Mikkel Hansen, Simon Kollerup og Jacob Mark. De seneste uger har begrebet stress atter indtaget avisernes overskrifter som en påmindelse om, at der er tale om et problem, som kan ramme alle – høj såvel som lav, politikere såvel som sportsstjerner.
Det er der egentlig i sig selv ikke noget nyt i. Det nye er, at det tilsyneladende er blevet mere tilladt at være åben om det, når hverdagen trænger sig på i en grad, hvor man til sidst må trække stikket for en tid. Det mærker vi også hos Lederne, hvor en stor del af de opkald, vi får fra vores medlemmer, netop handler om det pres, de føler.
Problemet er bare, at rigtig mange først handler, når stress og dårlig trivsel har nået et niveau, hvor den eneste løsning er drastiske tiltag som f.eks. en sygemelding. Der er med andre ord brug for at mærke efter og reagere tidligere.
“Du er ikke en svag leder, hvis du erkender, at der er ubalance i din tilværelse
Det gælder også i høj grad lederne, som er med til at sætte tonen for kulturen ude i landets virksomheder. Og lederne er klar til at påtage sig opgaven, når arbejdspresset bliver for højt, eller når det kniber med at finde balancen mellem arbejde og fritid. Ja, faktisk svarer over 99 procent, at det er en vigtig del af ledelsesopgaven at skabe trivsel blandt medarbejderne.
Til gengæld kniber det med at få rakt fingeren i vejret, når lederne selv er pressede. Men det er nødvendigt, man som leder ikke tøver med at reagere, når dagligdagen er ved at vokse en over hovedet.
For du er ikke en svag leder, hvis du erkender, at der er ubalance i din tilværelse. Men du bliver svag, hvis ikke du gør det. Stressede ledere har ikke det samme overskud, og stress smitter.
Det kan sammenlignes med iltmaskerne i flyvemaskinen, hvor du skal tage din egen på først, inden du hjælper personen ved siden af dig. På samme måde bør du som leder have fokus på din egen trivsel og sikre, at du ikke selv overforbruger dine ressourcer og samtidig signalere til medarbejderne, at det er okay, de gør det samme.
Stress og dårlig trivsel skal ikke ties ihjel, og forhåbentlig kan de seneste ugers eksempler i endnu højere grad gøre det legitimt at tale åbent om stress og dårlig trivsel, uden det betragtes som et svaghedstegn.
