Jeg har lige holdt påskeferie med familien i Florida. Da flybilletterne skulle bestilles, blev jeg mødt af en lind strøm af diverse til- og fravalg. Hvad der kunne have været en enkel proces om at få mig til og fra Miami, handlede nu om alt fra antallet af mellemlandinger, bagagestørrelse, vinduesplads, benplads, loungeadgang, tidligere indtjekning, forplejning, datapakker osv.
Ryanair var nogle af de første, der introducerede de mange tilvalg med en erklæret mission om, at det var her, pengene skulle tjenes – selve transporten ville de ikke tjene en krone på. En strategi, der til trods for et ellers noget blakket ry har gjort Ryanair til Europas største flyselskab målt på antal ruter og passagerer.