Sager som Nordic Waste og Lauritz.com har for alvor sat gang i debatten om ejernes rolle i forhold til deres virksomheder. Forhåbentlig har gemytterne nu lagt sig så meget, at det er muligt at tage en mere saglig diskussion af dette vigtige emne.
På den ene side er det klart, som det også flere gange er fremhævet i debatten for eksempel af professor Jesper Lau Hansen fra Københavns Universitet, at ejerne juridisk set har begrænset ansvar.
De hæfter ikke for mere end aktiekapitalen og kan kun tabe deres penge en gang.
På den anden side er ansvar ikke kun en juridisk størrelse. Man kan for eksempel føle et ansvar i forhold til sin familie, selv om man ikke juridisk er forpligtet til det.
Man kan også føle et ansvar ud over det juridiske for at løse en opgave, for at rydde op efter sig eller for klimaet, samfundet og planeten.
Heldigvis føler de fleste virksomhedsejere et sådant ansvar i forhold til deres virksomheder. Det er godt, for ejerne har i praksis stor betydning for, hvordan det går i virksomhederne, og det er helt afgørende, at de forvalter dette ansvar så godt som muligt.
Vælger de for eksempel en uduelig bestyrelse og derigennem sandsynligvis også en uduelig direktion, svigter de deres ansvar, og det går ud over alle parter.
Holder de sig ikke informeret om, hvad der foregår i virksomheden, svigter de også, og det går ud over alle parter, ikke kun dem selv. Tager de for mange penge ud i dividende, svækkes virksomhedens økonomiske grundlag.
Virksomheden står og falder med kvaliteten af ejerskabet på mange områder, og noget af det allervigtigste er, at ejerne ikke løber væk, når der er problemer.
Desværre er det ikke alle ejere, der er deres ansvar bevidst, og nogle føler det i mindre grad end andre. Det gælder særligt dem, der udelukkende fokuserer på pengene. Grådighed og ansvarlighed går rigtig dårligt sammen.
Man kan tænke på, hvordan kapitalfonden Altor lod O.W. Bunker gå konkurs umiddelbart efter at have børsnoteret virksomheden.
Eller hvordan kapitalfonden Axcel tabte Royal Scandinavia på gulvet, hvilket er grunden til, at danske brands som Kgl. Porcelæn eller Georg Jensen i dag er på udenlandske hænder. Sammenblandingen af ejernes og virksomhedens økonomi i Lauritz.com kommer nok også til at skrive sig ind i historien.
Ansvarligt ejerskab kendetegnes ved at sætte firmaet i første række til forskel fra familien først, fonden først eller foreningen først. Ejerne forsøger altså at agere i firmaets interesse vel vidende, at det er godt for ejerne, når det går godt i selskabet.
De tager typisk ansvar ved at udpege et eller to medlemmer til virksomhedens bestyrelse, så de ikke sætter sig fuldstændigt på selskabet, men alligevel er synlige og kan give deres mening til kende.
Hvis virksomhed er i krise, vil ansvarlige ejere som regel være villige til at indskyde ny kapital, når de har mulighed for det.
Det er for eksempel meget sjældent, at man ser et datterselskab i en multinational koncern gå konkurs. Moderselskabet føler sig ansvarligt og ved godt, at en konkurs skader hele koncernens omdømme.
På den anden side er der en naturlig grænse for, hvor meget ejerne kan forsvare at investere i en synkende skude. I de fleste tilfælde er der tale om en forhandling med bankerne, hvor alle bidrager til en løsning.
I det daglige vil ansvarligt ejerskab sige engageret ejerskab i den forstand, at ejerne kerer sig om, hvad der foregår i virksomheden og sikrer sig, at de er tilstrækkelig godt informeret til at løfte deres ansvar.
En lang tidshorisont er et andet kendetegn. Ansvarlige ejere sælger typisk ikke deres virksomheder efter et par år.
Derimod har de en løbende dialog med virksomheden om økonomi, ledelse, strategi og værdigrundlag.
Overvejelser om generationsskifte og succession i ledelsen passer naturligt ind i disse overvejelser.
Det er en skam, at de dårlige historier tager overskrifterne, for de skader hele erhvervslivets renommé.
Men der er heldigvis langt flere eksempler på, at ejerne forsøger at gøre det rigtige, hvilket er en vigtig grund til, at dansk erhvervsliv klarer sig så godt som det gør.
Det gælder ikke kun de erhvervsdrivende fonde, der er en international rollemodel, men også familieejede selskaber som Topsoe A/S og Kvadrat eller foreningsejede selskaber som Nykredit og Tryg, der tager deres ejerskab seriøst.
