Mens mediernes opmærksomhed er andre steder, er EU's medlemslande for tiden ved at forhandle en ny handelsstrategi. Under titlen "Åben strategisk autonomi" er unionen ved at ændre retning mod en strategi med væsentligt større politisk kontrol og styring.
“Enhver handelshindring gør lande, og i særlighed almindelige borgere, markant fattigere.Det samme gælder de eksportstøtteordninger, som unionen også foreslår
Den nye "handelsstrategi" er tydeligt påvirket af stærkt protektionistiske tendenser, der særligt kommer fra Frankrig, men også har sneget sig ind i andre landes politiske tænkning. Mens strategiens tilhængere lover, at den skaber rigdom og bedre miljø, viser 200 års økonomisk forskning det stik modsatte.
Selve begrebet "åben autonomi" er en decideret orwellsk selvmodsigelse: Et land eller en toldunion kan ikke både være åben for international handel og samtidig beskytte industrier mod den selvsamme handel.
Det første af de to store problemer ved EU's nye strategi er således, at den er protektionistisk. Unionens politikere planlægger offentligt at beskytte visse industrier mod det, de kalder "unfair" handel. Planen er, at industrier, som unionen mener er af strategisk vigtighed, skal udvælges politisk og derefter støttes og beskyttes mod international konkurrence.
Der er med andre ord tale om gammeldags industripolitik, der faktisk ikke er anderledes end de katastrofale industristrategier, som blandt andet Latinamerika forfulgte i 1960'erne og 1970'erne. EU kalder det bare ikke industripolitik som sådan, men skaber et billede af en begavet og informeret politik.
er en kommentar skrevet af nogle af landets mest toneangivende økonomiske og finansielle eksperter, hvori de kommenterer på dansk og international økonomi samt udviklingen på de globale finansielle markeder. Hele kommentaren er skrevet af afsenderen.
Idéen om smart, informeret industripolitik er dog samfundsvidenskabernes pendant til intelligent design i evolutionsbiologi. Begge dele hviler på en religiøs tro på, at gavnlig udvikling kræver styring fra storartede ledere. Gælder det industripolitik, hviler den på en tro på, at politikere og bureaukrater ved, hvad der er fremtidens industrisucceser.
Økonomer har forstået i 100 år, at det ikke kan lade sig gøre: Succeserne afslører sig først, når tusinde virksomheder prøver tusinde ting af, og lærer af det.
Når politikere forsøger at udnævne fremtidens vindere, peger de typisk på industrier, der allerede er på vej bagud, men har politiske kontakter.
Det andet problem er, at det, unionen kalder en strategisk approach til regulatorisk samarbejde, i virkeligheden er et andet ord for tekniske handelshindringer: At man ikke ønsker at handle med andre lande – Storbritannien inklusive – der ikke implementerer EU-regulering af produktion og markeder.
Det har været forstået i mere end 200 år, hvordan enhver handelshindring gør lande, og i særlighed almindelige borgere, markant fattigere. Det samme gælder de eksportstøtteordninger, som unionen også foreslår.
Udspillet viser dermed, at med briterne ude af billedet er manges værste frygt ved at blive virkelighed. Unionen er rykket langt tættere på en fransk tradition for særinteressepolitik. Det kommer til at koste borgerne dyrt.
