Både venner og fjender af De Radikale trak temmelig sikkert på smilebåndet i sidste uge. Blandt partiets sympatisører må det have været en enorm lettelse, at dets interne borgerkrig synes bilagt. De politiske nomader Jens Rohde og Ida Auken er ude. Deres selvrealisering truer ikke længere den daglige drift.
Langt vigtigere er det, at Sofie Carsten Nielsens modkandidat til posten som politisk leder, Martin Lidegaard, er indsat som næstkommanderende.
“Der kræves en dyb og uvant ydmyg vilje til at rette op på de fatale strategiske fejl
De selvsamme begivenheder har givetvis udløst kildrende skadefryd hos partiets kritikere. R har tabt tre stemmeslugere – inklusive Morten Østergaard. Og det fremgik, at Lidegaard havde været dybt involveret i arbejdet med at stifte og sågar officielt registrere et nyt parti ved navn “Midten”. Også han anså altså for ganske nylig den radikale tilstand for helt håbløs.
Nu har forfremmelsen genvakt hans “forelskelse” i sit gamle partis politiske projekt.
Paradoksalt nok er det kritikernes diagnose, der bedst kan bruges til noget konstruktivt. Sofie Carsten Nielsen har handlet klogt med sin samling af partiet. Men lettelse er en farlig følelse i politik. Fraværet af ballade er langt fra tilstrækkeligt, hvis R igen skal være et relevant reformparti i Danmark.
Det kræver en dyb og uvant ydmyg vilje til at rette op på de fatale strategiske fejl, som Morten Østergaard begik i sin tid som partiets formand.
Det har længe været Lidegaards hensigt og som politisk leder har Sofie Carsten Nielsen sendt samme signaler. Opgaven er enorm. Østergaard gjorde R til en del af venstrefløjen for at få flere vælgere. Prisen var en devaluering af politisk købekraft til SF- og EL-niveau. I blå blok har R pariastatus. Så S kan tage R for givet. Døren til regeringskontorerne er lukket.
Derfor vil det kræve en nærmest eksistentiel kraftanstrengelse at gøre de radikale mandater relevante igen. Kun én bro kan føre tilbage til den politiske midte: Et strategisk mål om at få tilstrækkelig indflydelse til at sikre økonomisk ansvarlighed.
Som den eneste reelt bæredygtige vej til grøn omstilling og indfrielse af klimamålene. Den nye radikale ledelse må spørge sig selv, hvad det egentlig kræver i praksis. De vil indse, at to ting er afgørende.
For det første må udlændingepolitikken ikke længere være en hindring. Det nemme er at ændre retorik. Det svære bliver at melde sig parlamentarisk gnidningsfrit i den SVK-konsensus, der reelt er opstået.
Tommelfingerreglen bliver, at R som hovedregel skal kunne leve med alle andre udlændingestramninger, end dem der alene kræves af Nye Borgerlige og DF.
Derefter bliver spørgsmålet om de radikale anno 2021 reelt er økonomisk ansvarlige. Sofie Carsten Nielsen har dygtigt og udramatisk forpligtet regeringen til at øge arbejdsudbuddet med 11.000 personer. Formentlig før finanslovsforhandlingerne for 2022. Reformer af f.eks. SU, dimittendsats og de ineffektive dele af uddannelsessystemet ligner en del af løsningen.
Men kan Nielsen og Lidegaard holde til at servere reformmedicin til deres egne kernevælgere – samtidig med at de opgiver udlændingepolitikken som trækplaster? Hvis ikke, vil de radikale fortsat være irrelevante på midten i Danmark. I så fald vil andre kræfter forhåbentlig forsøge sig.
