Trods de geopolitiske benspænd og navlepillende egeninteresser, der altid har præget FN’s årlige klimakonvention, tog jeg optimistisk til COP28 med håbet om at lande ned i et arnested for ambitiøse mål og konkrete løsninger på klimaområdet.
I stedet tog jeg tilbage til Danmark med nethinden præget af store, substansløse hensigtserklæringer, elektriske ubåde og mangel på reel handling. Og nå ja, krydret med et springvand med ild i og strålesprøjt koreograferet til musik fra The Weeknd. Et klimacirkus i overflodens hovedstad, Dubai.
De politiske udfordringer, når det handler om at løse en af klodens mest presserende udfordringer, er én ting.
Mere optimistisk var stemningen blandt de mange virksomheder, som deltog i årets ypperste bæredygtigheds-forum. Her var der nemlig mere konkret fremdrift at fejre i form af Science Based Targets-initiativet, som er en standard for arbejdet med at nedsætte CO2-emissioner, udviklet af FN, Verdensnaturfonden, CDP og Institut for Verdens Ressourcer.
Et på papiret ambitiøst initiativ, som var det helt store og mest substantielle samtaleemne på COP28.
Virksomheder og organisationer over hele verden har siden 2015 tilsluttet sig initiativet og fået FN’s blåstempling af deres klimamålsætninger for 2030. Det har vi også gjort i Global Connect. Så bør den hellige grav ellers være velforvaret i forhold til klimaindsatsen.
Men det er desværre ikke tilfældet. Science Based Targets er netop nu det bedste, vi har. Det bedste er bare utilstrækkeligt. Virksomheder sætter et slutmål, som skal godkendes, men der er ingen krav om at opstille delmål, og ingen bliver holdt ansvarlige undervejs, eller hvis de ikke når slutmålet.
Potentielt kan ledere i 2030 trække på skuldrene over en utilstrækkelig indsats og få en reprimande fra samarbejdspartnere. Det løser vi ikke ret mange udfordringer af. Sådan kommer det næppe til at forholde sig i alle virksomheder, for mange arbejder ambitiøst, reelt og målrettet med at reducere deres klimaaftryk. Eller sågar vende det til at bidrage positivt til klimaet.
Uden pistol for panden er der dog overhængende risiko for, at mange virksomheder ved deres Science Based Targets pynter sig med lånte fjer. Det ser flot ud på papir og på hjemmesiden, men intet andet end deres egen samvittighed tvinger dem til at handle anderledes i morgen, end de gør i dag.
FN’s seneste klimarapporter taler et tydeligt sprog: Vi skal handle nu. Derfor skal virksomheder i langt højere grad holdes ansvarlige for deres målsætninger. Både dem, der skal indfries i 2030, og dem, der skal indfries i år.
Konkret kan man forpligte sig selv og sine samarbejdspartnere til målbare resultater på mange måder, med enten gulerod eller pisk som konsekvens.
I Global Connect har vi gjort det gennem et vækstlån, hvor renten er bestemt af, hvorvidt vi når kort- og langsigtede mål inden for esg, herunder mål om CO2-emissioner. Når vi målene, er lånebetingelserne særligt gunstige, men tilsvarende ringe, hvis vi ikke løbende leverer på delmål.
Dén økonomiske indvirkning rykker radikalt ved indsatsen i hele virksomheden. Ledelsen kan ikke læne sig tilbage og håbe, at vi når et slutmål i 2030. Interessenter som bestyrelse, ejere og banken trykker os fast på maven med krav om resultater og dokumentation.
Derfor er vi nødt til at søsætte initiativer, som, vi ved, har en effekt fra dag ét og på den lange bane. Det er ikke frivilligt. Vi er tvunget til at handle på vores løfte. Jeg bilder mig ikke ind, at vores indsats er unik eller løsningen for enhver virksomhed. Men at opleve en tydelig økonomisk konsekvens af klimaindsatsen nu og her skærper arbejdet mærkbart.
Det er jeg overbevist om, at den vil gøre i enhver virksomhed. Der er rig mulighed for at formulere krav til sig selv og samarbejdspartnere. Om det er renten på et lån, betingelser for investeringer eller leverandøraftaler.
Sådanne initiativer forvandler ambitioner til handling – og handling nu, som FN lægger op til.
Det er der behov for. For vi har lang vej igen, når det mest substantielle på verdens klimatopmøde er Science Based Targets, der indeholder en stor grad af frivillighed. Og når hverken globale aftaler eller lokal lovgivning i øjeblikket rækker, så kræver det, at flere virksomheder tager affære.
Der er behov for, at de af egen drift går længere med delmål på kort og lang bane – og at de sætter parametre, der tvinger dem til at handle. Nu og på lang sigt. Det minimerer i hvert fald risikoen for, at ambitionerne bliver reduceret til varm luft
