder. Har man haft en lønmodtagertilværelse i relevant branche indtil året før iværksættervirksomheden blev etableret, har man markant større chance for succes med sin nye virksomhed.
Dertil er produktiviteten og arbejdsproduktiviteten i den type virksomheder markant større, ligesom vækstraterne også er det. Erfaring, uddannelse og branchekendskab er således helt afgørende forudsætninger for at klare sig godt som iværksætter. Alt det ved kloge investorer selvfølgelig godt, og også af den grund har de yngre iværksættere sværest ved at tiltrække tilstrækkelig risikovillig kapital.
“Noget tyder på, at særligt unge mennesker har ret urealistiske forventninger til egen succes, evner og konsekvenserne af at springe ud som iværksætter
Tag trygt plads bag LAF-bænken ved siden af de andre “Novo-typer” … Vi bør tænke os godt om, inden vi opfordrer unge til at vælge iværksættervejen fluks efter endt uddannelse uden netværk, erfaring eller robustheden i eget selv. Ren rå energi og viljestyrke virker kun som iværksættervej for de få og de meget heldige.
Det virker desuden nok mest i brancher, der ikke bidrager meget til menneskehedens fremme. For langt flertallet vil det klogeste være at starte sin karriere i en etableret virksomhed og derfra – hvis man har mod på det – tage springet ud som iværksætter på et senere tidspunkt.
At påtage sig stor risiko kan lede til stor succes, men der er intet, der viser, at stor risiko i sig selv også fører til øget sandsynlighed for stor succes.
Og meget taler for, at hvis vi hovedløst lokker en masse unge mennesker ud i en tvivlsom tilværelse som iværksættere på et for tyndt grundlag, risikerer vi at skabe en økonomisk underklasse af mennesker, der er tapre og risikovillige, men som har hårde, tidlige lærepenge i arbejdslivet.
Heraf vil en stor del være i risikozonen for at bøvle endog meget længe med at komme tilbage i hjulet igen.
