Den danske regering offentliggjorde i juni en erhvervspakke, der skal lette vilkårene for generationsskifte i familieejede virksomheder. Dels skal arveafgiften – eller mere korrekt bo- og gaveafgiften – ved overdragelse af virksomheder til nærtstående familie (ægtefælle og børn) nedsættes fra 15 pct. til 10 pct. Det er en lille lettelse.
Dels skal virksomhedsejerne have mulighed for at vælge en skematisk ansættelse af virksomhedens værdi som grundlag for beregning af afgiften. Så ved de og næste generation mere om, hvad de har at regne med, hvilket er vigtigt både for dem og virksomheden.
Samlet set er der tale om en beskeden forbedring, selv om der også er huller i osten. Retskravet på en skematisk værdiansættelse gælder for eksempel ikke ved opgørelse af den økonomisk vigtigere avancebeskatning i forbindelse med overdragelsen.
“Generationsskifte er under alle omstændigheder en krævende proces, som ikke altid lykkes
Forslaget har heller ikke fået lov til at stå uimodsagt. De økonomiske vismænd har hævdet, at arvingerne vil arbejde mindre, fordi de vil få lidt flere penge mellem hænderne, når boet kun skal betale 10 pct. i afgift.
De har tydeligvis ikke brugt tid på at sætte sig ind i, hvad der motiverer familieejede virksomheder. Hvis man endelig skal lave den slags bagatelrytteri, har det nok en større positiv effekt på virkelysten, at der skal betales mindre i skat hen over generationerne (se Børsen-kronikken af Otto Brøns m.fl. den 3. juli).
Tilsvarende har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og forskellige venstreorienterede politikere været fremme med, at forslaget vil skabe større ulighed.
Ingen har vist forståelse for, hvor vigtigt et ansvarligt langsigtet ejerskab er for virksomhedernes udvikling, eller hvor stor en rolle familieejede selskaber spiller i den forbindelse. I dansk sammenhæng er det sjældent, at en virksomhed kan vokse sig stor i første generation.
Det kræver et langt, sejt træk, hvor anden og tredje generation må deltage. I mellemtiden ligger pengene langt overvejende i virksomheden. Det er herfra, pengene skal tages, når der skal udredes skatter og afgifter, og det går ud over virksomhederne og deres konkurrenceevne.
Der er heller ingen, der tænker på, hvad der skal bruges af tid og penge på at planlægge generationsskifte i familieejede selskaber, så familien og virksomheden ikke falder i et skattehul. Det skifter fokus fra udvikling af virksomheden til skatteplanlægning.
Generationsskifte er under alle omstændigheder en krævende proces, som ikke altid lykkes. Der er ingen garanti for, at børnene vil eller kan videreføre virksomheden eller udvikle sig sammen med den. Det er svært psykologisk, økonomisk, forretningsmæssigt og ledelsesmæssigt.
Der er ikke brug for at gøre det værre med skatter og afgifter eller uigennemskuelige regler. Hvis vi skal have flere virksomheder som Lego, Topsoe, Jysk, Kvadrat m.fl., må vi gøre, hvad vi kan for at støtte dem, der er på vej, og i hvert fald ikke lægge dem hindringer i vejen.
Når man i den sammenhæng snakker om økonomisk ulighed, er det vigtigt ikke kun at se på ejerne af de mest succesrige virksomheder, selv om det skal være dem vel undt, at de tjener nogle penge.
At ville beskatte alle virksomhedsejere hårdere, fordi nogle af dem er rige, svarer til at ville beskatte alle danske lønmodtagere hårdere, fordi nogle af dem engang imellem vinder i lotteriet. Som helhed klarer selvstændige virksomhedsejere sig ikke specielt godt sammenlignet med lønmodtagere, der lever i langt større økonomisk sikkerhed.
Men hvis vi ikke havde dem, ville der ikke være råd til lønmodtagere, heller ikke i den offentlige sektor, der jo finansieres af erhvervslivet. Det er noget, som er nemt at glemme, når journalisterne ringer, og der skal scores politiske point. Så er det nemmere at spille for galleriet. Det er ikke en adfærd, der gavner vores samfund eller vores erhvervsliv.
Det er i øvrigt også sådan, at virksomhedsejerskab reelt er den eneste vej til økonomisk velstand for danskere, der ikke er en del af den veluddannede middelklasse med gode chancer for et vellønnet funktionærjob. Hvis man lukker den mulighed – og det har vi gjort en del for i de senere år – fjerner man også en væsentlig kilde til økonomisk udligning i samfundet.
Vi kan være glade for, at Danmark er et mere lige samfund end USA. Det er jeg i hvert fald. Men vi er slet ikke i nærheden af USA med hensyn til ulighed. Vi ligger i den anden ende af skalaen. Vi er derimod tættere på Sverige eller Norge, hvor man helt har afskaffet arveafgifter af de grunde, der er beskrevet ovenfor, og fordi skatteprovenuet er meget beskedent.
Det er korrekt, når økonomer som Michael Møller mener, at en relativt lille skattelettelse som den, der er foreslået i regeringens erhvervspakke, nok ikke får den store betydning. Men selv et lille skridt i den rigtige retning er bedre end ingenting – særligt hvis man fortsætter ad den vej.
