ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er en økonomisk kommentar skrevet af nogle af landets mest toneangivende økonomiske og finansielle eksperter, som kommenterer dansk og international økonomi samt udviklingen på de globale økonomiske markeder.

“Fald i investeringer og arbejdskraft: Grøn omstilling trues frem mod 2035”

Frederik Imer Pedersen, cheføkonom, 3F.
Frederik Imer Pedersen, cheføkonom, 3F. PR-Foto: Joachim Rode

Jeg har tidligere i Børsen efterlyst en opdateret og udvidet “Leo Larsen-rapport”, der giver et samlet overblik over investeringer og arbejdskraftbehov i Danmarks største anlægsprojekter. Ikke kun i klassisk infrastruktur, men også i grøn omstilling og klimasikring. 

Den er nu udarbejdet som grundlag for 3F’s kongres 2025. Her har Cowi kortlagt investeringerne frem mod 2035, mens AE har beregnet arbejdskraftbehovet fordelt på brancher og uddannelser.

Investeringsniveauet er meget højt frem til 2031 med et gennemsnit på godt 80 mia. kr. årligt, men falder til ca. 45 mia. kr. årligt fra 2032-2035 – altså næsten en halvering. Faldet skyldes især lavere investeringer i udbygningen af havvind, men også at de politiske beslutninger om store infrastrukturprojekter ikke er kommet så langt endnu.

Hvis vi skal leve op til vores høje ambitionsniveau for den grønne omstilling, mangler der investeringer for over 500 mia. kr. frem mod 2025

Frem mod 2031 kræver de store anlægsprojekter i gennemsnit arbejdskraft svarende til 60.000 fuldtidspersoner om året. Dernæst falder arbejdskraftbehovet til under 30.000 fuldtidspersoner frem til 2035.

Hvis vi skal leve op til vores høje ambitionsniveau for den grønne omstilling, mangler der investeringer for over 500 mia. kr. frem mod 2025 – svarende til beskæftigelse for 30.000 fuldtidsmedarbejdere årligt.

Omkring 70 pct. af arbejdskraftbehovet i de store anlægsprojekter retter sig mod faglærte og ufaglærte, de øvrige medarbejdere skal have længerevarende uddannelse. 

Knap halvdelen af beskæftigelsen i de store anlægsprojekter ligger i grupper organiseret af 3F, især ufaglærte i industrien og bygge- og anlægssektoren.

AE’s fremskrivninger viser, at der frem mod 2035 vil være 100.000 færre faglærte i arbejdsstyrken, mens der forventes overskud af ufaglærte (inkl. ufaglærte studenter) og til dels akademikere. Så uddannelse af flere faglærte, kompetenceløft og opkvalificering af ufaglærte bliver afgørende for at matche udviklingen i efterspørgslen. 

Det gælder ikke mindst, hvis investeringsniveauet kommer op, så det matcher de grønne ambitioner.

Tilbage på sporet

Stigende omkostninger og usikkerhed om rammebetingelserne for opstilling af havvind har sat en alvorlig bremse på den grønne omstilling. Så der skal noget nyt til. 

3F har i sin 2035-plan afsat 2,5 mia. kr. årligt til tiltag, der skal få den grønne omstilling tilbage på sporet. Og der er bred opbakning blandt både 3F’ere og den danske arbejdsstyrke, til at staten spiller en aktiv rolle her. Det handler ikke kun om energisikkerhed for Danmark og Europa. Det handler også om rigtig mange arbejdspladser.

Samlet blotlægger den nye og udvidede Leo Larsen-rapport” en lang række problematikker med en klar anbefaling om, at de økonomiske ministerier årligt udarbejder en sådan opgørelse. 

Men det må også anbefales en koordinering af investeringerne på tværs af EU, så vi undgår, at “alle bygger på samme tid” med risiko for at fordyre den nødvendige omstilling.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis