I november faldt dommen i sagen om et velrenommeret advokatfirmas rolle i udbytteskatsagen. Advokatfirmaet Bech-Bruun fik hård kritik af Højesteret for at have stået i tredje geled i forhold til at afgive en juridisk vurdering. Klienten var en tysk bank, der senere viste sig at massefabrikere fiktive ansøgninger om udbytteskatrefusion til Skat.
Landsretten frifandt Bech-Bruun i 2022, men det er nu vendt på hovedet. Højesteretsdommen flytter målrammen, og Bech-Bruun må samle regningen op efter andres bedrageri.
Advokaterne skal fremover tænke skattemyndighederne med ind som en usynlig passager i skatterådgivning, når det ser uldent ud. Det er ikke kun klientforholdet, men også myndighedsforholdet, som der skal navigeres efter.
Det er et ryk på advokatområdet. Højesteret giver advokater en ekstraopgave som en del af et bolværk mod snyd og bedrag, og man kan ikke skrive sig ud af det med juridiske forbehold.
Højesteret kommer bemærkelsesværdigt hurtigt i mål. Den tidligere advokat hos Bech-Bruun pådrog sig ansvar, fordi han ikke så det komme. Bech-Bruun var underleverandør til et udenlandsk advokatfirma, som ser ud til at slippe af krogen. Aben skal åbenbart placeret inden for landets grænser.
Den del af højesteretsdommen, der handler om kausalitet, er kogt ind til benet. Hvis der skal statueres et ansvar, skal der normalt være en bro mellem de forskellige forløb. I Bech-Bruun-sagen er det forenklet til en tidsmæssig vurdering.
Advokatens rådgivning vurderes at have være et led henimod den tyske banks svindel, fordi det ene lå tæt efter det andet rent tidsmæssigt. Det svarer til, at man gør en ingeniør ansvarlig for problemer med et ny opført højhus.
Hvis højhuset braser sammen en uge efter færdiggørelsen, kan ingeniøren være ansvarlig. Også selv om det måske er materialerne, som er mangelfulde.
Højesteretsdommen bygger på devisen om, at skattemyndighederne skal have et ekstra værn. Det bliver advokaternes opgave, og den bliver ikke helt nem.
