ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Lavpunkt for iværksætteri skriger på, at politikerne leverer på disse ting”

Vi har i Danmark brug for at skabe incitament til, at idérige danskere vil tage springet fra lønmodtager til iværksætter. Arkivfoto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Vi har i Danmark brug for at skabe incitament til, at idérige danskere vil tage springet fra lønmodtager til iværksætter. Arkivfoto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Forhandlingerne om iværksætteri er på trapperne. Det handler om at skabe et nemmere liv for de danske iværksættere, som giver så meget igen – ikke bare i Finansministeriets pengetank, men også i form af gode idéer og liv og udvikling i Danmark.

Derfor skal vi forbedre rammevilkår ved bl.a. ved at fjerne to regler, hver gang der indføres én ny på alt fra kommunalt til statsligt niveau.

Gøre bankerne til reelle finansieringskilder, så iværksættere kan få både erhvervskonto og lettere adgang til kapital og forbedre vilkårene og regler omkring crowdfunding, når man vil starte virksomhed. Og samtidig øge andelen af offentlige udbud til private entreprenører og skabe fleksibilitet i barselsordningen for selvstændige mænd og kvinder.

Vi har i Danmark brug for at skabe incitament til, at idérige danskere vil tage springet fra lønmodtager til iværksætter

Vi taler meget om de virksomheder, som vi gerne vil have til at vækste uden at flytte uden for landets grænser. Men vi taler meget lidt om alle de virksomheder, der får danskernes hverdag til at gå op i en højere enhed – og som også sætter lidt kulør på hverdagen.

Det kunne være mekanikeren, der har hjulpet med at skifte til sommerdæk, restauratøren, der har sat liv i centrum, og den lokale fysioterapeut, som igen har afhjulpet din gamle skade. Dem hører vi alt for lidt om i debatten – og det er ærgerligt.

Nyt lavpunkt

Livet som iværksætter er i hård konkurrence med det trygge lønmodtagerliv i Danmark. Vi har et velfungerende arbejdsmarked for lønmodtagere, hvor det er nemt at komme i job, og hvor der er gode vilkår for løn, ferie og pensionsordninger. Det betyder, at Danmark har en meget lille andel af iværksættere.

Derfor har vi i Danmark brug for at skabe incitament til, at idérige danskere vil tage springet fra lønmodtager til iværksætter. Det skal være trygt at stifte både virksomhed og familie samtidigt, og iværksættere skal kunne drive virksomhed uden bureaukrati og byrder.

Der er en række tiltag, som vi organisationer appellerer Folketinget til at se på, hvis vi vil sikre levende lokalsamfund med entreprenører og iværksættere. Tiltag der vil skabe arbejdspladser, gode levevilkår og servicer, der er afgørende for at holde hjulene i gang over hele Danmark.

Ifølge OECD har Danmark nået et lavpunkt med færrest nyetablerede virksomheder over de seneste ni år. Samtidig ser vi stadig flere tomme butikslokaler og et skrantende udbud af både handel og servicer.

Derfor opfordrer vi til, at kommuner, regioner og stat bruger en større del af det samlede udbudsbudget på iværksættere, og det skal i langt højere grad være muligt for danske iværksættere at få indblik i de kommunale analyser, tal og servicer, så flere iværksættere kan byde ind og teste deres produkter ude i virkeligheden.

Skær ned på reglerne

Helt konkret opfordrer vi til at se på konkrete mål for reduktion i mængden af regler. Som minimum skal der fjernes to regler, når der tilføres én ny. Der må gerne stilles krav, men det skal ikke være et akademisk projekt over måneder at indberette dem. Det skal være nemt at indgive alt fra en ansøgning om byggetilladelse til indberetning af skat.

Derudover skal være reelle finansieringstilbud til iværksættere. Det kræver, at man kan få noget så basalt som en erhvervskonto, men også nytænkning hos Finanstilsynet og en rimelig beskyttelse af bankerne – men det kræver også mere risikovillig kapital hos bankerne. Det er derudover nødvendigt at kigge på crowdfunding, og vi skal fjerne de skattemæssige benspænd, så risiko og resultat stemmer mere overens.

Der skal også kigges på det nære bl.a. med fleksible barselsforhold for selvstændige mænd og kvinder, så man stadig kan arbejde nogle timer hver måned uden modregning, så man kan udbetale løn, indberette til skat m.v. Man skal have et referenceår for barsel på en længere periode end de nuværende seks måneder, så man ikke står uden for muligheden, selvom man er forholdsvis ny iværksætter eller har haft sygdom eller lignende inde på livet, og vi skal søge for gode muligheder for at få pasning ude i kommunerne.

Vi skal gøre det meget mere attraktivt at starte virksomhed i de danske byer – ikke kun for iværksætternes skyld, men fordi de giver så meget igen i form af ikke kun økonomi og arbejdspladser, men gode idéer, stemning og liv i gaderne. Vi skylder dem at forbedre muligheden for netop det – for alle danskeres skyld.

Vi har ventet meget længe på forhandlinger om bedre iværksættervilkår, og vi opfordrer til, at forhandlingerne igangsættes inden sommerferien. Iværksætterne har ventet længe nok, og alle vinder, når de danske iværksættere får bedre vilkår.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis