Dansk landbrug har en gæld på mere end280 mia. kr. Bedrifterne kæmper hver eneste dag for blot at betale renter og afdrag. Landbrugsstøtten er for længst kapitaliseret. Snart skal udgiften til en CO2-afgift lægges oven på.
Det kommer til at betyde konkurser blandt de bedrifter, der ikke har råd til at betale for deres forurening og en usikkerhed i ejerskabet af 60 pct. af Danmarks jordoverflade – den del af landet, der er under plov.
Som systemet er skruet sammen i dag, vil en CO2-afgift blive håndteret gennem uhensigtsmæssige justeringer af landbrugets støtteordninger og med en risiko for øget udenlandsk opkøb.
Som et spejl af landbrugets passiver står markedets finansielle aktiver. Aktiverne består primært af realkreditobligationer, der er en del af vores pensionsopsparinger og generelt handles på børsen af banker og institutionelle investorer.
Aktivernes værdi holdes oppe gennem landbrugets fortsatte, uforstyrrede produktion. Markedets tillid til danske aktiver er på spil.
Hvad kommer de nye krav til at koste landbruget? Lav en offentlig støtteordning, der betaler den udgift! Sådan har Fødevareministeriet sammen med Landbrug & Fødevarer og Finans Danmark (bankerne) hidtil håndteret “problemet” med krav til landbruget om mere handling. Hvor skulle pengene ellers komme fra? Det samme vil ske, når regeringen på et tidspunkt indfører en klimaafgift på landbruget.
“Det er så vigtigt, at de midler, der via CO2-afgiften kanaliseres tilbage til landbruget, støtter op om de mindre landbrug
Skatteyderne vil komme til at betale landbrugets CO2-afgift direkte gennem justerede offentlige støtteordninger. En anden løsning på bedrifternes forestående problem med en CO2-afgift kan blive øgede opkøb fra udenlandske investorer. De ser muligheder i at samle nødlidende landbrug i større og mere effektive enheder og fortsætte produktionen med billig udenlandsk arbejdskraft.
Disse nye storlandbrug vil nok kunne betale en ny afgift, men prisen bliver et farvel til dansk landbrug, som vi kender det. Større, endnu mere intensivt og uden lokalt ejerskab.
Det er svært at se, hvad danskerne skulle vinde ved dette, og derfor er det så vigtigt, at de midler, der via CO2-afgiften kanaliseres tilbage til landbruget, støtter op om de mindre landbrug. Det er disse små landbrug, vi er ved at miste, efterhånden som dansk landbrug bliver til gigantiske fabrikker.
Situationen kalder på politisk handling. Vi hører ikke gælds- og opkøbsproblematikken påtalt, og det er ikke godt nok, når minister for landbrug, fiskeri og fødevarer Jacob Jensen (der kalder sig selv “landbrugets hjælperytter”) har ansvaret for at skubbe landbruget i en bæredygtig retning.
Det rimer heller ikke særligt godt på ministerens udtalte ambition om at give unge landbrugere bedre muligheder for at komme ind i landbrugserhvervet.
Ambitionen er håbløs, hvis den ikke adresserer det faktum, at landbrugets gæld er så stor, at den i praksis blokerer for bæredygtige produktionsformer på mindre enheder under lokalt ejerskab.
Og mon ikke det på alle måder ville være en arealanvendelse, der kom danskere, Danmark, klima, miljø og økonomi til gode, hvis ikke vi brugte knap halvdelen af Danmark som fodermark (for at opretholde en produktion af dyr på fabrikker, der ikke er kompatibel med hverken vores klima-, miljø- eller naturmål), men i stedet fik landbrugslandets muld givet tilbage til et bredt udvalg af det danske folk – og gerne inden de udenlandske kapitalfonde nupper det. En CO2-afgift på landbruget kan ikke stå alene. Den skal følges op af en ambitiøs plan for landbruget, der udstikker en retning for omstillingen og tager højde for sektorens finansielle virkelighed.
Her kommer vi ikke uden om etableringen af en statslig jordfond, der som mellemhandler kan opkøbe gældstyngede brug og sælge eller udleje disse i mindre stykker på bæredygtige vilkår. Hellere statslige end udenlandske opkøb og hellere kvalitet frem for kvantitet.
Det er tid til, at regeringen træffer de nødvendige beslutninger for vores landbrug, sikrer sektorens overlevelse og sikrer, at den en dag måske kan blive grøn.
Vi kan få et landbrug, der ikke forhindrer os i at leve op til vores nationale og internationale klima-, miljø- og naturforpligtelser, og hvis vi gør det rigtigt, kan vi skabe gode arbejdspladser på landet samt liv i udkantsdanmark.
Grøn omstilling er en investering i fremtiden, og investeringer koster altid noget på den korte bane. Den gode nyhed er, at vi har meget at vinde ved at udvikle vores landbrug – hvis da politikerne og landbrugets lobbyorganisationer vil.
