ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Novo Nordisk: Der er ikke råd til at blive ved med at spare på forskningsmidlerne - Danmark lever af forskning

Det er især i grundforskningen, afgørende opdagelser gøres, opdagelser, som vi kan oversætte til innovative forbedringer og fremtidig vækst i samfundet. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Det er især i grundforskningen, afgørende opdagelser gøres, opdagelser, som vi kan oversætte til innovative forbedringer og fremtidig vækst i samfundet. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Grundforskning bør prioriteres

højere for at styrke life science-industrien og løse sundhedsudfordringer, vi står over for

For nyligt hørte jeg vores uddannelses- og forskningsminister sige, at forskningen skal ud i virkeligheden. Forskning skal ikke blive inden for universiteternes tunge mure eller ende i en skrivebordsskuffe, efter at den er blevet offentliggjort i et tidsskrift. Det er jeg helt enig i, og hos Novo Nordisk er det hver dag vores mission at omsætte ny viden til ny og livreddende medicin, der kan forbedre kronisk syge menneskers liv.

Skal

Danmark fortsat være med helt i toppen, skal vi sikre, at der bliver hældt benzin på motoren

Fra Christiansborg hører vi for tiden meget om, at den grønne forskning skal prioriteres. Og naturligvis er det afgørende, at der forskes massivt i teknologier, som kan mindske vores fremtidige træk på klodens ressourcer. Men menneskeheden har flere presserende og alvorlige udfordringer, som vi også skal finde løsninger på, blandt andet på sundhedsområdet.

Her ved vi, at der i dag lever 463 millioner mennesker på verdensplan med diabetes – men i 2045 forventes det at stige til 700 millioner. Vi ved også, at 650 millioner mennesker verden over i dag lever med svær overvægt og dertil hørende følgesygdomme, og også det tal er konstant stigende.

Det giver os en udfordring, som i første omgang må være at knække kurven og dermed undgå, at så mange flere bliver ramt af sygdomme. Men vi skal også gøre vores yderste til, at de, der alligevel rammes, får en behandling, der gør, at de trods alt kan leve et kvalitetsliv med deres sygdom.

Holder dampen oppe

I Danmark har vi en styrkeposition inden for det store område, vi kalder life science, og som karakteriseres ved forskningsmæssig søgen efter løsninger, der medvirker til at sikre et godt miljø i et sundt samfund, inklusive dets borgere. Den søgen har vi i Danmark en lang tradition for, og internationalt regner man os med helt i toppen.

Den stærke position er kommet hele Danmark til gode under coronakrisen, hvor life science-sektoren har kunnet støtte samfundet med blandt andet at gennemføre covid-19-tests og ikke mindst holde dampen i samfundet oppe, da life science-virksomheder ikke er blevet så hårdt ramt af krisen, men faktisk ser ud til fortsat at vækste.

Viden, der gør forskel

De seneste ti år er dansk lægemiddeleksport alene mere end tredoblet. Men der er potentiale for mere: Sidste år var erhvervets eksport på over 127 mia. kr., og i 2025 forventer sektoren, at eksporten vokser til 200 mia. kr. årligt. Og når det gælder hele den samlede life science-sektor viser beregninger, at i et scenarie, hvor den nuværende høje vækst fortsætter, kan eksporten tredobles frem mod 2030.

Det siger sig selv, at en sådan vækst vil få store, positive konsekvenser for Danmark, da virksomhedernes skatteindbetalinger til den danske statskasse vil stige i samme takt, og flere arbejdspladser sikres. Men den stærke position kommer ikke af sig selv, og den internationale konkurrence er hård.

Skal Danmark fortsat være med helt i toppen, skal vi sikre, at der bliver hældt benzin på motoren. For life science er det ultimative brændstof viden. Forskning på allerhøjeste niveau. Nye opdagelser. Innovation. Derfor har vi i Novo Nordisk udarbejdet et forskningspolitisk udspil: “Tid til viden, der gør en forskel” med en række anbefalinger til politikerne.

Det er især i grundforskningen, afgørende opdagelser gøres, opdagelser, som vi kan oversætte til innovative forbedringer og fremtidig vækst i samfundet. De danske life science-virksomheder investerer selv årligt 16 mia. kr. i forskning og udvikling, og det betyder, at sektoren står for 37 pct. af al privat forskning i Danmark.

Men grundforskningen, der foregår i offentligt regi på universiteterne, er på mange måder det fundament, life science-industrien står på. Grundforskning styrker også kvaliteten i forskningsbaserede uddannelser, bidrager til at tiltrække internationale topforskere og investeringer samt øger antallet og kvaliteten af samarbejdsrelationer mellem universiteter og virksomheder. Derfor er det min klare opfordring, at vi skal prioritere grundforskningen økonomisk, når midlerne til forskning fordeles.

Uholdbart

Det er også nødvendigt, at vi bliver bedre, end vi er i dag, til at knytte bånd mellem grundforskning og innovation. I dag belønnes forskere typisk for deres evne til at publicere ny viden, men hvis vi for alvor vil have forskningen ud i virkeligheden, bør det også udløse anerkendelse at samarbejde med virksomheder om at bringe forskningen i spil kommercielt.

Flere og dygtige erhvervs-PhD’er og erhvervs-postdoc’er kan også hjælpe med at bygge broen mellem vidensmiljøer og virksomheder.

I de seneste år har vi set relative besparelser på forskningsområdet. Det er uholdbart for et land, der som Danmark lever af forskning. Lad os være lige så ambitiøse i vores forskningspolitik, som det sømmer sig for et land, der lever af viden og samhandel med vores omverden. Andet har vi ikke råd til.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis