Traditionelt set har de offentlige bygherrer gennem krav og deltagelse i forsøgs- og udviklingsprojekter ageret løftestang og forandringsagent for byggeriets udvikling. Men med EU-taksonomien kan de traditionelle markedsdynamikker blive vendt på hovedet.
For at sikre en bæredygtig økonomisk vækst har EU lanceret et klassifikationssystem for bæredygtige aktiviteter kaldet EU-taksonomien. Rationalet er at få den private sektor med i den grønne omstilling ved at kapitalisere bæredygtighed, og gøre det økonomisk attraktivt for virksomheder at rette deres fokus mod bæredygtige aktiviteter.
Finansielle institutioner og store børsnoterede virksomheder skal rapportere, hvor stor en andel af deres aktiviteter, der er omfattet af og efterlever taksonomiens kriterier. Det er dog op til virksomhederne selv, hvor stor del af omsætningen de vil gøre en indsats for at opnå efterlevelse for og dermed klassificere som bæredygtig.
Det kan dog blive svært at legitimere bæredygtighedsindsatser samtidigt med, at man opnår en lav taksonomi-score. Med taksonomien er der således skabt et sammenligningsværktøj, som kan modarbejde greenwashing, øge gennemsigtigheden og bruges til at rette kapitalstrømme mod bæredygtige aktiviteter.
EU-taksonomien er opbygget om seks miljøområder med branchespecifikke kriterier. Der skal vælges et miljømål, hvor der ydes et betydeligt bidrag, f.eks. “modvirkning af klimaændringer” som bl.a. indeholder krav om forbedring af energirammen med 10 pct. ift. bygningsreglementet.
I tilgift til kravene i den valgte bidragskategori er der ligeledes minimumskrav til de øvrige miljømål, samt visse sociale minimumsgarantier, der skal overholdes.
Dette skaber en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed, så et ensidigt fokus på CO2-reduktion ikke sker på bekostning af f.eks. biodiversitet eller arbejdstagerrettigheder. Hvis ikke alle krav efterleves, diskvalificeres aktiviteten som værende ikkebæredygtig. Selvom entreprenørerne kan gøre en forskel selv, er de også afhængige af andre aktører i branchen, som bygherrer og leverandører.
“Problemet opstår, fordi kun udvalgte private bygherrer på nuværende tidspunkt er omfattet af taksonomien, mens det offentlige og almene står udenfor
Dette skyldes, at der for at indfri taksonomiens krav skal være fokus på alt fra byggeriets placering, energioptimering til cirkulært design og affaldssortering.
Selv en af Danmarks største entreprenører, MT Højgaard-koncernen, har ikke mulighed for at styre alle disse parametre alene og er afhængig af bygherrer, som sætter ambitionerne og investerer i taksonomien, så opgaven kan løftes i fællesskab i hele værdikæden.
Dette er dog ikke uden problemer. De klare definitioner, som muliggør sammenligning af virksomhedernes bæredygtighedsindsats, er godt.
Problemet opstår, fordi kun udvalgte private bygherrer på nuværende tidspunkt er omfattet af taksonomien, mens det offentlige og almene står udenfor.
De offentlige og almene bygherrer, som ifølge Bygherreforeningen står for ca. 47 pct. af byggeriets omsætning, har således ikke direkte incitamenter for at efterleve taksonomien. De er samtidig underlagt økonomiske rammer, som kan være en hæmsko for investering i bæredygtige tiltag. Hvis bygherren af økonomiske hensyn fravælger tiltag, der ellers kunne bidrage til at indfri EU-taksonomiens miljømål, vil hele projektet ikke kunne klassificeres som en bæredygtig investering – hverken af bygherren eller entreprenøren.
Dette skaber en situation, hvor entreprenører enten skal være mere selektive i forhold til de projekter, de byder på, eller i højere grad stille krav til bygherrens ambitioner.
Hvis MT Højgaard eksempelvis fortsætter det tætte samarbejde med offentlige og almene bygherrer, som i 2021 stod for ca. 2/3 af koncernens omsætning, kan det således have en negativ effekt på bæredygtighedsrapporteringen.
Dette er en væsentlig barriere for at indfri taksonomiens intentioner om at opnå en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed. Man kan undre sig over, at flere års arbejde i EU med udformningen af taksonomien kan resultere i en fragmenteret branche med uens og konkurrerende kriterier for bæredygtighed. Er det ikke på tide med en fælles ambitiøs og helhedsorienteret lovgivning for bæredygtighed, så både private, offentlige og almene aktører ikke potentielt modarbejder hinanden.
