I april vedtog EU under Omnibus-forslaget at udskyde centrale dele af de senere års krav om virksomheders due diligence og rapportering om bæredygtighed, og Folketinget vedtog udskudt rapportering efter CSRD-direktivet for mange danske virksomheder.
Trods kritik åbner Omnibus en unik mulighed for både at overveje, hvordan rapporteringskravet kan skabe den værdi for både samfund og erhvervsliv, som oprindeligt var en del af målet, og at se på, om der stilles de rigtige spørgsmål. Indtil videre går en stor del af debatten på forenkling af reglerne.
Men vil en forenkling af reglerne i sig selv løse problemet, som førte til Omnibus-forslaget, nemlig både regeltræthed og øget modvilje mod regler, som ikke forekom virksomheder meningsfulde ift. værdiskabelse?
Rapportering som værdi
Ikkefinansiel rapportering om csr går tilbage til 1990’erne, hvor mange virksomheder valgte frivilligt at bruge ressourcer på opgaven. En virksomhed vil normalt ikke anvende sine ressourcer uden en plan for at få værdi tilbage. Det peger på, at den oprindelige form blev opfattet som en positiv investering.
Værdi kan have form af investeringer, som EU’s regler sigter på. Værdi kan også være virksomhedens indblik i sig selv og sine processer, værdikæder, behandling af ansatte, CO2-udslip mm som input til ændringer indefra. Hvis den værdi skal skabes, skal rapporteringskrav støtte det aktivt og ikke bare politisk.
Intern værdi blev for mange virksomheder endnu mere fjern
Netop skabelsen af værdi for både samfund og virksomhed var centralt i den oprindelige danske lov om csr-rapportering fra 2008. Den danske lov blev vedtaget, før EU indførte tilsvarende krav. Den byggede på et mål om at hjælpe virksomhederne til at arbejde mere bæredygtigt.
Der var vægt på intern læring for, at en virksomhed bedre kunne opfange og tilpasse dig omverdenens forventninger og behov samt udvikle sig selv og sine forretningsmuligheder. Dermed var der også vægt på intern værdiskabelse. Den interne analyse af de oplysninger, som blev indsamlet til rapporten, var i princippet lige så vigtig som selve rapporten.
Ekstern kontrol
Danmark foreslog under EU-formandskabet i 2012 et lignende EU-krav, men med EU-direktivet fra 2014 om ikkefinansiel rapportering (NFRD) skete et glid fra intern læring til detaljerede krav om rapportering af data målrettet eksterne brugere, især finansielle aktører og ngo’er.
Med CSRD blev detaljekravet endnu større, stadig målrettet eksterne brugere. Sammenhæng med intern værdi blev for mange virksomheder endnu mere fjern, selv om den detaljerede (og kritiserede) ESRS-rapporteringsstandard faktisk giver masser af stof til, at en virksomhed kan blive klogere på sit samfundsansvar, og hvordan den kan forbedre dig.
Reaktioner på CSRD tyder på, at mange virksomheder har manglet balance mellem den investering af ressourcer, som skulle bruges på at indsamle de mange oplysninger og rapportere dem efter ESRS-standarden, og det udbytte, som de selv fik.
Potentiale i erfaringer
Ganske vist har nogle af de store virksomheder, som indsendte deres første CSRD-rapport i starten af i år, forklaret, at de godt kan se muligheder for intern værdiskabelse. Men flere af de virksomheder har lang erfaring med rapporteringen, enten fordi de (som Novo Nordisk) rapporterede frivilligt tidligt; eller fordi de (som Mærsk) gik i gang under det danske krav fra 2008. Med det grundlag har de erfaring i, hvordan rapportering om bæredygtighed kan gribes an, så opgaven giver intern værdi.
Udover rapporteringsreglerne vil Omnibus-forslaget ændre krav om due diligence for bæredygtighed, og dele af EU’s taksonomi. De tre regelsæt dækker en del af de samme områder og har alle et politisk mål om at skabe værdi for samfundet ved at øge ansvarlig virksomhedsadfærd og mindske negativ indvirkning på mennesker, miljø og klima.
Hvis Omnibus-processen skal føre til større opbakning i erhvervslivet, som er en forudsætning for at nå de politiske mål, er det nødvendigt at huske på, hvad der skabte den oprindelige opbakning. CSRD er et godt sted at starte.
Mulighed i Omnibus
En høring af dansk erhvervsliv i 2019 som input til den danske holdning til ændringen af NFRD til CSRD efterlyste rapporteringskrav, der kunne skabe mere strategisk værdi.
Det tyder på, at danske virksomheder allerede dengang oplevede en mangel på balance mellem de detaljerede, eksternt orienterede EU-krav og intern værdi sammenlignet med de tidligere danske krav.
Selv om EU’s maskine er tung at dreje, giver Omnibus-initiativet derfor en mulighed for ikke bare at se på, hvordan reglerne kan forenkles. For både samfund og erhvervsliv bør det også overvejes, hvordan de kan ændres, så der bliver mere plads til intern værdiskabelse.
Det kommende danske EU-formandskab og andre kan måske med fordel genlæse tankerne bag det danske krav om csr-rapportering fra 2008.
