Det er over ti år siden, at Shakiras sang “Waka Waka – It’s Time for Africa” udkom. Men hvor det afrikanske kontinent fik en flyvende start på det nye årtusind med årlige vækstrater på over 5 pct. i perioden 2000-2010, er bnp pr. indbygger i dag lavere end i 2010.
Nu kan man dog igen høre optimistiske udmeldinger om, at det nu er Afrikas tid. Den lyse fremtid begrundes med en række forskellige spådomme: “Afrika har mineralerne til den grønne omstilling”. “Fremtidens arbejdsstyrke fødes i Afrika”.
“Det afrikanske fællesmarked vil sætte turbo på væksten”. Men desværre giver både kontinentets forhistorie og en fremskrivning af global økonomi grund til en del skepsis.
Måske kan forhistorien bruges som en fremtidsguide til, hvordan Afrika bedst udnytter sit potentiale som leverandør af “grønne” metaller og mineraler. Over halvdelen af verdens reserver af kobolt, fosfat, mangan, platin og palladium findes i Afrika.
Denne råstofrigdom er i princippet en ny version af olieforekomsterne i lande som Nigeria, Angola og Gabon, hvor undergrundens skatte desværre ikke er vekslet til sunde og stabile økonomier.
Skal mineralerne til den globale grønne omstilling være en gevinst for Afrika, må man sikre en god grad af lokal forarbejdning. Et verdensbanksstudie finder, at en fordobling af Afrikas eksport af forarbejdede produkter kan forøge væksten med 1,9 pct. pr. år.
Omvendt har en tilsvarende fordobling af råvareeksporten faktisk tendens til at formindske væksten pga. færre lokale investeringer og innovation. Men selvom industripolitik er på mode, bør man være nøgtern mht. den forarbejdning, der reelt kan foregå i Afrika. Det er realistisk at placere tidlige forarbejdningsfaser (smeltning og raffinering) af metaller til elbilbatterier i Afrika, men omformningen til katoder, anoder og færdige batterier ligger sandsynligvis bedst i de forventede slutmarkeder.
Men hvor elbilrevolutionen næppe rulles ud i Afrika de første mange år, kan man bedre forestille sig, at elektrificerede to- og trehjulede køretøjer triller frem. Derfor giver det bedre mening at fremstille den slags batterier i Afrika.
Ud over mineralerne har Afrika et andet input til fremtidens fremstillingsvirksomhed: arbejdskraft. Mens andre kontinenter kæmper med ældrebyrden, vil Afrikas arbejdsstyrke i 2050 overgå Kinas. Derfor mener nogle, at Afrika vil overtage Kinas rolle som “factory of the world”.
Desværre taler både stigende automatisering i industrien og det lokale forretningsmiljø imod Afrikas rolle som fremstillingshub. Skønt den globale middelklasse fortsat vil efterspørge materielle goder, skal der færre hænder til at fremstille dem – og de skal helst findes i lande med god infrastruktur tæt på de store markeder i USA, Europa og Asien.
Men kan man så tro på, at kontinentet kan hæve sig ved egen kraft – f.eks. ved mere intern handel? Faktisk blev et afrikansk fællesmarked besluttet i 2018, hvorved man skabte det geografisk største og folkerigeste frihandelsområde i verden.
Desværre halter implementeringen, og den intraafrikanske handel er langt mindre end på andre kontinenter. Ifølge Verdensbanken vil væksten kunne stige med 1,9 pct. om året, hvis den kontinentale handel fordobles. Lidt baggrund dæmper desværre optimismen.
Fra 1990’erne til 2010’erne voksede Afrikas udlandshandel med ca. en fjerdedel. Men det var primært handel med lande uden for Afrika – den intraafrikanske handel voksede blot med en tiendedel. Der er altså lang vej til den forjættede fordobling.
Men er der da slet ikke noget, Afrika kan gøre – er det nødvendigt at være så skeptisk? Jo, ud over at implementere planerne om frihandel og være realistisk om kontinentets mulige rolle som fremstillingshub, er det muligt for de afrikanske lande selv at forbedre de basale økonomiske forudsætninger og strukturer. En reduktion af fødselsraten og bedre uddannelse vil frigøre ressourcer og gøre arbejdsstyrken mere produktiv.
Og så kan landbrugets udbytte pr. hektar og pr. arbejder, hvor Afrika i dag er en global efternøler, øges markant. Det vil både forbedre betalingsbalancen og fødevaresikkerheden på et kontinent, der i dag ikke kan brødføde sig selv.
Rådene virker gammeldags og langt fra tidens tale om smart industripolitik og grøn omstilling, men ud over at have en bred fattigdomsbekæmpende effekt, er de nødvendige tiltag simplere. Og dermed har de større sikkerhed for succes.
