Tirsdag nåede EU-systemet frem til enighed om et centralt, men omstridt klimainstrument, nemlig klimatolden med det mundrette navn Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM. Det skal bekæmpe CO2-lækage i EU – altså at produktion og udledninger flytter ud af EU pga. for høje klimaomkostninger. Aftalen er god og nytænkende, men indeholder også et element, der kan føre til øget lækage.
Idéen med klimatolden er, at CO2-indholdet i udvalgte varer, der importeres ind over EU’s grænser, skal beskattes på samme måde, som de bliver i EU’s CO2-kvotesystem. Der gives rabat, hvis varerne er CO2-beskattet på anden vis, inden de kommer ind i EU, og dermed stilles EU-producenter lige med producenter i lande uden for EU.
“Uden for EU produceres brinten dog ofte på kul eller naturgas, hvilket naturligvis ikke er synderligt klimavenligt, og derfor bliver brinten nu inkluderet i klimatolden
Klimatolden skal samtidig erstatte gratiskvoterne i EU’s kvotesystem, som er det nuværende værn mod CO2-lækage. Det smarte ved det er, at det samtidig kan påvirke andre landes klimapolitikker, da de kan gøre deres erhvervsliv konkurrencedygtig på det europæiske marked ved selv at beskatte CO2’en og samtidig tjene provenu på det. Klimatolden skal i første omgang omfatte jern og stål, cement, aluminium, gødning og elektricitet – og som noget nyt: brint.
Særligt brint er et nyt element, som kan vise sig vigtigt for Danmark, fordi der både findes grøn og fossil brint. Importen er relativt begrænset i EU i øjeblikket, men brint bliver en afgørende byggesten i fremtidens flydende brændstoffer til tung transport med skibe og fly.
Derfor arbejder danske og europæiske virksomheder på højtryk på at skabe en forretningsmodel for ptx-produktion af bæredygtig brint ved hjælp af grøn strøm fra f.eks. vindmøller. Det er i øvrigt også nødvendigt for at sikre økonomien i en fortsat kraftig udbygning af vedvarende energi, for brintproduktion fra vindenergi kan sikre afsætning af strøm, når det blæser så meget, at elprisen ellers bliver nul.
Uden for EU produceres brinten dog ofte på kul eller naturgas, hvilket naturligvis ikke er synderligt klimavenligt, og derfor bliver brinten nu inkluderet i klimatolden. Det kan give et væsentligt boost til den danske ptx-industri. Der er i dag planer for en ptx-produktion i 2030 svarende til strømmen fra VE-anlæg med en samlet kapacitet på 5-6 GW, og brintproduktionen herfra vil både kunne omdannes til grøn ammoniak, grøn metanol og grøn jetfuel. Med en beskyttelse mod dumping udefra kan disse projekter sælge grønne ptx-produkter i hele Europa på fair og lige vilkår uden at blive underbudt af sorte ptx-produkter fra lande uden for EU. EU skal altså roses for at løse et problem, vi endnu ikke har, men som vi ved, vi får.
Det problem, som EU omvendt ikke får løst – men faktisk forværrer – er risikoen for lækage på EU’s eksportmarkeder. Det sker, fordi klimatolden skal indfases sammen med en udfasning af de gratis tildelte CO2-kvoter, der i dag går til de mest lækageudsatte brancher – altså brancher med højt CO2-indhold, som samtidig er i skarp konkurrence med virksomheder uden for EU.
Når en virksomhed fra EU i dag konkurrerer med f.eks. en virksomhed fra Tyrkiet på det tyrkiske marked, så betaler EU-virksomheden kun for de udledninger, der ligger ud over deres tildelte gratiskvoter. Når gratiskvoterne forsvinder, betaler EU-virksomheden CO2-kvoter for hele udledningen, mens den tyrkiske virksomhed fortsat ikke betaler noget, da klimatolden jo kun dækker det europæiske marked.
Derfor står EU-virksomheder, der konkurrerer på markeder uden for EU, og som i dag modtager gratiskvoter, faktisk værre med klimatolden end i dag. Og det skaber en risiko for, at produktionen rykker ud af EU, og udledningerne rykker med. Desværre har EU set bort fra muligheden for at revidere systemet med gratis tildelte kvoter og lade klimatolden spille sammen med dette system. Det ville have reduceret lækagerisikoen, om end det ville have øget kompleksiteten i et system, de færreste i forvejen forstår.
I stedet holder EU fast i en løs idé om eksportsubsidier til de ramte brancher. Men det er en dødssejler, for det bør ikke kunne godkendes af WTO. I forvejen er der tvivl om, hvorvidt klimatolden overhovedet kan godkendes, da den i princippet kan tolkes som et protektionistisk instrument.
Da frihandel er den afgørende krumtap for Danmarks velstand, skal den nye regering arbejde hårdt for at luge ud i de værste protektionistiske tiltag fra EU, for de skader Danmark mere, end beskyttelse af hjemlige industrier mod sort konkurrence gavner. Men klimatolden sender et vigtigt signal til resten af verden om, at der ikke skal konkurreres til ugunst for klimaet.
