Det kommer næppe bag på nogen, at vi i dag har flere muligheder end nogensinde før. Den danske forbruger står med endeløse valgmuligheder og skal navigere i et evigt voksende udbud af produkter og servicer – og helst handle bæredygtigt. Det bliver ofte fremstillet som noget negativt, men i min optik giver det også muligheder for at træffe de gode valg.
Den moderne forbruger kan sagtens skelne skidt fra kanel og rumme det mangfoldige udbud. Det åbner nemlig op for en mulighed for at skabe sin egen identitet og skille sig ud fra mængden. Mit eget udgangspunkt er kaffens verden, og det er et glimrende eksempel på den udvikling, vi har været igennem. Kaffe er i min levetid gået fra at være valget mellem sort eller med mælk til et univers med endeløse kombinationsmuligheder. Danskerne er gået fra at drikke den samme slags kaffe hver eneste dag til at skabe deres egen kaffeidentitet, der kommer til udtryk i deres valg af bønner, bryggemetoder, mælk og kopper. To go or to stay.