Det ser sort ud, når årets ord er jernmarker, og flere borgmestre har måtte vige pladsen til en politiker, som lover borgerne mindre vedvarende energi.
Kontrasten mellem kommunalvalgkampens resultater og klimakrisens realiteter synes kontinental. Når nye borgmestre siger, at der skal bremses op for energiprojekter, indebærer dette dog en mulighed for at genstarte samtalen om vedvarende energi.
For der er behov for at skabe fornyet tillid mellem kommunen, opstillere og borgere samt at tilrettelægge processen anderledes end den gængse praksis.
Der er en række oplagte grunde til, at den grønne energi møder modstand uden for byerne.
Der er en enorm geografisk skævhed i, hvor vindmøller og solceller er placeret. Nogle få kommuner har trukket et kæmpe læs, og det er her, vi især ser modstanden. Borgerne giver udtryk for, at de er blevet ført bag lyset, kørt over, eller noget er trukket ned over hovedet på dem.
I mange tilfælde har energiprojekterne skabt splittelse blandt naboer og i lokalsamfund. Det er ikke en farbar vej.
Snakken tages i fredstid
Diskursen om jernmarker kan være godt til at vinde kommunalvalg, men hvis man vil have en tillidsfuld, fair og konstruktiv dialog med borgerne, er det bedre at fokusere på lokal udvikling, arbejdspladser og fællesskabsgevinster.
Der er således fem veje til at genstarte samtalen om solcelle- og vindmølleanlæg, som vi vil præsentere her.
For det første kan man gøre op med forestillingen om det tavse flertal ved at lave vejledende afstemninger.
I Thisted Kommune havde man behov for at genopbygge tilliden mellem kommune og borgere efter ti år, hvor ikke en eneste vindmølle er blevet sat op.
Metoden til dette var afstemninger om otte projekter. De fire af dem fik mere end 60 pct. opbakning, og kommunalbestyrelsen valgte at gennemføre disse fire og skrotte de fire andre, selvom det har den konsekvens, at kommunen ikke kommer i mål med sin klimaplan.
Til gengæld har de udviklet en model, hvor det er borgerne, der vurderer, om der er tilstrækkelige fordele ved projekterne. Der er hermed opstået en mulighed for at være på “ja tak”-holdet. Faktisk er der folk i flere lokalområder, der ærgrer sig over, at de ikke får energianlæg og via den grønne pulje tilført ressourcer til deres område.
I kommuner som Ringkøbing Skjern og Holstebro kan lokalsamfund udvikle en vision eller plan for deres område, så de på forhånd har besluttet, hvad de ønsker sig. Det kan være midler til en privat børnehave, renovering af forsamlingshuset eller noget tredje.
Når så udvikleren kommer til kommunen, kan lokalsamfundet undersøge hvilke ønsker midlerne rækker til. Det er vigtigt, at den slags visionsprocesser foregår i fredstid, altså før der er et konkret projekt på bordet.
Tænk naboerne med
En tredje farbar vej er at placere energianlæg i forlængelse af industriområder eller eksisterende infrastruktur, dvs. steder hvor der er ingen eller få naboer, og hvor den “uspolerede natur” allerede er spoleret.
Det har vi set i Vildbjerg i Herning Kommune, hvor en solcellepark er placeret i et eksisterende erhvervsområde vest for byen.
Det samme ser vi i Skejby ved Aarhus, hvor et geotermianlæg (hvor man udnytter varme og kulde fra jorden) er placeret ved et eksisterende fjernvarmeanlæg, så spørgsmålet “hvorfor lige her?” opstod ikke.
En fjerde vej er medejerskab. Tidligere var medejerskab lovpligtigt, nu er det op til opstillerne, at tilbyde det.
Borgerne takker i øjeblikket nej flere steder, fordi de vurderer, at risikoen for at tabe på investeringen er for stor. I Vildbjerg takkede borgerne nej til medejerskab, men de fik tilbuddet, og muligvis var det årsagen til, at planen ikke mødte stor modstand og blev stemt igennem i byrådet.
Energifællesskaber
En femte vej er lokale energifællesskaber. Her går aktører sammen, for eksempel industri, offentlige institutioner og borgere, og opstiller solceller på tage, batterier eller lokale vindmøller.
Det sker blandt andet i Avedøre, hvor Danmarks første energifællesskab opstod i 2020.
I dag er der registreret over 50 energifællesskaber. Et andet af dem er Energifællesskabet Elkær i Hjørring Kommune, hvor planen er, at opstilleren forærer en af vindmøllerne i anlægget til energifællesskabet.
Energifællesskaberne giver mulighed for selvforsyning og robusthed, samtidig med borgere og byer bidrager mere til den vedvarende energi. Dette forstærkes af nye, lempeligere regler for solceller på tage.
Skal kommunerne bidrage til regeringens målsætning om firedobling af produktionen af vedvarende energi på land i 2030, har de travlt.
De må dog ikke have så travlt, at de ikke finder tiden til inddragelse af og samskabelse med borgerne. Mere og ikke mindre lokaldemokrati er en væsentlig del af svaret på, hvordan vi får genstartet borgerdialogen omkring energiprojekter på land.
