Fremtidens motivationsvaluta i virksomheder er ikke penge. Det er muligheden for at have betydning for andre mennesker.
Lad mig gætte: Typisk ingen af de øjeblikke, som har givet dig størst glæde i livet, har involveret penge – de har involveret andre mennesker. Hvis du er i tvivl, så luk øjnene og tænk på de fem situationer, som har givet dig størst glæde i dit liv.
De vil indeholde livsbegivenheder med mennesker, som er betydningsfulde for dig. Heraf kan vi drage, at der er noget, som er vigtigere i livet end at tjene penge. Det er en erkendelse, som har ramt mange.
“Det, der driver dig, skal afspejles i formålene i den virksomhed, du er en del af. Hvis ikke du fik løn – ville du stadig kæmpe for de formål?
Alligevel bliver jeg ofte mødt med spørgsmålet: “Hvordan får jeg mine medarbejdere til at tage et større ejerskab?” Og når jeg spørger ind til, hvad løsningen mon kan være, så er svaret ofte: “Giv dem personlige mål med en stor bonus i røven – det kan motivere alle!” Og det virker jo. Eller gør det?
Hvis vi tror, det virker, er det så det, som virker bedst? For penge og midlertidig lykke er grundlæggende ikke det, vi finder betydningsfuldt.
Men måske det er, hvad der virker bedst i den for nu mest udbredte organisationsform, hvor ledelse i højere grad er styring – og hvis du er nem at styre, så bliver du belønnet. Nøjagtig som hos en ung labrador.
Og jeg har selv været den unge labrador. Som investment banker i London og København. Et miljø, hvor bonussen kunne udgøre mange årslønninger, og hvor du hele tiden blev målt og vejet. Men det er ikke noget, jeg tænker tilbage på som betydningsfulde begivenheder i mit liv. Som i slet ikke.
For at finde ud af, hvad der giver et meningsfuldt og motiverende arbejdsliv, satte jeg mig ned og definerede, hvad jeg selv tror på. Jeg kom frem til følgende:
Det, der driver dig, skal afspejles i formålene i den virksomhed, du er en del af. Hvis ikke du fik løn – ville du stadig kæmpe for de formål?
Det nytter ikke noget at drukne evner og talent i bureaukrati og regler. Du skal have mulighed for at forløse din kraft og dine evner. Derfor skal virksomheden evne at slippe dig fri. Virksomheden skal have kulturelle rammer med tryghed og tillid, så du kan være dig selv.
For så kan du præstere og være noget for andre i stedet for at regulere dig selv og spekulere over mikrokrænkelser såsom at blive afbrudt, der rulles med øjne eller andet, som skaber tvivl og flytter fokus fra opgaven.
Du skal være dygtig – eller kunne blive dygtig – til den rolle, du er ansat til. Det er vigtigt for ens selvrespekt og egenværdighed.
Hvis du hele tiden skal rende rundt og have paraderne oppe, er du ikke den bedste version af dig selv. Du skal være en del af et fællesskab. Og du skal være betydningsfuld for fællesskabet.
Hvis du virkelig skal motivere dine kollegaer, skal du skabe samtaler, kulturer og strukturer, der kultiverer ovenstående følelser og muligheder. Følelsen af formål. Følelsen af frihed. Følelsen af udvikling.
Og følelsen af at have betydning for de mennesker, du har omkring dig, og det fællesskab, du er en del af. Og bemærk – intet sted står der noget om penge.
Fordi penge er blot en umiddelbar kompensations- og styringslogik. Penge har intet at gøre med at skabe den indre drivkraft og motivation, som skaber ejerskabet.
Så hvis ledelse ikke er styring, men handler om at gøre en forskel og have betydning for de mennesker, du har omkring dig, så kræver det, at vi genopfinder vores virksomheders rammer. Rammer, hvor motivationen kan komme indefra.
Rammer, der fordrer ledelse. Rammer, som skaber en helt ny ledelsesmodel, hvor sammenhængskraften mellem strategi, organisering og kultur bygger på et helt andet menneskesyn end det, som er herskende i dag i de fleste virksomheder.
For hvor langt de fleste toplederes største erkendelse er, at de skulle have været gavmilde tidligere i deres liv, så bliver vi stadig ved med at bruge penge som det vigtigste motivationselement i dagens virksomheder.
Og det er, på trods af at vi ved, at der er så meget andet, der er vigtigere. Men det kan vi bare ikke få i spil i nutidens organisationer.
Så vi skal have skabt en bevægelse, som går fra topstyring til medledelse, og hvor vi veksler magt og penge til indflydelse gennem tillid og betydningsfulde relationer. For derigennem kommer ejerskabet. Helt automatisk.
Og det gør en forskel – også for virksomhedernes bundlinje.