Finansminister Nicolai Wammen (S) skærper retorikken om boligjobordningens håndværkerfradrag. Danske Service opfordrer til, at vi skelner skarpt mellem servicedelen og håndværksdelen, fordi servicedelen fortsat styrker trygheden, hygiejnen og ordnede forhold i servicebranchen.
“Vi skal passe på med at ryste med sablen over for boligjobordningen som helhed
Finansminister Nicolai Wammen lægger i kakkelovnen til mindre i fradrag på håndværksdelen af boligjobordningen. Argumentet er, at vi risikerer en overophedning af byggebranchen.
I Danske Service vil vi gerne anerkende finansministeren for at skelne mellem boligjobordningens håndværksdel og servicedel. De to ting bliver ofte kædet sammen, og det er ærgerligt. Selvom begge er en del af boligjobordningen, adskiller de sig markant fra hinanden.
Vi oplever dog, at når først håndværkerfradraget kritiseres, ryger servicefradraget i samme pulje. Sammenkædningen risikerer at skabe en dominoeffekt, hvor et opgør med håndværkerfradraget også bliver et opgør med servicefradraget. Det er en skævvridning, fordi de to fradrag tjener vidt forskellige formål.
I en branche, der ellers nemt kan presses af brodne kar med dårlige arbejdsforhold, er servicefradraget med til at holde sort arbejde for døren. Samtidig giver ordningen mulighed for, at helt almindelige familier kan få en tiltrængt hjælp i en hverdag, hvor kalendergymnastikken kan være svær at få til at gå op.
Samtidig har rengøringsbranchen vist sig at være en kritisk nøgle til at undgå smittespredning og -udbrud. Derfor er det også fornuftigt, at servicefradraget bliver på dets nuværende niveau og stimulerer ønsket om et hygiejnisk hjemmekontor og holder vira ud i strakt arm.
Opfordringen fra Danske Service er derfor klar: Vi skal passe på med at ryste med sablen over for boligjobordningen som helhed, og vi skal ikke skære håndværker- og servicefradraget over én kam.
Servicefradraget tjener et vigtigt formål, både mens vi er i en sundhedskrise, og når vi kan vinke farvel til den.