I en tid, hvor landbrugslobbyen er lykkedes med endnu en klimamæssig studehandel i nationalt regi med bundskrabende og forsinket beskatning til følge, kan der virkeligt være brug for en lille forfriskning.
Selvom vi har udsigt til mere natur, efterlader trepartsforhandlingerne os nemlig uden regulering af vores hypersubsidierede og enormt belastende animalske landbrug, der, trods rigelige mængder smart markedsføring og afladsretorik, hverken er dokumenteret bedre som helhed eller mere “klimakontrolleret” sammenlignet med andre landes.
At forfriskningen så kommer fra en uventet fløj – nemlig EU’s tiltagende fokus på modebranchens klimabelastning – lyder måske ikke som noget, der kan indvirke på landbruget.
Men med et nyligt forslag fra Frankrig, Østrig, Holland og Finland tyder noget på, at flere lande er ved at åbne øjnene for, hvordan vi som forbrugere ikke bare kan overlades til de “frie markedskræfter”, hvis vi skal indfri den grønne omstilling, vi har forpligtet os på.
Når det kommer til at regulere det, vi producerer, skjules modviljen ofte bag noget a la at det “bare er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel”. Industrien imødekommer altså bare en given målgruppes iboende ønsker, og ansvaret kan således belejligt parkeres hos de kunder eller forbrugere, der indvilger i at købe produktet.
Køber vi noget i modstrid med vores overbevisninger, kan vi reduceres til håbløse hyklere, alt imens industrien bevarer et carte blanche til at drive vores i forvejen alt for høje forbrug til nye højder.
Men den logik overser noget, som de førnævnte EU-lande nu begynder at rette blikket mod, nemlig hvordan vores forbrugeradfærd konsekvent manipuleres igennem markedsføring. Men markedsføring, tænker du måske, er det trods alt ikke lidt underordnet i det store billede?
“Det vigtige er, at der her ligger en åben italesættelse af, at vi som forbrugere har brug for hjælp til og beskyttelse mod reklamers manipulation
Dertil må vi svare, at nej, ingenlunde. Ifølge en undersøgelse fra Purpose Disruptors kan 32 pct. af de britiske CO2-udledninger eksempelvis tilskrives reklamer. Altså stammer i omegnen af en tredjedel af vores forbrugsbaserede belastning fra markedsføringen fra crap, vi ikke selv ville have opsøgt, hvis ikke vi var blevet eksponeret for det. Og markedsføring er en potent disciplin, der er udviklet til at tale til vores mest basale psykologi og vores behov for at være en del af flokken.
Det opretholder ganske enkelt en forældet fortælling om, hvad der konstituerer det gode liv, og i en tid, hvor hovedparten af adspurgte verdensborgere udtrykker villighed over for og efterspørger handling til fordel for en mindre belastende livsstil, bliver regulering således også et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse.
Men hvad er det så, at Frankrig, Østrig, Holland og Finland har foreslået? Jo, indledningsvist har de fire lande arbejdet videre med et fransk forslag fra foråret, der har til hensigt at regulere fast og ultra fast fashion.
Bevares, forslaget handler også om at beskytte egne markeder mod især kinesiske modeplatforme, men det store nybrud er, at der med det følger en anerkendelse af, at måden, særligt klimaskadelige produkter markedsføres på, udgør en udfordring, der ikke tackles af de produktkrav og gebyrstrukturer, der p.t. udvikles i EU-regi.
Hvad angår vores tøj, ligger realiseringen i, at det endelig er gået op for landene, at det ikke nytter kun at stille krav til f.eks. slidstyrke, da det blot vil resultere i mere ubrugeligt plastiktøj. Tværtimod kasseres to tredjedele af vores tøj, længe før det er teknisk udtjent, pga. dårlig pasform og ringe emotionel værdi.
Og selvom deres forslag først og fremmest behandler markedsføring i ordets mest bogstavelige forstand, nemlig i form af hvor lang tid produkter er tilgængelige på markedet og i hvilke volumener, peger de også på den påvirkelighed, der ellers tidligere har været reduceret til et individuelt ansvar.
Altså er det vigtige her heller ikke, om andre klimabelastende produktkategorier såsom animalske fødevarer bringes til markedet på samme måde som fast fashion – for det er der få ting, der gør. Det vigtige er, at der her ligger en åben italesættelse af, at vi som forbrugere har brug for hjælp til og beskyttelse mod reklamers manipulation, hvis vi skal omstille vores adfærd.
Selvom treparten har vist os, at landbruget er og bliver notorisk svært at regulere, er det så meget desto vigtigere, at vi fortsætter med at prøve. Og skulle sektoren så igen lykkes med at lobbye sig udenom regulering, vil det blot udstille det virkelige hykleri yderligere.
