Forargelsen er med rette stor over Nordic Waste og sagen om jordskreddet ved byen Ølst uden for Randers. Bør familien Østergaard-Nielsen, der er god for ubegribelige 42 mia. kr., ikke bare gribe til lommerne?
Jo, det synes jeg egentlig. Men jeg synes også, at vi gør sagen en tjeneste ved at lægge følelserne en smule til side og betragte de forskellige aktørers håndtering af situationen. Det er nemlig ikke kun familien Østergaard-Nielsen, der famler i den prekære sag.
Sandheden er, at Nordic Waste-sagen kun er begyndelsen på en periode, hvor vi i Danmark sørgeligt nok vil stå over for en række potentielle miljøkatastrofer drevet af klimaforandringer, landbrug og industri. Gamle industriområder, deponier, områder med olieproduktion, byggepladser – hvem tager regningen?
“Følelserne er klare, men handlingerne stærkt uklare, i en sag der forhåbentlig er et lærestykke for virksomheder, kommuner og politikere
Man kan her vælge at gå følelsesmæssigt til sagen, og dét skal man også. Krisekommunikation handler nu engang ikke primært om jura, men om aktørernes omdømme. Her står Østergaard-Nielsen rigtigt dårligt efter en håndtering, der har fejlet på alle klassiske parametre.
Virksomheden og dens ejer har tilsyneladende været helt uden beredskab (selv efter en forhistorie med mediekriser), man har trukket sig fra offentligheden, og man har sågar begæret virksomheden konkurs for at undgå at hæfte for regningen.
Summa summarum: En miljømæssig og dermed teknisk krise er blevet et spørgsmål om menneskelige værdier – og dét er om muligt endnu værre. Intet slår en milliardær, der tilsyneladende er ligeglad med almindelige menneskers hjem og liv, vandløb og havmiljø. Når sagen handler om mere end følelser, er det, fordi der – desværre – vil komme mange flere af slagsen. Og her er det allerede i dag tydeligt, at både Randers Kommune, regeringen og Folketinget reelt også flakker voldsomt i håndteringen.
Randers Kommune har taget et markant skridt ved at sende en foreløbig regning på 41,5 mio. kr. til Nordic Waste for det arbejde, der er forbundet med sikring og oprydning i døgndrift ud fra devisen om, at forureneren betaler.
Randers Kommunes indsats er baseret på miljøbeskyttelseslovens paragraf 70, stk. 1, der pålægger kommunen en handlepligt i tilfælde af miljøtrusler. Men situationen har afsløret forvirring i det nuværende retsgrundlag. Hvad er egentlig kommunens tilsynsforpligtelse?
Så er der regeringen og folketingspolitikerne, hvor både rets-, erhvervs- og miljøordførerne vel har en rolle at spille – og som minimum et ansvar for de borgere, der lige nu ikke kan få svar på, hvad der er fremtiden for dem. Ministre og politikere har kritiseret Nordic Waste, hvilke jo ikke er svært, men hvad med egen rolle?
Det samme gælder erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv og ikke mindst DI, hvor Nordic Waste faktisk var medlem. Her har kommunikationen været præget af maksimal uld i mund. Man forstår forargelsen, men maner også til besindighed. Der er tale om en kompliceret sag, forstår vi, hvor mange både økonomiske og juridiske forhold endnu ikke er afdækket.
Hm, så følelserne er klare – men handlingerne stærkt uklare, i en sag der forhåbentlig er et lærestykke for både virksomheder, kommuner og politikere. Sagt enkelt: Der vil komme flere miljøsager, og vi kan ikke hver gang stille os tilfredse med at lade den rigeste i lokalet tage regningen.
I et velfungerende samfund er retsgrundlaget og de politiske præmisser præcise, og dét er de ikke i dag på miljøområdet.
Man kunne derfor for borgernes skyld ønske sig en model, der ikke bare handler om at vente på den næste katastrofe, løbe fra regningen og kaste med mudder i medierne. En model for både oprydning, der inkluderer f.eks. finansieringsmekanismer, fondsfinansiering, demokratisk styring, juridiske rammer og investering i ny teknologi.
Nordic Waste-sagen definerer i det lys fremtiden. Den kommer med i historieskrivningen, lærebøgerne, og alle aktører kan endnu nå at redde æren.
