Den geografiske ulighed i indkomster er steget kraftigt. I 1994 var den disponible indkomst i landsdelen Vestjylland 35 mia. kr. og i Østjylland 65 mia. kr. ifølge Danmarks Statistik. En forskel på 30 mia. kr. I 2017 var forskellen forøget til 91 mia. kr. En så stor vækst kan ikke forklares med almindelig inflation. Den ulige udvikling mellem landsdelene kan give udfordringer for landets sammenhængskraft på sigt. Det politiske ekko kan blive højrøstede stemmer fra den yderste højrefløj, som vi har set i andre europæiske lande. Vi kan fortsætte som nu og lade “egnsudviklingskassen” fyldes af stat, kommune eller EU, eller vi kan skabe skattemæssige incitamenter, som skal øge virkelysten i de betrængte områder både for virksomheder og ansatte.
Sammenhængskraft er et statsanliggende, og staten har mulighed for både at sænke person- og selskabsskatten for de betrængte områder. Norge kan inspirere med lavere personskatter i Nordnorge. Sænk personskatten, især i toppen, for at tiltrække og fastholde de højtuddannede og foretagsomme, og sænk selskabsskatten for at tiltrække og fastholde selskaber.
