Stress har aldrig været højere på dagsordenen, men der tales ikke meget om ledernes stress eller trivsel. Det til trods for, at de aktuelle kriser og forandringer – også stressudviklingen – kræver både skarpe og handlekraftige ledere.
Vi kan ellers formentlig alle blive enige om, at det vil kræve ledere som er skarpe, handlekraftige og i balance, hvis vi eksempelvis ønsker at nå vores klimamål, styrke velfærden og håndtere klimakrise og energikrise.
Mange vil her indvende, at ledere jo er ressourcestærke mennesker med stor magt. Og vi ved fra flere af Ledernes egne analyser, at ledere også generelt er glade for deres job og trives. De scorer også lavere end andre grupper, når det handler om stress og dårlig mental trivsel. Men ledere er også bare mennesker, der kan rammes af belastninger, som stiger dem til hovedet. En undersøgelse fra SDU viser f.eks., at der i dag er 54 pct. flere ledere, som er stressbelastede, end der var i 2013.
Hos Lederne møder vi desværre dagligt medlemmer, som vi må hjælpe med at trække stikket og sygemelde sig, fordi de er så belastede af stress, at de ikke kan fungere – hverken som ledere eller som mennesker.
“Man bør indføre systematiske 1-1-samtaler, MUS for lederne og styrkelse af ledergrupperne
Heldigvis ser vi stadig flere, der tager fat i os, inden det går så galt, så vi kan hjælpe dem med at rette op på deres situation og genskabe deres trivsel. Men det bør ikke kun være noget, den enkelte leder selv er ansvarlig for – ledernes trivsel skal på dagsordenen på arbejdspladserne på lige linje med medarbejdernes.
Der er med andre ord brug for at tænke lederne mere systematisk ind i arbejdspladsernes arbejde med trivsel og arbejdsmiljø. Derfor bør man også indføres systematiske 1-1-samtaler, MUS for lederne og styrkelse af ledergrupperne.
Lederne sætter dagligt retningen og skaber vækst og velfærd, de skaber trygge og dynamiske arbejdspladser, og de skal løse klima- og energikriserne. Derfor har vi som sagt alle brug for ledere, der er skarpe, handlekraftige og i balance – og vi har brug for at tale mere om ledertrivsel.