Fødselsdage og mærkedage er som regel glædelige begivenheder, hvor champagnepropperne springer, flaget hejses, og vi glæder os til at fejre, at endnu et godt år er gået. 11. marts er det et år siden, at store dele af vores samfund lukkede ned som følge af coronaens indtog i Danmark, og det er ikke en fødselsdag, vi hverken havde håbet på eller glæder os til. Vi og resten af verden var ganske uforberedte på den krise, der ramte.
Smitten bredte sig, og sundhedsvæsenet løb stærkt. En nødvendig politisk beslutning om at lukke restauranter, butikker, skoler og mange andre af samfundets vigtige tandhjul blev truffet.
Grænsen til nabolandene blev lukket for almindelige rejsende, og vi befandt os med ét slag i en meget dyster og usikker situation, både sundhedsmæssigt og økonomisk.
Heldigvis for os alle kunne energiforsyningen, industrien, landbruget og fødevareproduktionen fortsætte stort set uforandret. Vi undgik en fødevarekrise, og de globale forsyningskæder blev opretholdt af skibsfarten. Samtidig sørgede energibranchen for, at der var strøm og varme til hospitaler, husstande og virksomheder.
Men hoteller, restauranter, messe- og konferencecentre og landets attraktioner fik fjernet hele eller meget store dele af omsætningen. De udenlandske turister forsvandt, færger blev taget ud af drift, og mange mistede deres job, eller deres virksomheder var truet af konkurs. Det ramte også fødevareproduktionen samtidig med, at eksporten ligeledes led et gevaldigt knæk.
Netop eksport og arbejdskraft har en enorm betydning for Danmarks økonomi, og det kan og må vi ikke lukke øjnene for. Derfor er det vigtigere end nogensinde at fastholde og styrke rammevilkårene for de erhverv, der i mange år har været et stabilt vækstlokomotiv for Danmark, og som kan hive vores økonomi ud af covid-19’s skygge.
I 2020 var lægemiddelindustrien med en rekordstor eksport en stærk del af fundamentet under dansk økonomi. Men det kan kun lade sig gøre med de rette indsatser, og sætter vi rigtigt ind, er potentialet endnu større. I 2019 eksporterede Danmarks fem styrkepositioner tilsammen danskproducerede varer og tjenester for i alt 714 mia. kr. Det er over halvdelen af Danmarks samlede eksport.
Vores medlemmer beskæftiger over en halv million danskere i alle områder af landet. Med de tal på cv’et mener vi, at vi kan komme med kvalificerede bud på, hvordan vi får sat skub i eksport og økonomi igen. For det skal vi. Og vi skal trække på de erfaringer, vi har gjort os gennem det seneste år, så vi også er bedre rustet til fremtidige kriser.
Folkesundheden er vigtig, og nedlukninger har været nødvendige. Men samtidig er det helt afgørende, at vi holder grænserne åbne for vores varehandel og arbejdskraft på søen og til lands, og at vi hurtigst muligt får sikret fri bevægelighed over grænserne uanset formål og uden krav om karantæne. Vi skal finde en ny vej ud af krisen, inden dele af erhvervslivet lider permanent skade.
Vi har i mange år arbejdet benhårdt på at få en position som førende fødevarenation. Det må vi ikke tabe på gulvet nu. Danmark er verdenskendt for vores enestående gastronomi og råvarer i særklasse. Det er noget, vi er sammen om at være stolte af. Men lige nu er oplevelseserhvervet helt i knæ, og mobiliteten over grænsen er stadig forsvindende lille.
Vi har behov for en modig økonomisk politik, som fremrykker grønne investeringer, der hjælper energikunderne væk fra sort energi over til grøn.
Det vil skabe efterspørgsel på arbejdskraft, hjælpe forbruget i gang på tværs af Danmark og reducere CO2-udledningerne.
Så selvom der ikke er meget at fejre her på etårsdagen for nedlukningen, er der meget at debattere og ikke mindst at handle på.
Det, tror vi på, sker bedst i en konstruktiv dialog, hvor vi deler erfaringer og konkrete forslag til, hvordan vi sikkert kan genåbne Danmark, få sat skub i økonomien og eksporten og hjælpe de nødlidende erhverv i gang igen. Derfor markerer vi nedlukningens etårsfødselsdag med en virtuel konference.
Vi har ikke fødselsdagssang på programmet, men derimod en ambitiøs dagsorden om at få sat fokus på vejen ud af krisen. Konferencen er en god mulighed for at fortælle om vores erhvervspolitiske ønsker til en lang række politikere.
Så nok fejrer vi en fødselsdag for nedrullede gardiner, men vi vælger at markere dagen med både håb og en stærk tro på, at der snart er lys i horisonten, så den danske eksport igen kan være med til at løfte økonomien op på et sundt og bæredygtigt niveau, der kommer alle borgere i Danmark til gode.